Black and White

(ingen titel)

Endnu et af de tunge, svære, lange og meget personlige indlæg. Jeg vil endnu engang gerne understrege det ikke handler om at få jeres medlidenhed eller ‘nårh hvor er det synd for hende’. Jeg har fundet min form fred med det her, og derfor kan jeg åbne en lille smule op for min historie. Jeg har virkelig grublet længe (årevis) over hvornår jeg var klar, om jeg nogensinde ville blive det, og om det er en dum idé at dele på bloggen. Men efter mit første indlæg omkring dette og al jeres feedback indså jeg også noget andet. Det er ikke kun for min skyld jeg skriver om det her, for I var rigtig mange (alt for uhyggeligt mange) der kunne komme med lignende historier og oplevelser. Og lige dér, den mandag aften midt i kommentarfeltet og den efterfølgende indbakke, fyldt med beskeder fra jer om emnet, lige dér gik det op for mig at det her er meget større.

Jeg deler min historie (så meget som jeg nu er klar til og har lyst til at dele, det er klart jeg holder det meste for mig selv) i håb om at der sidder nogen derude som måske er midt i kampen og kan finde trøst i mine ord? Jeg kan da huske at jeg selv var så lettet da jeg endelig fandt et forum hvor jeg kunne se at andre har været igennem lignende.

Jeg snakker selvfølgelig om at være vokset op med en alkoholisk/misbrugs forælder. Og vi er desværre al for mange af os. Dette indlæg er dedikeret til alle jer pisseseje piger, drenge, børn, kærester, pårørende, bedste venner eller søskende til en alkoholiker eller misbruger på anden måde. For det ér ikke nemt og det er forfærdeligt. Indlægget skal handle om den følelse jeg havde som barn, den følelse den voksede sig til og hvordan man kan komme videre som voksen. Det sidste der, det med at komme videre, det er jo en evig proces. Sådan en proces jeg tror aldrig slutter, man bærer det jo i sig hele livet, men man kan lære at håndtere det og finde sin fred med det.

Den lille pige: Hvad gør jeg (forkert)?. Da jeg var helt helt lille var min far nok den bedste far han har været for mig i mit liv. Nok ikke den bedste far i verden, men han var faktisk en god far. Både da jeg var så lille at jeg (desværre) ikke husker det, sagde min mor at han var en fantastisk far, men også da jeg blev lidt ældre. Han var frisk til at lave snobrød med mig og veninderne, han gad at lege og jeg husker i små glimt en far der elskede mig meget højt. Så blev jeg lidt ældre, og allerede i en ung skolealder (5-6 år) begynder de dårlige minder. Det sidste år inden min mor og far gik fra hinanden husker jeg kun en mand der lå i sofaen når jeg kom hjem fra skole. Jeg kan faktisk slet ikke huske andet. Han sov indtil jeg kom hjem. Jeg kan huske jeg troede han var syg og skulle ligge ned. Men han røg sig så pisse skæv at han sov til langt op ad dagen. Et minde der står meget klart er, at der var kommet en tetrismaskine i legebutikken i det lokale center. Jeg ønskede mig den tetrismaskine mere end noget andet og en dag sagde min far, at han ville hente mig efter skole dagen efter, og så ville vi gå sammen i legetøjsbutikken og købe maskinen til mig. Jeg glædede mig helt sindssygt og jeg kan huske at jeg stolt fortalte de andre i klassen om hvad jeg skulle efter skole. Men desværre kom min far ikke og jeg sad længe og ventede. Jeg kan ikke huske præcis hvor længe, men jeg har i hvertfald siddet 30-40 minutter og ventet på ham. Men han kom ikke. Så jeg gik hjem hvor han lå og sov i sofaen. Jeg vækkede ham og han undskyldte, stak mig en 50’er  (som maskinen kostede) og jeg gik den lange tur til legetøjsbutikken alene for at købe den. Han lovede at når jeg kom hjem kunne vi spille sammen, men han lå bare der og halvsov da jeg sad stolt med min maskine. Efter 10 minutter bad han mig slukke lyden på den fordi den var pisseirriterende, og så gik jeg op på mit værelse og spillede selv. Så meget for den far/datter oplevelse hva?

Ikke længe efter sluttede mine forældres forhold og jeg så min far en gang om ugen. Han hentede os tirsdag efter skole og så overnattede vi hos ham til onsdag hvor han kørte os i skole igen. Han blev mere og mere ugidelig og vi lavede ikke rigtig noget. Han begyndte allerede der at blive lidt ondskabsfuld overfor mig især, verbalt. Det tog dog rigtig til da min mor fandt en ny kæreste og vi, efter noget tid, flyttede op til ham (ca. 100 km fra min far). Hver gang vi var på besøg fik jeg en eller anden form for kritik ‘du ligner din mor’ var den klassiske. Sagt i en ondskabsfuld tone. Vi kom tit op og skændes, for selvom jeg er rigtig dårlig til at sige noget når nogen sårer mig, så var jeg også en stædig lille pige, og meget beskyttende. Jeg fandt mig aldrig i kritik af min mor, af hvor jeg boede, mine dyr eller mine ‘bonderøvsveninder’. Og det var der vores skænderier startede. Jeg kunne ikke bare nikke når han sagde ‘at det fandeme kun var kolort og bonderøve deroppe på landet’ jeg gik altid i forsvar. Så vi blev uvenner.

I den tid tænkte jeg altid ‘hvad er det jeg gør?’. Jeg forberedte mig inden vi kom på hvordan vi kunne undgå konflikter og tænkte meget over hvad det var jeg gjorde mod ham der skabte så stort et had. Han roste mig aldrig, han fortalte mig aldrig jeg var smuk, dygtig, klog eller andet. Som en far skal. Han skal sgu da sige man er hans lille prinsesse og den bedste pige i hele verden. Jeg kan faktisk ikke huske en eneste gang han har rost noget eller vist interesse for noget i mit liv. Intet. Så jeg stoppede med at fortælle ham om mit liv. Og til sidst kendte han mig faktisk ikke. Han vidste ikke jeg gik til klaver, springgymnastik, havde fået nye venner, var god til at male eller andet. Ingenting. Han røg. Hjemmerullede cigaretter (som jeg nu ved var fyldt med hash) og jeg kan huske jeg sagde ‘far, jeg vil aldrig være så dum at jeg begynder at ryge. Det er farligt og giftigt og det vil jeg aldrig gøre. I mit liv’. I stedet for at sige ‘hvor er det fornuftigt, det er også noget værre noget’ så grinede han af mig og bad mig skrive det ned og underskrive med navn, dato og alder. Sådan så han kunne holde det op mod mig den dag jeg ville begynde at ryge. Idiot.

Vi havde uendeligt mange skænderier og jo ældre jeg blev, jo mere irriterede han mig som menneske. Jeg elskede min far men jeg hadede ham også. Han gav mig konstant uro i maven og hver gang han åbnede en øl kunne jeg mærke klumpen i maven vokse. Og raseriet. Jeg blev så arrig at jeg nogengange rejste mig fra spisebordet og gik ind og trak noget frisk luft fra vinduet.

Men jeg blev ældre, og af en eller anden grund holdt jeg fast i at besøge ham. Det var egentlig nok pga min bonusmor som var verdens bedste. Glad, kærlig og fantastisk. Hun var grunden til jeg kom, jeg elskede at tilbringe tid med hende. Den allersidste gang jeg besøgte dem står meget tydeligt i min erindring. Det var en fredag. Jeg skulle komme og være for en hyggelig weekend og jeg har vel været 18 år gammel. Jeg kom om aftenen og min allerførste tanke var altid at jeg håbede stemningen var god. Jeg bankede på og gik ind. Der var ingen der sagde noget. Det var underligt men jeg kunne høre dem i køkkenet. Så jeg gik derud og jeg kunne bare mærke den mest forfærdelige stemning. Min far var fuld på den mest ubehagelige måde. Sådan fjollede rundt og var pisse ondskabsfuld og irriterende. Min bonusmor stod og lavede mad og var sur og ked af det, og han kritiserede hende hele tiden og hun skældte ham ud. Rigtig ubehageligt og jeg var så ked af det. Så vender min far sig om, kigger på mig, og siger ‘hold kæft hvor har du egentlig arvet din mors grimme ben’ og griner. Og nu har jeg så mange gode comebacks, men i situationer som den bliver jeg utilpas og flov. Jeg prøvede at gøre stemningen god, men den var helt ødelagt. Jeg skulle sgu da bare have sagt ‘hvad fanden snakker du om din gamle stodder, jeg skrider’. Men jeg blev. Vi spiste en middag og jeg ville bare slet ikke være der.

Jeg gik tidligt i seng og så en film og faldt i søvn. Midt om natten vågner jeg så ved at min bonusmor skriger ad min far, virkelig højt og jeg begynder at græde og bliver rigtig bange. Efter 5 minutter hvor hun skriger og skælder ud og græder, og han i øvrigt råber ad hende, ved jeg ikke hvad der skete med mig, men jeg rejste mig op og stormede ind i stuen hvor deres seng var og skriger alt hvad jeg kan at hvis han så meget som rører et hår på hendes hovede så slår jeg ham ihjel. ‘Du er fucking syg i hovedet’ skreg jeg mens jeg tudbrølede. ‘Og du kan bare lige prøve, jeg stikker en fucking kniv i hjertet på dig’ råbte jeg igen og igen. Av. Rigtig hårde ord. Rigtig grim oplevelse. Min far sad bare på sengekanten helt stille og min bonusmor græd. Så gik jeg ind på værelset igen, pakkede mine ting og forlod huset. Jeg kom aldrig igen.

Det gik fra ‘hvad gør jeg?’ til ‘Er det fordi jeg ikke gør noget?’. Og nu er det selvfølgelig gået op for mig at det aldrig nogensinde var min skyld. Jeg gjorde intet forkert, jeg kunne ikke have gjort noget anderledes. Min far havde en forfærdelig sygdom. Jeg tror ikke på noget menneske hellere vil drikke og være misbruger end at have deres kæreste og børn. Og det holder jeg stadig fast på.

Jeg ved der sidder mange derude som måske stadig er midt i det. Eller mange af jer som har samme oplevelser. Til jer vil jeg sige at I er de smukkeste, dejligste og mest fantastiske prinsesser i hele verden. I må aldrig nogensinde bebrejde jer selv for ikke at kæmpe nok eller at gøre noget forkert. Det er forfærdeligt, det gør ondt og man er ked af det. Klumpen i maven går ikke væk, den vokser sig større og større. Jeg håber at brudstykker af min historie kan hjælpe. I ER IKKE ALENE. Jeg skal leve med det her resten af mit liv og der er rigtig mange oplevelser, minder, situationer og følelser der skal arbejdes med. Altid.

Jeg tænker da tit jeg savner en far. Men jeg har fundet en form for fred med min historie. Jeg kan stadig blive ked af det og savne og tusind andre ting, men jeg har nået fred med at min far er alkoholiker og altid vil være det. Det er synd at ens forældre vælger at sætte os fantastiske, smukke og stærke børn til verden, og så går de glip af hele ens eventyr. Først det man oplever sammen, derefter at se os opleve vores egne eventyr, for til sidst at se man selv skaber familie og de oplever at blive bedsteforældre. Hvor er det synd for dem. Er det synd for os? tja, det kan man vel godt sige, det er jo forfærdeligt at opleve og leve med. Men det er da os der er seje? os der er de stærke? os der har hele livet og vores mange eventyr foran os? det er synd for dem at de går glip af det. Og det mener jeg.

Nu sagde jeg tidligere at vi desværre er alt for mange af os. Men ved I hvad? Os – vi – er de mest hjertevarme, kloge, omsorgsfulde og fantastiske mennesker. Vi er stærke på en helt speciel måde som ingen der ikke har oplevet der er. Vi ved hvilken mand vi ikke vil vælge, hvilken far vi aldrig vil give vores børn. Vi kan elske sindssygt højt, og selvom vi er bange for at miste, faktisk er vi skrækslagne, så giver vi vores hjerte 100% til den der får lov at komme ind.

Vi er pisse seje, mega stærke, helt fantastike og fuldstændig uundværlige. 

 photo Skaeligrmbillede2013-02-28kl095244.jpg

28 kommentarer

  • lo

    <3 <3 meget rørende indlæg, og meget modigt, er sikker på der andre end mig der sidder tilbage med en klump i halsen

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • R

    TAK for et smukt indlæg. Til jer som har en far eller mor med et alkoholmisbrug og som ikke kender TUBA (Tilbud til Unge Børn af Alkoholikere), kan jeg varmt anbefale dem. De har hjulpet mig ubeskriveligt meget.

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Pernille

    Avs. Det ramte mig lige i maven. Jeg har oplevet noget lignende, med en alkoholiseret far og forældre der blev skilt. Det er så trist, og man vokser aldrig fra det, men man bliver bedre til at leve med det.

    Sjovt at du skriver det med at man så ved hvilken far man ikke vil give til sine børn. Da jeg blev gravid for efterhånden 8 år siden, var det første jeg sagde til min kæreste da jeg stod med graviditetstesten i hånden: “hvis du nogensinde begynder at drikke, så går jeg fra dig. Jeg vil ikke have at mit barn skal vokse op med alkoholisme”. Det overraskede både ham og mig selv at det kom op i mig i den grad, lige der.

    Han drikker i øvrigt ikke for meget, og er en fantastisk far.

    Tak for dit indlæg, det er meget modigt – og velskrevet.

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Nanna

    Tak!

    Jeg kommer fra et ødelagt hjem med alkoholiske forældre.
    Jeg finder trøst i dine ord, og takker dig af hele hjertet for at åbne op!

    Det er rart at vide at man ikke er alene…

    Tak!

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Anna

    Hej Line Sofie (og alle andre). Jeg er selv vokset op med en dybt alkoholiseret far, og det har selvfølgelig sat nogle dybe spor. Men det sværeste for mig ved at vokse op med en alkoholiseret far er faktisk, hvor absurd det end lyder, at han idag er blevet ædru. 16 år af mit liv har jeg levet sammen med en mand jeg troede jeg kendte, blot for at finde ud af, at jeg egentlig ikke ved hvem han er. Idag er jeg næsten 19 og har et helt fint forhold til min far – så længe han han ikke kalder mig hans pige, fortæller hvor stolt han er af mig og at han elsker mig. Jeg er bange. Bange for at lukke ham ind. Hvad nu hvis han viser sig at være en helt tredje?

    Jeg tror det bedste man kan gøre er at acceptere at man ikke har nogen skyld. Jeg tror idag på at alkoholisme er en sygdom. En forfærdelig en. Og gennem viden og forståelse er jeg begyndt at kunne tilgive og lukke ham ind i mit liv igen. Men det er en lang og sej process

    Jeg er glad for at jeg faldt over din blog forleden. Din evne til at åbne op for tabu emner beundrer jeg og du har et talent for at skrive. Jeg vil virkelig opfordre dig til at overveje at udgive noget af det du har skrevet.

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • miconfesion

      Hej Anne..

      Puha en historie, jeg forstår dig virkelig godt. Og tusind tak for ros, det vil jeg tænke over <3

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Julie

    Puha Line jeg har ikke så meget andet at sige end at jeg føler med dig. Er selv vokset op i et hjem med en dybt alkoholiseret mor og en farder altisd råbte af hende fordi hun var fuld. Hun er endda blevet taget for spritkørsel mens mig og min 2 årige lillesøster sad i bilen. Alle de frygtelige minder man har og følelsen af at man ikke er god nok, for hvis man var god nok ville ens forældre vel være glade og ikke drikke. Min mor er idag ædru, men det har krævet meget at tilgive og lukke hende rigtigt ind i mit liv. Jeg harselv haft det meget svært i mit liv og klarer svigt utrolig dårligt. Men det er en procces og det hele bloiver bedre og bedre.

    Love til dig 🙂

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • miconfesion

      Søde Julie.. Tak fordi du delte lidt af dine historie. Sejt gået!

      Love tilbage <3

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • L

    Jeg kommenterede ikke, da du åbnede op omkring det i dit sidste indlæg, men mine søskende og jeg, som også er vokset op med en stedfar der drak, har på mange måder oplevet det samme som dig.
    Det er frygteligt at der er så mange der kan genkende det fra sin barndom, og selv har jeg 6 veninder, som også er vokset op med alkohol, som en del af hverdagen.
    Tak for dine altid fantastiske indlæg, og for at sætte ord på noget så tabubelagt, som alkoholmisbrug i familien.
    Du er så stærk, og der er ingen tvivl om, at du hjælper mange ved at skrive dine personlige indlæg.

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Pernille

    Du er så herlig, Line! Jeg kender ikke til at være nær med en alkoholiker, men det er virkelig stærkt, at du formår at dele dette med alle os fremmede mennesker – respekt!! Har sådan lyst til at give dig et gigantisk og længe knus, når du skriver om dette emne, men du siger selv, at du på en eller anden måde har fundet fred med det, og er ikke i tvivl om, at du nu føler kærligheden fra andre sider end hos din far. Tak fordi du er så ægte! Det er det, der gør din blog så anderledes og vidunderlig. Tak.

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Lisa

    Hej Line. Jeg har godt nok ikke fulgt din blog fast, indtil for nogle måneder siden.
    Jeg læste dog nogle af dine gamle indlæg for halvandet år siden, hvor jeg selv var inde i et hårdt brud fra min kæreste. Jeg kan ikke fortælle dig, hvor meget dine indlæg hjalp mig.
    Jeg havde bare meget lyst til at rose dig og din blog. Dine personlige indlæg er simpelthen fantastiske, og det er så stort af dig at dele de hårde ting. Du gør det simpelthen så godt og er til stor inspiration.
    Så tak for dig og din blog, og den hjælp den er for ikke bare mig, men mange andre.

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Julia

    Helt igennem smukt indlæg. Det er så rigtigt hvad du skriver, på alle mulige måder. Jeg elsker dine personlige indlæg. Du er så hamrende dygtig til at skrive.

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Louise

    Tak. Helt fra hjertet.
    Jeg kan ikke forklare, hvad det er du rammer – men jeg helt ind i knoglerne rørt over, at du vil dele din historie med mig. Og dine andre læsere. Jeg kan SÅ godt nikke genkendende til den ubehagelig tunge fornemmelse man havde i sin mave når man tog afsted for at besøge sin far og den skuffelse man bare vidste ville fylde i kroppen over, at det ikke blev en god weekend alligevel – selvom man godt vidste det på forhånd.

    Du er modig og sej. Og jeg er helt enig. Underligt nok bliver man stærk og omsorgsfuld og jeg er bange for at miste, men alligevel så giver man SÅ meget at sit hjerte når det føles rigtigt – og det gør det lige nu. Heldigvis.

    Igen – virkelig tak. Det er svært selv at sætte ord på, hvilken størrelse man bliver af det, men du ramte den lige på kornet.
    Jeg håber du får den bedste søndag og at du snart skal til Frankrig og give lidt ud af din ægte kærlighed. Det fortjener du!

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Julie-amalie

    Hej Line Sofie!

    Det er virkelig et stort indlæg. Jeg har ikke selv prøvet det med alkoholisme, men det med skilsmisse med mor og far. Det er helt forfærdeligt, og jeg kan slet ikke sætte mig ind i hvor hårdt, og forfærdeligt det må have været, med din oplevelse.. Men du virker rigtig stærk, og det kan til tider godt mærkes i dine indlæg, at du stadig er en sårbart menneske, men at du virkelig tænker på andre mennesker også, og på at alle skal have det godt, og ingen skal lades i stikken. Nu kender jeg dig ikke personligt, men du virker som det sødeste menneske, men den rareste og behageligste personlighed, der virkelig tænker på hvordan andre har det, og sommetider også godt selv kan se at du også har brug for det bedste! Jeg har fulgt din blog og udvikling lige siden du startede din blog, og jeg elsker hvert et indlæg du smider op. Det er så fedt at du “tør”, skrive disse indlæg, og bevise at mennesket ikke er det perfekte, og skal have det perfekte mærke tøj osv, for at være god. Du er et stort menneske, og jeg er sikker på du nok skal nå dine mål, trods op og nedture, som rammer os alle!!!!

    Julie-amalie

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • nicoline

    jeg er fuldstændig mundlam. Jeg ELSKER, elsker elsker dig for dette indlæg.

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Astrid

    Uf, det er altså nogle virkelig rørende indlæg du skriver om emnet. Jeg går selv og prøver at finde ud af, hvordan jeg skal håndtere min mor og komme videre, samtidig med at jeg gerne vil have et forhold til hende. Det er så fint og godt og stærkt at du skriver de her indlæg. Virkelig.

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Jeg er virkelig imponeret over hvordan du kan sætte ord på og beskrive noget så svært. Jeg håber at mange kan få gavn af sådan et indlæg her!

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Henriette

    Elsker elsker elsker at du gør det her. Du giver så meget af dig selv, og det hjælper virkelig at læse dine ord.
    Sindssygt sejt. Tak.

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • M

    Pyha, det er med en klump i halsen og fugtige øjne at jeg sidder og nikker genkendende til alt du skriver. Jeg selv er vokset op med en alkoholiker som mor og en ludoman som far. Begge helt ude af det og de er de sejeste fightere jeg kender og er dybt taknemmelig for at blive den erfaring rigere!!

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Stærkt indlæg! Jeg tror det vil være til gavn for mange! 🙂
    Super sejt, at du vil dele det med os!

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Julie

    Du er helt fantastisk, søde Line Sofie!

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Sara

    Du er fantastisk, og det er det du skriver også. Jeg sætter meget pris på at du deler det med os – med mig. Min far har også drukket hele mit liv, og fordi jeg har været den eneste af mine søskende som konfronterede ham med det, har jeg altid følt at han elskede mig mindre… Jeg havde derfor stort set intet kontakt med ham i flere år og troede aldrig det ville ændre sig. Nu snakker jeg med ham en gang om ugen – han er stoppet med at drikke og han har det rigtig godt… Og jeg er ikke i tvivl om at han elsker mig ligeså meget om han elsker mine søskende.. For mig har det hjulpet meget at jeg har tilgivet ham for hans misbrug, at jeg har indset at selvom det har ødelagt mig på mange måder, så har det også gjort mig til den jeg er, og det er jeg glad for…

    Jeg er sikker på at dette indlæg kan hjælpe mange, som måske ikke har sluttet fred med det på samme måde som du og jeg har..

    Og så slutter jeg lige af med et kæmpe stort TAK! <3

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Ditte

    Hvor er det en fantastisk fortælling. Jeg er lidt i samme situation.
    Jeg er rørt over det, du skrev til sidst: “Vi kan elske sindssygt højt, og selvom vi er bange for at miste, faktisk er vi skrækslagne, så giver vi vores hjerte 100% til den der får lov at komme ind.”
    Det føles helt rigtigt. Tak.

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • S

    Tak for den du er! Tak for at dele din historie med andre! Jeg kan bare ikke lade være med at tænke på os som lever med en forælder der måske ikke er alkoholiker, men på en anden måde har en dårlig indflydelse på deres børn. Vold – både fysisk og psykisk, skulle jeg hilse at sige er svært til tider.

    Jeg er fra hjertet glad for, at du kunne sige fra, ikke finde dig i din fars forskruet verden og se hvordan tingene i virkeligheden hænger sammen! Du er så sej!

    Søndagsknus

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Endnu en gang sidder jeg med tårer ned af kinderne efter at ha læst et af dine indlæg. Hold nu op du skriver godt, og hvor er det smukt af dig, at du vil dele din historie for at hjælpe andre! Dine indlæg berører mig dybt, og selvom jeg ikke selv har oplevet det, du fortæller om lige her, kan jeg stadig bruge indlægget til noget. Du kan sætte ord på dine følelser, og det hjælper mig meget, med at sætte ord på mine egne. Tusind tak for din åbenhed! Er glad for, at du selv kan se, at det aldrig har været din fejl. Sender dig al min kærlighed <3

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • louise

    Et helt fantastisk blogindlæg!

    Du ER den fineste, kvikkeste og mest seje prinsesse!

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Maria

    Hvor er det et godt – og vigtigt indlæg, du har skrevet. Sikke en indsigt du har, og hvor er det godt, at du er kommet stærk ud på den anden side.

    Siden  ·  Svar på kommentar

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Black and White