Bang Bang Bangs

Det lille hjerte

Her kommer den så, den fortælling jeg har nævnt flere gange på facebook. Den sværeste fortælling jeg nogensinde har delt med jer herinde. Og det her er endda bare en lillebitte del. Jeg håber, at udover at hjælpe mig, så kan det hjælpe nogle af jer derude. At mine ord kan blive nogens trøst. Eller trøst måske ikke, men følelsen af ikke at være alene. Planen var (er) egentlig det skulle ende ud i en bog, men nu udgiver jeg først helt forsigtig en redigeret ‘del’ herinde med jer. Det er ikke skrevet for at få medlidenhed. Det er skrevet fordi det er sådan det er og at det er okay. Det skal ikke være flovt eller et tabu. For nogen. Det er skrevet over flere år i flere dele. Lige nu viser jeg blot en lille del. Fortællingen har jeg døbt ‘det lille hjerte’ og hver del har en undertitel. Jeg har skrevet på det her projekt så længe og det er meget langt. Hvad jeg gør med resten og herfra det må jeg tænke lidt over endnu. Det har taget mig lang tid at beslutte om det skal vises her. Jeg har tænkt længe over om jeg skulle slå kommentarfeltet fra lige med dette indlæg fordi det er rigtig ømt og tæt på og kritik ville være svært, men samtidig er det jo også hele ideen med at dele det her. Jeg håber derfor på respekt og sober tone i kommentarfeltet.

Puh, og så er det noget med en meget dyb vejrtrækning og lukkede øjne når min finger rammer ‘udgiv’. Her kommer det.

 

Del 1.  De Fire Orange Vægge

Jeg kan huske præcis hvordan rummet så ud. Orange var væggene. Skrigende orange. Det var vist nok noget med det hverken var for piget eller for drenget og alligevel havde det en farve. Det var smart dengang i slut 90’erne og passede godt ind på et delebørneværelse. I hver ende stod en seng – én til mig, én til min lillebror. Jeg kan huske vi havde mørkeblå frottélagener, det var en underlig følelse at ligge på. De duftede altid rent og lækkert. Vi havde hver vores ‘side’ af værelset og over hver vores seng hang et stort billede vi selv havde valgt, rammet ind i orange selvfølgelig. I midten stod en sofa, den var sort og i læder og havde en meget speciel lugt, og så havde vi et tv og en playstation. Døren var altid lukket indtil vores værelse så der ikke kom røg derind. Også når vi ikke var på besøg. Det var min regel. Jeg kunne ikke fordrage at I røg derhjemme og jeg kunne lugte når du ikke havde haft døren lukket til vores værelse. Så blev jeg så sur på dig og gik demonstrativt hen og åbnede vinduet med hånden for næsen ‘du lyver jo, far’. På en måde kunne du godt lide at genere mig lidt – det var i hvertfald sådan jeg følte det. Du sagde at det fandeme var dit hjem og det var jer der bestemte om der skulle ryges – vi kom jo kun en enkelt weekend hver 14. dag alligevel. Og så kunne vi diskutere det lidt. ‘Du ligner fandeme din mor’ sagde du ofte til mig. Du kunne ikke fordrage min mor – hun var det bedste i min verden. Nogle gange tror jeg du så hende når du kiggede på mig og så kunne du simpelthen ikke lade være med at være rigtig ondskabsfuld. Jeg tænker at det var en dæmon inde i dig, det var ikke den rigtige dig. Jeg var ikke engang fyldt 12 år endnu. Du prøvede tit at bilde mig ting ind, at få mig til at tro at ‘vores mor havde taget os fra dig og flyttet os langt væk’ eller andre ting i den stil. Du var fuld af løgn og jeg vidste det altid. Men min lillebror var nem at overbevise. Han blev ked af det.

Jeg glædede mig altid til at komme men det var også med uro i maven. Hver gang håbede jeg på en fantastisk weekend uden alt for mange øl. Engang imellem gemte jeg dine øl i køleskabet bag et glas syltetøj eller en mælk. Min lille naive barnehjerne troede vel at du så ikke ville finde dem og derfor ikke drikke dem. Jeg gjorde alt for at passe på min lillebror, at være storesøster for ham når vi kom var min vigtigste rolle. For mig. Meget vigtigere end at være din lille datter – dit barn. Når vi som det første kom og jeg gav dig et kys og din ånde lugtede af en blanding af røg, alkohol og blå gajolpastiller som du havde prøvet at skjule lugten med, så var det som om min weekend allerede dér var ødelagt. Den dag i dag kan jeg ikke udstå blå gajolpastiller. Jeg havde lyst til at vende om på stedet. Jeg brugte meget af min tid på at passe på min lillebror, på at sørge for at du ikke fik sagt for mange grimme ting om vores mor, vores liv, vores skole, vores venner, vores hobbies eller andet. Det påvirkede især ham rigtig meget. Det gjorde ondt når du sagde noget grimt om min mor og jeg gik med det samme i forsvar – dette udløste mange diskussioner mellem os ‘du var aldrig blevet sådan hvis jeg havde fået lov at opdrage dig’. Jeg råbte af dig. Og jeg kan huske du engang kørte mig hjem i raseri. Jeg boede altså 100 km væk. Du sagde ikke et ord til mig hele vejen og jeg sad og græd på bagsædet mens jeg kiggede ud ad bagruden. Jeg tror vistnok også du kørte lidt hurtigere end du burde. Jeg kan huske du stoppede i Roskilde og vendte dig om ‘er du sikker på du vil hjem?’ spurgte du koldt, lettere irritabelt. Jeg nikkede og du kørte videre. Det var det eneste du sagde til mig hele vejen. Da vi nåede frem stillede du mine tasker ved indkørslen og jeg gik ud af bilen grædende. Og så kørte du tilbage.

Jeg tænkte ofte tilbage på dengang jeg var rigtig lille. Du sagde ‘Line Sofie ved du godt hvor højt jeg elsker dig?’ jeg svarede ‘Ja’ ‘Men hvor ved du dog det fra?’ sagde du og smilede ‘fordi du siger det altid far!’. Og så krammede du mig og kyssede mig på kinden. Jeg kan huske præcis hvordan dit mørkebrune overskæg føltes mod min bløde barnekind. Det var dengang jeg var lille. Men jeg accepterede ret hurtigt min rolle i det hele. At jo ældre jeg blev, jo mere ville du hade en del af mig, jo mere ville jeg blive selvstændig og vokse op og, i dine øjne, ligne min mor – den kvinde du ikke kunne udstå. Det handlede ikke kun om dét, men om at dit misbrug år for år gjorde dig til et værre menneske. Min lillebror forstod ikke at det var forkert. Det tog ham rigtig rigtig mange år at forstå. Og det er jeg glad for. Min mor sagde aldrig nogensinde et grimt ord om dig. Ikke så meget som én gang. Det var befriende.

Som årene gik falmede de orange vægge i vores lille børneværelse. Jeg kan huske jeg tænkte, at for hver øl du drak tog den en del af min far væk.

… En del af min far som aldrig nogensinde ville komme igen.

 photo Skaeligrmbillede2013-02-28kl095244.jpg

82 kommentarer

  • Louise

    Hold da op et flot indlæg!
    Jeg kommentere aldrig, men til dette indlæg vil jeg gøre en undtagelse, for hold nu fast det er flot skrevet 🙂

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Nana

    Hejsa! 🙂
    Jeg følger din blog og kigger tit på dine fine indlæg. Da jeg havde læst dit indlæg “Det lille hjerte”, tænkte jeg med det samme. Du er ikke alene, vi er mange som har haft en lignende opvækst, med skøre forældre som ikke kan ‘opføre’ sig ordenligt.
    Jeg har ikke en far som er alkoholiker, men han er storryger og har altid gjort det. Har haft nogle meget psykisk hæftige ture med ham specielt. Der er en masse grunde til dette… Jeg er selv blevet psykisk terroiseret af min far i omkring 5 år fra da jeg blev 16 til nu hvor jeg snart er 21. Jeg er heldigvis lige flyttet hjemmefra med en dejlig kæreste og jeg har allerede fået det meget bedre.
    Min egen far (bor sammen med min mor) kunne og kan stadig finde på, at sige at jeg ikke tilhøre familien, ikke bor der (den gang hvor jeg jo faktisk boede der). Jeg ved hvor meget det kan skære i hjertet, når ens eget kød og blod, kan sige disse modbydelige ting. Min egen far sagde til min 18 års fødselsdag, at han ikke elskede mig og at jeg skulle smides ud af hjemme, ellers forsvandt han. (Du kan nok regne ud hvor stor et familie drama det har udviklet…).
    Hvis du har brug for at dele minder, oplevelser eller bare lyst til at snakke om de dybe følelse der kan bore sig ind i ens ‘lille’ hjerte. Jeg vil meget gerne høre, hvordan du har afreageret på de følelser?

    Jeg håber du den dag i dag kan se tilbage på det som, at det har gjort dig stærk. Al godt i fremtiden. <3

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Jeg kan godt forstå det er et ømt emne! Har selv en far jeg ikke ser, dog ikke pga. misbrug, men jeg kan sagtens relatere til den dér uafsluttede, lidt fortabte følelse af at vide at man kunne have haft verdens bedste far. Og det sidste stykke gav mig virkelig tårer i øjnene!
    Hvis du udgiver en bog står jeg forrest i køen!

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Iben

    Tak for dette indlæg Line Sofie.
    Jeg har fulgt dig de sidste par år, tror jeg, men har aldrig efterladt en kommentar. Efter dette indlæg kan jeg, som så mange andre, dog ikke lade være med at kommentere. Mit liv er på så mange punkter sammenligenligt med dit. På samme tid som dig gennemgik jeg den værste kærestesorg efter 4 gode år med min kæreste. Jeg fandt utrolig meget støtte i dine indlæg og læste hver og ét. Vi har samme interesser for at male, boligstil osv. og jeg finder virkelig meget inspiration i dine indlæg. Og ja, så har jeg præcis samme forhold til min egen far som dig, og den måde du har beskrevet det på i dette indlæg er en stor trøst for så mange. Gang på gang sætter du ord på de følelser som jeg selv gennemgår og det er virkelig virkelig rart. Så TAK!

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Christiane

    Smukt skrevet, og hvor trist det end er, så er det befriende læsning, for det minder præcist om mine, og tusindevis af andres, oplevelser.
    Jeg kender alt til det med at gemme flasker – både fulde og tomme. Det var nemlig flovt, at folk skulle se alle de tomme flasker. Man, dvs. mig fra 5-års alderen, forsøgte jo at bevare illusionen om en pæn familie.
    Ligesom dig får jeg det den dag i dag dårligt af lugten af tobak og alkohol blandet sammen, og lyden af klirende flasker giver et sæt i mig.
    Jeg har været utrolig bitter over ikke at have en far, der kunne hjælpe med lektier, hjælpe en med at flytte, når man blev ældre osv. osv. For det var jo det venindernes fædre gjorde. Og veninderne har jo bare taget alt dette som en selvfølge uden at vide, at man var dybt misundelig. Følelsen af at have en far, der kun skabte bekymringer har været svær, for han lever jo….. Jeg har ofte taget mig selv i at tænke, at alt var meget lettere, hvis han var død, men det kan man jo ikke sige højt.

    Jeg har i dag forsøgt at vende det til noget positivt, for hold da op, hvor er jeg blevet selvstændig, af at skulle klare meget selv (måske lidt for selvstændig), og hvor er jeg god til at sætte pris på de små ting, når man ikke har været vant til at tage gode oplevelser for givet.
    Mine forældre blev også skilt, og jeg har også en fantastisk mor, men jeg tror aldrig helt, hun forstod hvor ondt det gjorde, for “børn skal jo se deres far”. Nej ikke nødvendigvis. Når jeg får børn skal de aldrig udsættes for at være sammen med alkoholikere -heller ikke tætte familiemedlemmer.
    Alt det bedste frem over, Line Sofie. Det fortjener du.

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Kæreste Line Sofie.
    Hvor er du dog en stærk og modig kvinde. Jeg beundrer sådan din ærlighed og åbenhed inde på bloggen – og dit talent for at skrive!

    Jeg sidder lige nu med en kæmpe klump i halsen efter at have læst dette indlæg, og det eneste jeg har lyst til at gøre, er at give dig et kæmpe stort kram. <3

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Anna

    Finder det dybt rystende hvor mange børn af alkoholikere vi er…

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Nanna

    Fantastisk smukt. Jeg har tårer i øjnene – og jeg kan på ingen måde relatere til noget af det. Det er en kunst at skrive til udenforstående. Go for it!

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Mathilde

    Kære Line Sofie
    Jeg har fulgt dig meeget lang tid nu, og jeg kan ikke tage hatten af nok for hvor modig, skøn og hudløst ærlig du er! Dine tekster er så dragende fantastiske og rørende. Bliv endelig ved. Hvis du har en drøm om at skrive en bog, skal den nok blive en succes.

    Mange kærlige tanker fra Mathilde

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Camilla

    Hej, Line Sofie. Jeg har det sidste års tid fulgt din blog og været draget af din dejlige ærlighed og din fantastiske måde at skrive på. Jeg sidder lige nu med en klump i halsen. Hold da op, hvor er det smukt og modigt skrevet. Jeg har selv haft en far, som drak. Jeg kan genkende virkelig meget af mig selv og mine egne følelser i det, du skriver.

    Jeg plejer aldrig at kommentere på de indlæg, jeg læser, men det her, det kan jeg lade vær med at kommentere. Jeg beundrer virkelig din styrke, ærlighed og fantastiske måde at skrive på.

    Jeg håber, at få lov til at læse mere.

    Knus og kærlig tanker Camilla.

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Linn

    Du skriver så smukt.
    Du er så modig.
    Jeg synes du er utrolig sej selvom jeg ikke kender dig.

    Jeg får virkelig en klump i halsen over det og føler med dig og din lillebror som børn, det er forfærdeligt at børn skal opleve sådan noget. Kan godt forstå det sidder i dig stadig.

    Håber du kan skrive en bog hvis du ønsker det – jeg ville læse den i hvert fald 🙂

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Kære Line Sofie,

    Jeg sidder med tårene trillende ned at kinderne fordi jeg selv er midt i et opgør med min mor – som altså, i min situation, er den der har drukket og drikker. Følelserne sidder nok lidt udenpå tøjet lige nu.
    Jeg synes du er SÅ modig at du skriver om det herinde og deler det med alle der følger med og du skal bare vide at du ikke er alene. Vi er mange brændte børn hvis hjerter kæmper for at hele.

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Sofie

    Hej Line Sofie,

    Jeg kommenterer meget sjældent på blogs rundt omkring i ‘Blogland’, men det hænder en sjælden gang i mellem, at det sker og dette er en af de gange.

    Vil blot sige, at det er en smuk tekst du har skrevet og delt. Den er levende og du har, som en anden siger, virkelig ordene i din magt.
    Jeg kender det med at være sårbare og poste noget, i sin allerstørste usikkerhed – men du gjorde det og det er det rigtige. Sejt gået 🙂 Thumbs up herfra.

    http://verdensetnedefra.bloggersdelight.dk/2013/09/alkoholisme-et-tabu/
    Jeg har selv skrevet om min egen far i dette indlæg, såfremt du kunne tænke dig at læse dette 🙂

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Line

    Hvor er det bare rigtig fint. Jeg skriver selv og ved hvor svært, det kan være. Især mht. Præsentationsangsten i det at dele det med andre.

    Et godt råd – som jeg også selv skal træne i at blive bedre til:
    Find en du ved, som er rigtig god til både grammatik og konstruktiv kritik 🙂 (hvis du vælger at udgive eller andet). en som du stoler på ikke dømmer dig eller andet, men som kan hjælpe dig med at udvikle teksten og gøre den endnu bedre og måske skarpere mere flydende. Synes virkelig du har gjort det godt, så er sikker på det hele (uanset hvad du vælger at gøre med teksten) nok skal blive, som du ønsker det ender ud med. Det er også altid rart for os andre, at vi (jeg) ikke er alene med en uoptimal barndom/ ungdom 🙂 vi må jo holde sammen. Og skrivningen er altid en god mod at udtrykke de svære ting.

    Fortsæt gerne det gode skrivearbejde, jeg vil såfald gerne læse mere fra dig 🙂

    Hilsen Line

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Naja

    Dér beskrev du lige store dele af min barndom. Hver gang håbede jeg på, at alt havde ændret sig. Og hver gang var alting det samme. Øl, smøger og den røde Stimorol tyggegummi som et filter oveni. Alle de dumme ord jeg har lagt øre til, om min mor (som også er verdens bedste mor!).
    Hvor er det rart at du deler det med verden. Og hvor er det rart at se, at jeg ikke har været den eneste, der hver anden weekend har skullet være en underlig blanding af voksen for tidligt, og samtidig ekstra meget ‘fars pige’.
    Nu skal det være slut med at være pinlig over vores fædres valg. Det har jo intet med os at gøre!

    Lykke til, og et stort knus!

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Karoline

    <3

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Louise

    Hvor er du bare stærk og modig!

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Julie

    Sidder med tåre i øjnene. Kan genkende hele scenariet. Fantastisk du deler <3

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Ann

    wow wow wow… Sikke flot, rammende og levende skrevet!!
    Du gør det godt!!!!!
    Det rør mig sindsygt at læse det – jeg er selv fra en kernefamilie hvor problemerne blev lukket ude for os børn – både godt og skidt..
    Men netop derfor har jeg svært ved at sætte mig ind i andres opvækst som ikke har været tryg og uden de store problemer…!!! Men kæmpe thumbs op for din sejhed!!!!!!!!

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Dét der. Det er fucking godt skrevet. Please si’ at det er til en bog. Jeg vil læse mere

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Stine

    Så fint, hvis man kan sige det om noget så sørgeligt. Meget velskrevet. Og hvor er det modigt af dig at udgive det. Tak.

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Du skriver så fint, Line Sofie.
    Mange tak for at du deler din historie med os. Det rører mig, og tydeligvis også mange andre herinde 🙂 Det er rigtig rart for mig at vide, at folk tør at “give tilbage” med kommentarer om, at de kan relatere. Tak for at du også sætter fokus på, at man ikke er alene 🙂

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Nadia

    ‘Du ligner fandeme din mor’
    ‘Du var aldrig blevet sådan hvis jeg havde fået lov at opdrage dig’

    Som at høre min far tale. Jeg kan næsten lugte ham, når jeg læser det, du skriver om din far. Uhyggeligt.

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Marie

    Hvor er du modig, hvor skriver du smukt og hvor er jeg glad for at du tør.

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Lm

    Det klarede du til UG! Og hvor er du sej og stærk, at du turde udgive indlægget. Det bryder, som andre har sagt, et tabu, men det får også ‘os andre’, som ikke har oplevet dette at sætte stor pris på vores forældre. Mine forældre fik i hvert fald fluks et sms efter jeg havde læst indlægget.
    Håber du får lov at udgive den bog:-)

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Anna

    Wow. Tak fordi du deler dette der samtidig er meget velskrevet. Jeg har tænkt meget over det med fædre da både jeg og en stor stor del af mine veninder og omgangskreds for den skyld er været svigtet af deres fædre på en eller anden måde. Fælles for os alle er også at vores mødre har været den der har “opdraget” på godt og ondt og aldrig har talt dårligt om vores fædre. Det giver mig en følelse af at mødre er til for deres børn, hvor fædre aldrig rigtig kan overgive sig så meget ligemeget hvor meget de prøver. Det er jo ikke fordi de ikke elsker os, det ved vi godt- og lige meget hvad de gør mod os vil vi jo heller aldrig stoppe med at elske dem.

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Janni Christiane

    Flot og rørende indlæg. Føler mig priviligeret over at få lov til at læse dette.

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Camilla

    Hver gang du skriver sådan nogle personlige og dybe indlæg, så sidder jeg tilbage bagefter og vil have endnu mere! Du er for vild, Line Sofie.. Tak fordi du deler!

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Sara

    Det her indlæg går lige i mit hjerte, fordi min egen far også er alkoholiker. Jeg er lige nu meget taknemmelig for hvordan min far er – at han altid har elsket min mor, selvom hun forlod ham, og at han altid har behandlet mig og mine søskende godt. Og selvom mit forhold til min far er helt anderledes end dit forhold til din far er helt forskellige, så kan jeg se mig selv mange gange i dit indlæg… Jeg var også nødt til at være den store der skulle tage ansvar for mine søskende(Vi så min far hver dag, også efter mine forældre blev skilt, så jeg havde desværre denne rolle indtil jeg flyttede hjemmefra som 16-årig), jeg gemte også min fars øl så jeg håbede han ikke drak den og den dag i dag kan jeg ikke fordrage den røde pakke stimorol tyggegummi, fordi det var de han altid lugtede af – blandet med øl..
    Puha.. Jeg håber at du på et tidspunkt i dit liv kan give slip på alt det her.. Det er svært, og det er især svært bare at acceptere og sige at det er okay at din far var som han var, og er som han er, men jeg håber for dig, at du en dag når ligeså langt som jeg er, og kan ånde lettet op og indse at du ikke kunne ha’ gjort noget anderledes, og at din far bare er som han er, for det giver en ro i maven – en form for lettelse, når man når dertil hvor man bare kan sige, at det var sådan det var, og at det var “ok”… Kram fra mig til dig! Og tusinde tak fordi du delte din historie med os!

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Du er så modig og stærk, Line Sofie! Du skriver fantastisk – virkelig rørende og ærligt indlæg. Håber aldrig du stopper med at skrive og udgive det!

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Malene

    Hej Line Sofie!

    Jeg kommenterer normalt aldrig, selvom jeg trofast følger din blog. Men hvor er du modig, og sejt du udgiver det! Kan forestille mig hvor svært du har det med det og du ligger det frem for alle.
    Sidder og fælder en tåre i toget. Det er barske sager og ikke noget børn bør gå igennem.
    Du skriver rigtig pænt, fangende og detaljeret! Jeg håber du får held til at udgive en bog, den vil jeg i hvert fald gerne læse 🙂

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Jeg bliver så rørt over, at du deler nogle så personlige historier og tanker. Jeg kan virkelig kun rose dig for dit mod og dit skrivetalent! Suverænt.

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Tina

    Flot, fængende og fantastisk!

    De øl burde skamme sig for at kunne ændre et menneskes liv så meget – og egentlig ændrer de ikke kun en persons liv, men ofte flere. Jeg havde selv en far der drak – og selvom han var den sødeste far nogensinde når han var ædru, ligeså dum var han når han havde drukket. Jeg har ligeså en mor der altid er der for mig og aldrig har sagt noget ondt om min far – en egenskab og styrke jeg beundrer enormt meget! Hurra for moaaar <3

    Jeg sender en masse god energi i din retning – og tusind tak fordi du delte! Det er meget flot skrevet 🙂

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Maja

    Sikke et fin og meget ærligt indlæg! Er desværre vokset op i det “samme miljø”, så kan genkende mange ting at du skriver!
    Dejlig at der er nogen, som tør bryde det tabu der er, omkring det…

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • emma

    sidder med tårer i øjnene og dn klump i halsen. meget smukt skrevet.

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Katrine

    Kan ikke sige andet end at end at du skriver helt fantastisk. Er helt rørt over din historie!

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Michelle H

    <3

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Stine

    Wow! Aldrig er jeg blevet så rørt. Du skriver helt fabelagtigt!

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Anne Sofie

    Fantastisk, Line Sofie.

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Åh altså du skriver så vildt – man kan ikke undgå at blive draget med ind i det du skriver og blive rørt af det.
    Jeg håber at du udgiver din bog for den vil med sikkerhed blive en succes. Er sikker på at alle dine læsere vil købe den – det vil jeg ihvertfald 🙂

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Pernille

    Jeg sidder med kuldegysninger over hele kroppen. Meget flot skrevet.

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • amalie

    Det er smukt og meget rørende.. jeg kan ihverfald se det hele for mig

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Det er denne slags indlæg der gør, at jeg nok skal blive hængende. Også hvis der bare kommer et en sjælden gang imellem.

    Du er så modig at dele din historie med os, og selvom jeg ikke vil bilde dig ind, at jeg forstår, hvor hårdt det må have været, føler jeg, at jeg kan mærke en stor del af det gennem din meget velskrevne beretning.

    Jeg er ked af, at du har oplevet noget, ingen børn bør opleve! Jeg kan godt huske, hvor ondt det gjorde, når mine forældre efter deres skilsmisse sagde bare de mindste ubehagelige ting om hinanden. Heldigvis var de på god fod med hinanden, og det var kun et minimum af ubehagelige ting, jeg hørte.

    Jeg fik sådan en knude i maven, da jeg læste om bilturen. Hvor må det bare have været hårdt! Heldigvis lyder det som om, du har noget af en mor 🙂

    KH Anne-Li

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • miconfesion

      Tusind tak Anne-Li.

      Ja jeg har verdens bedste mor 🙂 <3
      Tak for din kommentar!

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Trine

    Fra ét misbrugsbarn til et andet, håber jeg af hele mit hjerte, at du vil udgive den. Den lillebitte del, jeg fik lov at læse, den ramte lige ind i det hjerte, der selv gemte flaskerne og gjorde alt for, at hendes søskende blev skånet. Det du skriver, det fortjener at blive læst.

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Hvor er det utroligt modigt af dig at udgive dette indlæg.
    Det er så uendeligt smukt og rørende skrevet, og jeg håber du har mod på at udgive mere – når du er klar til det.
    Jeg håber du ved, at du har min og en hel masse andre læseres støtte.
    Du er en kæmpe inspiration, og din blog er min absolutte yndlings uden sammenligning.

    – Laura

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • astrid

    Puha, det er virkelig fint skrevet. Du rammer meget ned i nogle følelser og minder fra barndommen, som jeg tror mange børn af alkoholikere har. Som jeg selv har. Virkelig fint, rørende og vigtigt indlæg, som jeg synes er utrolig modigt at sætte sit navn ved. Det er forhåbentlig med til at bryde et kæmpe tabu en lille smule. Stærkt og sejt skrevet.

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • miconfesion

      Tusind tak Astrid, din kommentar betyder mere end du aner, det er præcis det jeg håber min fortælling kan gøre !

      <3

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Det rammer godt nok hårdt. Mange af de ting du skriver, er som en direkte og ordret beskrivelse af min far, min fars ord og mit forhold til min far. Flot at du deler det – det er jeg slet ikke modig nok til. Håber vi får lov til at læse mere, uanset om det er på bloggen eller i bogform.

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • miconfesion

      Tusdin tusind tak. Det tog mig også RIGTIG lang tid at dele. Men det tabu skal brydes!

      <3

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Emma Boxill

    BAM, KLASK WUUUSH og Line er tilbage. Hold nu kæft, hvor har jeg savnet dig, tjekket bloggen dagligt i håb om, at du begyndte igen og så kom det.
    Jeg er så glad for, at du fandt styrken og udgav dette indlæg! Det viser så meget om, hvad du er lavet af og hvad du kan.

    Du er så godt til at formulere dig, og jeg håber at de kommentarer, der kommer her er gode og kun giver dig troen på, at du kan mere og er god nok til det! For du er suveræn. Og mit lille hjerte gør ondt, når jeg tænker på, hvad du har gået igennem og hvordan du har haft det flere gange. Jeg vil så gerne give dig et kram og møder jeg dig en dag, så gør jeg det sgu, så bliv ikke bange 😉

    Stol på dig selv, det skal nok få dig langt. Håber du har det godt og er ligeså stille påvej tilbage, for det skal du sgu, når du poster et indlæg som dette..

    Undskyld for den lange kommentar. :-*

    KH

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • miconfesion

      Søde Emma

      Jeg ELSKER din kommentar, der skal ikke undskyldes. Og det der kram er helt velkomment 🙂

      Tusind tak <3

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Lena Elberg Lorenzen

    Hold da op – hvor er det smuk skrevet! Jeg følte virkelig en spænding, og ville elske at det var mere at læse i denne omgang! Jeg læser i hvert fald helt sikkert med, hvis der skulle komme mere! 🙂
    Det er et spændende projekt du har gang i her; ordrene på det rette sted. Jeg håber alt det bedste for dig, angående denne historie du deler noget af, med os 🙂

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Du skriver simpelthen så godt – men jeg synes det er synd hvis du ikke udgiver det! Jeg ville så gerne købe din bog <3

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Louise

    Hvor er det fint at du deler, det er sejt gået.

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Cecilia

    Så rørende og fint skrevet om et meget stærkt emne. Jeg håber at vi får flere dele at læse, eller at du får det udgivet det i en bog. Den bog ville jeg i hvert fald gerne købe.

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Henriette

    Hej Line Sofie
    Sejt gået og flot skrevet! Følger dig og sender venlige tanker i din retning. Stort at du tør dele dette med alle os der ser dig udefra.

    🙂

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Henriette R.

    Hej Line Sofie
    Jeg har læst med på din blog i et godt stykke tid nu, og tænker hver gang “fed skrivestil!”. Du skriver så flot og forstående.
    Det er så sejt af dig at dele dette indlæg med alle os der ser dig udefra.
    Stor respekt. Og kan i øvrigt repetere ret godt til lige præcis dette indlæg. Det rørte mig.
    Venlige hilsner din vej!

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Maria

    Du har min dybeste respekt! Det kræver virkelig mod, at fortælle så ærligt og sårbart om sin fortid – især når den ikke er lyserød.

    Jeg glæder/håber, at jeg komme til at læse mere af din fortælling. Ikke for at snage i dit liv, men fordi jeg simpelthen bliver draget af den. Jeg er sikker på, at hvis du skrev 500 sider, kunne jeg læse dem i én bid, fordi jeg bliver helt og afdeles opslugt af dine ord. Det ene ord tager det andet, og giver mig en eller anden form for ro i sindet.

    Jeg kender dig ikke, men du er virkeligt et SMUKT menneske – udenpå såvel som indeni, og du har tydeligvis været det, lige siden du var en lille pige. Du er en stor inspiration!

    Masser af respekt og kærlighed fra Maria

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • miconfesion

      ÅH en fantastisk kommentar. TUSIND TAK <3 <3

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Virkelig modigt og smukt skrevet. Et ansvar som det, der har hvilet på dine skuldre, er ikke ét der bør være på nogen børns! Jeg er sikker på at dit indlæg vil røre og oplyse og især give de unge mennesker, der går igennem noget ligende, håb for fremtiden. <3

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Mette

    Wow… Jeg er mundlam! Og så alligevel ikke, for jeg bliver nødt til lige at kommentere. Det er virkelig smukt skrevet! Samtidig med at jeg ikke kan lade være med at smile over dit talent for at skrive og dit mod ift. udgivelsen af indlægget (og forhåbentlig bogen!), så bliver jeg også trist og rørt over din historie. Tak for en fantastisk og nærværende blog!

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Katja

    Jeg ville ønske det ikke var nødvendigt at sige, men vi har godt nok haft en barndom der mindede uhyggeligt meget om hinanden, desværre. Jeg er også vokset op med en far som er misbruger og min tvillingebror.. Vi så ham hver 14. dag og der var det min opgave at sørge for at passe på ham.. Jeg kan så meget relatere til det du skriver og det giver mig virkelig en følelse af at jeg ikke er alene. Det er så befriende at læse noget der ikke handler om overfladiske ting og det er modigt af dig at du tør vise os bagsiden af det hele! Jeg kan love dig at hvis du en dag skulle udgive en bog, så ville jeg med garanti købe den! Super modigt af dig, er glad for at du udgav det!

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • miconfesion

      År søde Katja. Tusind tak for din kommentar! Selvom jeg er ked af at høre den lille bid af din historie som gør så ondt, så er jeg glad for at vi begge har følelsen af at vi ikke ÈR alene! <3

      Tusind tak!

      Siden  ·  Svar på kommentar
    • Katja

      Nej vi er desværre ikke de eneste, men det er godt at vi kan stå sammen og snakke om det, og jeg syntes du gør det så skidegodt! Det er så sejt! Du er virkelig et idol… <3

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Line Sofie – forsøg at få det udgivet! Vil du love mig det?

    – Line (betalæser på bogprojekter).

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Ida

    Jeg sidder med så mange blandede følelser lige nu.
    Jeg er overvældet, over hvor smukt du skriver, jeg følte, at jeg befandt mig i børneværelset, når du beskrev det og stod foran køleskabet og gemte øl væk..
    Jeg er ked af det, for jeg kan relatere til hver et ord selvom vores situationer er to forskellige.
    Jeg er forbløffet over at du turde lægge det ud og samtidig rigtig rigtig glad for, at du gjorde!
    Hvor er det modigt og stort af dig, Line. Du skal være stolt af dig selv.
    Håber vi får lov til at læse mere, jeg ville rigtig gerne læse en del eller to mere, hvis ikke hele bogen hvis det en dag bliver en mulighed.
    Tak, for dette utroligt følelsesladede indlæg, det var rigtig smukt.

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Kæreste dejligste Line Sofie!
    Hvor er det bare flot skrevet. Du er så fantastisk dygtig til at skrive det ned du føler, på en hel særlig måde så du får mig til at føle helt det samme som dig. Du fik mig til at bevæge mig inde i dit værelse, med de 4 orange vægge. Du fik mig til at føle, at jeg selv var der!
    Jeg kan virkelig godt forstå du havde svært ved at skrive et indlæg som dette – det kommer helt inde fra hjertet af, og har så mange bevægende og følelsesladede ord! Det er en historie der er sand og ikke bare digtet.
    Man kan virkelig mærke, hvordan du har det og hvor ondt det har gjort – og som du selv siger, så er dette kun et lille bitte udpluk! Så jeg tænker kun: “Gad vide hvor godt alt det andet så er, hun har skrevet?”
    Jeg håber du vil fortsætte med dette, om det skal blive til en bog eller på bloggen. Det er så smukt, og du fortjener at dele dine følelser og tanker ud.
    De bedste hilsner, Camilla!

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Marie

    Meget rørende. Jeg bliver faktisk lidt medtaget. 🙂 Du er fantastisk til at beskrive dine omgivelser synes jeg. Jeg stod simpelthen lige dér i det værelse med dig. Og den orange farve! tak! 🙂 smukt skrevet 🙂

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Hvor er det smukt skrevet, Line Sofie. Du har virkelig ordet i din magt og håber din drøm om udgivelse af bogen går i opfyldelse. Jeg vil i hvert fald læse med.

    Alt held til dig.
    xx

    Siden  ·  Svar på kommentar

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Bang Bang Bangs