Workout Inspiration

 photo Desktop15-4.jpg

Pants: Here   Bra: Here    Sweatshirt: Here    Shoes: Here    Top: Here    Socks: Here   Bottle: Here

 photo Desktop17-3.jpg

Pants: Here   Bra: Here   Sweatshirt: Here   Shoes: Here   Top: Here   Socks: Here   Bottle: Here photo Collager3-2.jpg

Pants: Here   Bra: Here   Sweatshirt: Here   Shoes: Here   Top: Here   Socks: Here   Bottle: Here

Jeg er begyndt at træne en del mere end jeg plejede førhen. Jeg træner i hvertfald 5 gange om ugen nu. Det betyder også at man ikke kan have ét enkelt sæt træningstøj kun, for man kan jo ikke gå og vaske hele tiden. Så jeg holder hele tiden øje med nye ting jeg kan købe så jeg har et lille ‘lager’ af godt sportstøj. Desuden synes jeg selv det er mega motiverende når man har noget der er fedt at have på og fedt at se på. Og så er der også forskel på om jeg skal til pilates eller power toning, så det er fedt at have lidt til enhver lejlighed. Disse 3 collager er mest ment som inspiration men der er også link til hvor det meste kan købes. Det er vist kun lige skoene fra Nike som er udsolgt. Har I nogle gode tips og links til steder hvor man kan købe lækkert træningstøj? gerne noget udsalg agtigt? Så smid endelig en kommentar – det vil jeg blive rigtig glad for.

 photo Skaeligrmbillede2013-02-28kl095244.jpg

En dansklærer

I dag i badet sad jeg og tænkte over min tid i gymnasiet. En tid der, under forløbet, syntes uendelig lang, men som jeg kan tænke tilbage på nu og mindes at den forsvandt lynhurtigt. Jeg kom da til at tænke på min dansklærer i gymnasiet.

Hvis der er noget jeg altid er blevet rost for så er det min måde at skrive på. Gennem min folkeskoletid blev jeg rost, mine stile og min retskrivning fik 11 og 13-taller (ja, det var dengang vi havde dén skala) og jeg vidste at mit stykeområde lå i danskfaget med stort set alt hvad det indebar. At jeg så var en total spasser til matematik, hende der fik røgalarmen i fysik/kemi til at gå af under undervisningen og hende det først i 2.g gik op for at Bornholm rent faktisk ikke ligger der hvor det ligger på kortet, ja, det er hen helt anden historie. Men dansk, åh det fag, det var mit absolutte yndlings. Fra jeg var ret ung ville jeg være journalist. Jeg havde store drømme om at rejse verden rundt og skrive mine oplevelser ned. Jeg ville skrive bøger og fortællinger. Jeg ville så gerne dele.

Så startede jeg i gymnasiet. Der var både matematik, kemi og latin på programmet under 1. år – allesammen fag jeg vidste jeg ville være elendig til. Men jeg glædede mig til dansk. Vi havde hørt at vores lærer var en rigtig led kælling – for nu at sige det som det er og ‘åhh nej skal I have hende? Hende skal I frygte’ var de flestes ord, så vi var allesammen pissenervøse da hun trådte ind ad døren. Men hun virkede nu okay sød. Jeg tænkte med det samme ’shit hun er ond, hende har jeg gennemskuet’ hun var sådan underspillet ondskabsfuld. Det mente jeg i hvertfald. Men jeg besluttede mig for at jeg ikke skulle dømme nogen som helst. Det er jeg rigtig ofte alt for hurtig til. Og hun sagde intet grimt. Selvom jeg synes der gemte sig ondskab bag det smil.

Efter de første par måneder havde vi noget evaluering (vi havde lavet 2 afleveringer allerede der) og vi skulle hver især sidde og tale med hende om hvad vi gerne ville blive til, hvordan det gik osv. Jeg kom ind og der sad hun. Hun smilede men det lignede der var ild i hendes øjne. Det gjorde det altid. Jeg satte mig ned og hun spurgte ‘nå Line, hvad vil du så gerne når du engang er færdig her?’ og kiggede smilende på mig. Foran sig havde hun min seneste danskaflevering (vi havde endnu ikke fået karakterer der). Jeg fortalte hende levende om min passion for at skrive og forfatte og at jeg ikke var i tvivl om at jeg skulle være journalist/forfatter eller bare noget med at fortælle. Jeg fortalte hende hvordan jeg elskede at lave historier og at jeg glædede mig som ingen anden til 3 år med danske afleveringer (nørd, I know). Efter min historie samlede hun hænderne, smilede og holdt en mindre pause. Så sagde hun ‘ja, søde Line, men den drøm tror jeg du er nødt til at lægge lidt på hylden. Jeg ser intet talent på den front…. men jeg er sikker på du er dygtig til så meget andet. (og smilede på den der lede fucking måde’. Så gav hun mig min aflevering som havde en lang beskrivelse af hvor elendigt det var. Ingen karakter men en masse røde streger.

Jeg var helt forvirret. Og ked af det? Mente hun virkelig det? Ingen andre havde nogensinde fortalt mig at jeg var talentløs. Ikke engang den kemilærer hvis hår jeg nærmest satte ild til. Ingen. Og da slet ikke i det fag. Jeg var virkelig knust.

Det er rimelig sikkert at sige at hun ikke kunne lide mig. Min gymnasietid med hende var et helvede. Jeg fik aldrig nogensinde, og helt ærligt, jeg lyver ikke, over 02 i danskafleveringer. Uanset hvad jeg gjorde. Jeg begyndte at få ondt i maven når vi havde hende og endnu mere når vi skulle have afleveringer tilbage. Hun talte så grimt til mig (og et par stykker andre hun også havde set sig sur på). Det hele eskalerede en dag vi skulle have en aflevering tilbage. Den bedste aflevering jeg nogensinde i mit liv har lavet. En aflevering jeg havde brugt ikke bare timer på, men enormt mange følelser. Den var meget personlig. Jeg glædede mig til at få den tilbage. Jeg vidste at den måtte få mere end et 02 tal. Jeg sad ved siden af min veninde som havde været ved min side da jeg skrev den og mens hun skrev sin egen. Vores lærer elskede hende. Vi sad og snakkede og da vores lærer skal til at dele dem ud siger hun ‘og ja, så er der nogen der har kopieret af fra nettet.. dem har jeg jo af gode grunde ikke givet karakter’ mens hun deler de første ud. Jeg tænkte ikke meget over det, jeg var jo ikke en af dem.

Men så når hun mig. Hun kigger mig i øjnene og siger højt foran hele klassen, samtlige 30 elever, mens hun lægger min aflevering foran mig ‘Ja, Line, så dig har jeg ikke givet nogen karakter, vel!’. Jeg var i chok. Alles øjne er rettet mod mig. ‘Jeg har altså ikke kopieret af fra nettet’ siger jeg med rystende stemme hvortil hun svarer (med sit lille lede smil) ‘nej… men i såfald har nettet kopieret af fra dig’. Så går hun videre. Min veninde siger ‘hun HAR altså ikke kopieret af, jeg har siddet med hende og lavet den’. På det tidspunkt er mine øjne fyldt med vand og jeg har fået for meget. Jeg rejser mig op og råber med tårer ned ad kinderne ‘hvad fanden bilder du dig ind? Jeg har ikke kopieret en skid. Fuck hvor er du fucking led’ og så stormede jeg ud ad klassen og løb ud på toilettet hvor jeg sad og græd og ventede på det ringede til frikvarter og jeg kunne komme ind og hente min taske.

Den stil handlede om min far. Den var personlig og jeg havde lagt så meget i den. Jeg vidste i det inderste af mit hjerte at intet af den var kopieret. Ikke så meget som et komma. Det ringede til frikvarter og jeg løb ind og hentede min taske. Hun stod i lokalet og da jeg kom ind kiggede hun på mig og sagde ‘Line…’ og jeg afbrød hende og sagde ‘du skal bare slet ikke tale til mig’. Så gik jeg ud i kantinen hvor mine klassekammerater stod klar med kram og trøstende ord.

Jeg ringede til min mor med det samme. Hun var relativt rolig. Fik mig til at falde ned. Jeg kunne næsten ikke tale så ked af det og frustreret var jeg. Men hun lagde på og jeg tog til mine sidste timer med røde øjne. Efter vores opkald havde hun ringet og flippet fuldstændig ud på skolelederen. Fortalt ham om episoden og alle de andre episoder. Han var en lille vatpik. Der er blevet klaget over den lærer så mange gange og han gør ingenting. Han sendte os så et skema vi kunne udfylde anonymt, en klage, men bad os love hende ikke at fortælle han havde givet os det. Hvad? det er jo helt til grin.

Vi endte med et møde og bad hende inden mødet printe den stil ud fra nettet hun påstod jeg havde taget. Det var et så forfærdeligt møde. Og hun havde jo ingen stil med fra nettet. Efterfølgende foreslog jeg at vi alle prøvede en enkelt gang at lave en aflevering uden navne. Sådan så hun ikke dømte ud fra os, men kun selve afleveringen. jeg smilede og sagde ‘det kunne jo hjælpe os allesammen’. Hun smilede tilbage (lede heks) og sagde ‘jamen så må vi give dem numre’. ej pointen var jo at du IKKE skulle se hvem skribenten var. Det forslag blev nedlagt.

Jeg har mange situationer med hende. I kan nok forestille jer en rimelig stram gymnasietid med hende. Stille og roligt mistede jeg troen på mine skriveevner og jeg blev vant til 00 eller 02 i mine danske stile. En enkelt gang sendte jeg 3 stile til dansklærer på et andet gymnasium, for at se hvad hun mente jeg skule have. En fik 7, og to fik 12. Jeg kunne ikke bruge hendes vurdering til andet end et lille boost på min tro på at jeg rent faktisk kunne noget. Til skriftlig afsluttende eksamen i 3.g var det 3 censorer et andet sted fra der skulle vurdere vores afleveringer. Jeg fik 12. Jeg smilede da jeg fik min karakter. Jeg vidste hun ikke ville se den, vi var færdige med hinanden. Men jeg ville ønske at hun havde set det. At jeg fik 12.

Drømmen, motivation og passionen for at skrive forsvandt fuldstændig under de 3 år. Tanken om at blive journalist eller forfatter hang mig langt ud ad halsen. Jeg droppede min drøm og tog 2 sabbatår. Jeg anede ikke hvad jeg ville. Efter et par år begyndte jeg at blogge her. Jeg savnede at skrive og dele. Men den der passion og det ‘drive’ jeg havde haft altid, det kom aldrig tilbage. Jeg har fundet en anden vej.

Jeg ved at den dansklærer ikke er den eneste. Jeg håber sådan at det er sjældent dog. Jeg har fantaseret om at gøre så grimme ting mod hende at jeg ikke engang vil nævne dem her, ting der bl.a involverer store dildoer. Så den stopper jeg lige nu. Jeg kan ikke lade være med at tænke på hvor jeg havde været i dag hvis det havde været anderledes i de 3 år. Var jeg mon journaliststuderende nu? igang med at udgive min første bog? eller præcis hvor jeg er nu?

Det er jo ikke til at vide. Uanset hvad så er jeg glad for det sted jeg er nu. Hvad der skal ske i fremtiden er stadig ikke til at vide. Der er så meget jeg gerne vil. Men nu tager vi en ting ad gangen. Jeg er så uendeligt glad for mit forum her. At I jævnligt fortæller mig jeg skriver både spændende, levende, rørende og smukt, det skal I vide betyder så sindssygt meget for mig. Af hjertet tak. I er grunden til at jeg stadig overvejer at udgive den der bog om kærestesorg som jeg har talt om men som jeg er bange for at udgive fordi ‘jeg kan jo ikke skrive’. Tusind tak.

godnat.

 photo Skaeligrmbillede2013-02-28kl095244.jpg