Til dig

 photo IMG_9116.jpg
Dette er et repost af et indlæg der betyder virkelig meget for mig. Jeg skrev det da jeg var i Kina i September 2011. Jeg poster det igen da jeg har tænkt på det indlæg de sidste mange dage. Og der er måske en del af jer der ikke har læst det.

Jeg sidder på den anden side af jorden. Fysisk har du aldrig været længere fra mig, psykisk er du tættere på end nogensinde før. Jeg tænker rigtig tit på dig, oftest bliver jeg ked af det. Ked af det fordi jeg savner dig, ked af det fordi jeg hader dig, ked af det fordi du gør mig ked af det. Der findes følelser i mig som aldrig kan komme ud, aldrig kan forklares. Jeg kan ikke slippe af med dem, men jeg kan gemme dem så langt væk at de ikke kan mærkes. Men kun for en stund. For hver dag der går bliver du mere fjern for mig, nogengange bliver jeg helt i tvivl om jeg har glemt dig. Og det skræmmer mig. Du er den del af mig selv jeg hader allermest men samtidig havde jeg ikke været den samme uden dig. Du er med til at gøre mig hel. Og for det elsker jeg dig. Mon du tænker på mig nogensinde? Mon du savner mig? Er du stolt af mig?

Jeg har så mange ting jeg gerne ville sige til dig. Jeg ved at jeg aldrig får dem sagt. Men nu skriver jeg en del af dem ned. Her. Det gør ingen forskel, det ved jeg, det er alt for sent. Men jeg er ikke klar til at give slip. Ikke endnu. Du har stadig en stor plads i mit hjerte. Jeg har i lang tid været sur på mig selv over det, hvorfor skulle jeg bruge plads, kærlighed, energi på dig, når du ikke gør det på mig? Jeg lukker så få mennesker ind, jeg elsker ikke mange, hvorfor skal du så stadig være der? Fordi jeg ikke er klar til at give helt slip. Og måske jeg aldrig bliver det. Men det er også okay. Jeg har accepteret du ikke siger tillykke til mig på min fødselsdag, jeg har accepteret at du har gjort mig og dem jeg holder allermest af ondt, jeg har accepteret at du ikke længere kender mig og jeg ikke kender dig, og jeg har accepteret at jeg resten af mit liv skal leve med du ikke er der for mig. Men det gør ondt. Det gør ondt helt ind i knoglerne. Jeg ved at det et eller andet sted ikke er din skyld. Du er ikke noget dårligt menneske, og du har gjort det bedste du kunne. Det tror jeg på. Det ved jeg.

Det gør ondt på mig, og på mange andre, men jeg ved at du er den der har det allerværst. Måske er det i virkeligheden det der gør allermest ondt på mig. At du er ked af det. For det tror jeg på du er. Men det er ikke min skyld og der er intet jeg kan gøre ved det. Det eneste jeg kan gøre er at give dig den plads jeg stadig har brug for at give dig i mit hjerte, at give mig selv lov til at mærke efter, at give mig selv lov til at græde, at være vred, at være ulykkelig. At acceptere at mine følelser ikke kan beskrives med ord, at min eneste reaktion er mine tårer, og at det er okay. At der ikke er nogen der skal fortælle mig hvordan jeg burde reagere og hvornår jeg burde komme videre. For det er mine følelser og de er inde i mig. Det er mig der skal leve med savnet resten af mit liv. Det er mig der skal leve med de oplevelser jeg har haft med dig, både gode og dårlige. Og det er mig der skal leve med at være den der er blevet svigtet.

Jeg ville ønske jeg ikke behøvede at give op. At du ikke havde givet op. At der var en løsning. Men det er der ikke. Der er ikke nogen løsning. Du vil altid være en stor del af mig. Jeg håber af hele mit hjerte at du sender mig en tanke engang i mellem. Og at jeg for resten af dit liv også vil være en stor del af dig. Jeg skal acceptere at mit liv sagtens kan blive helt, selvom der altid vil mangle en vigtig del. Jeg er ikke klar til at give helt slip på dig endnu, på de følelser der ligger i mig, men jeg er klar til at sige farvel og acceptere at vi aldrig ses igen. Sådan er det nødt til at være. Jeg vil altid elske dig. Farvel.

 photo Skaeligrmbillede2013-02-28kl095244.jpg

Hvad kunne I tænke jer mere af på Mi Confesión?

View Results

I må meget gerne hjælpe mig ved at stemme. Hvis I vælger ‘andet’ så læg gerne en kommentar. Bloggen er mit lille univers, men det er jo meget rart at vide hvad I synes er mest interessant at læse. Så hjælp mig ved at stem. Du må gerne krydse flere ting af. Tak.

40-day challenge: Day 12 Update

Så er det tid til en update som lovet. På vores challenge.

Nupo:

I dag er ‘kun’ min dag 6 på nupos ‘den barske’ kur. Det vil sige jeg i 6 dage har levet af KUN nupo. Og jeg er pisse stolt af mig selv. Det er faktisk ikke så svært længere. Jeg er dog en smule misundelig på M’s kur når hun må få kød og æg og dressing og mange lækre ting. Virkelig misundelig. Men det er nemt nok for mig nu at sige nej til fristelser. Jeg træner ved siden af, og som tiden går, kan jeg mærke min krop har mindre og mindre energi når jeg træner. Det er virkelig hårdt og jeg sveder meget. Jeg vågner hver morgen i det bedste humør, og jeg er så stolt af endnu en dag er klaret. Jeg har fundet nogle nupo varianter jeg er helt vild med og det gør det altså noget lettere. Men her er mine mål fra dag 1 og i dag – dag 6.

Mål: Dag 1. 

Hofte: 99 cm

Talje: 80 cm

Under bryst: 81 cm

Lår: 62 cm

Arm: 32 cm

Mål: I dag – dag 6.

Hofte: 94,5 cm (-4,5 cm)

Talje: 77,5 cm (-2,5 cm)

Under bryst: 78 cm (-3 cm)

Lår: 61 cm (-1 cm pr. lår)

Arm: 31 cm (-1 cm)

Cm. tab i alt: 14 cm tabt i alt på 5 dage.

Så der sker lige så stille noget. Vægten bruger vi ikke. Vi vejer os til allersidst – når vores challenge er slut. Vi er alt for påvirkede af vægten når vi vejer os, og har derfor besluttet os for at måle os udelukkende i stedet. Men det går rigtig fint på nupo, og jeg er overrasket over hvor nemt det går for mig nu. Jeg tror det handler om jeg har taget beslutningen om at det er NU. Jeg drikker rigeligt med vand i hvertfald 2-3 liter hver dag. Minus ved det er dog at jeg skal tisse hele tiden.

Dukan: 

I starten manglede motivationen og jeg gad bare ikke ind i endnu et slankeforløb som sikkert ikke ville blive til noget. Men vi kører stadig derud af og jeg er så stolt når jeg vågner om morgenen og vi har klaret endnu en dag. Det er hjælper virkelig også at man er to om det.
Nu er jeg kommet ind i en rigtig god rytme mht. mad og træning. Jeg er ikke længere fristet af alle de søde ting og jeg føler at hverdagen er blevet så meget nemmere. Dog kan jeg godt blive lidt fristet af Lines nupo shakes og lækre barer, men man vil jo altid have det den anden må få.
Jeg er virkelig begyndt at mærke manglen på kulhydrater når jeg træner, men får dog givet den max gas alligevel og jeg kan se på målene at det begynder at virke. Jubii

Her er mine mål fra dag 1 til dag 12:

Mål: Dag 1: 

Hofte: 105 cm

Talje: 75 cm

Under bryst: 81 cm

Lår: 68,5 cm

Arm: 31,5 cm

Mål: I dag – dag 12: 

Hofte: 99 cm (-6 cm)

Talje: 70 cm (-5 cm)

Under bryst: 76 (-5 cm)

Lår: 66,5 cm (-2 cm pr. lår)

Arm: 30,5 cm (1 cm pr. arm)

Cm tab i alt: 22 cm på 12 dage

 photo Skaeligrmbillede2013-02-28kl095244.jpg

Øv!

Åh hvor har jeg tænkt hele dagen over om jeg skulle skrive dette indlæg. Jeg ved min mor ville sige ‘hvorfor gider du overhovedet bruge tid på det?’ hvis jeg spurgte hende – jeg kan lige høre det for mig. Mødre. Men det handler ikke om at bruge tid på det blot mens jeg skriver indlægget, det handler om at jeg har brugt hele dagen på at tænke over det. Og sikkert ville fortsætte med det til jeg fik det ud. Jeg har for længst accepteret at der følger slag med når man vælger at lægge sit liv ud offentligt som jeg har gjort. For så mange mennesker. Jeg var enorm dårlig til at håndtere kritik i starten og hadefulde kommentarer kunne få mig til at gå helt ned. Det har jeg lært at håndtere, for det følger med og det betyder jo ikke noget egentlig. Jeg har det godt. Men når jeg får hadefulde kommentarer med beskyldninger som jeg ikke mener har noget på sig, så tænker jeg længe over det. Jeg går helt i forsvar og får lyst til at forklare mig.

Denne gang handler det om mit vægttabsprojekt. Jeg vidste at der ville være læsere med andre holdninger, meninger og fordomme. Jeg vidste det. Og jeg havde accepteret det, for jeg havde besluttet mig for projektet sammen med M langt inden indlægget blev udgivet, og jeg ville også fortsætte selvom jeg ikke skrev om det. Så det var okay.

Men de sidste par dage har jeg fået kommentarer som jeg simpelthen ikke kan forstå (de fleste er slettede, et par stykker har jeg udgivet). Ja jeg har fortalt at jeg er på Nupo og nogen af jer er gået helt amok over det. Her vil jeg lige slå fast at Nupo ér et dokumenteret produkt udviklet og godkendt af diætister, læger og hospitaler. Nupo blev udviklet på Hvidovre hospital i Danmark tilbage i 1981. Siden da er Nupo produkterne blevet testet og godkendt i over 50 kliniske dokumentationer og er samtidigt kontinuerligt under løbende udvikling og test hos forskningsteams på hospitaler over hele landet. At man så er uenig i dens effekt eller dens sundhed, det er hvad det er. Men at beskylde mig for at køre en pro-ana side med mine billeder og min kur er direkte forkert.

En pro ana side? Hvad fanden er det for noget at beskylde mig for? Jeg har blogget i 4 fucking år. Om alt. Alting i mit liv. Jeg har delt og fortalt og jeg har lagt uendeligt mange sene nattetimer i at besvare kommentarer og mails. Specielt i forbindelse med mine kærestesorgsindlæg har jeg brugt uendeligt meget af min tid på at hjælpe piger med knuste hjerter. At jeg i løbet af min tid måske er blevet et forbillede for nogen, som der siges i kommentarerne, er jo bare dejligt. Netop er jeg vel et forbillede fordi jeg beskriver mit liv, at alt ikke er perfekt. At jeg også er ked af det eller kan gå helt ned. At jeg også kan være utilfreds med min krop og nu vil på kur, at min kæreste også kan være utro eller at jeg kan miste en jeg elsker. Hvad det end måtte være. Det må da netop være det som gør at folk ser mig som et forbillede – hvis der da overhovedet er nogen der gør det. At jeg har skrevet jeg vil tabe mig 10 kg kan næppe være grunden til at usikre teenagepiger udvikler anoreksi. Eller at jeg har postet et indlæg med slanke piger, grøntsager og frugt?

Kig jer omkring. Vi er omgivet af slanke modeller, sunde madbilleder eller folk der vil tabe sig. Mener I (der beskylder mig) virkelig at jeg kører en pro-ana side? At Mi Confesión som jeg har blogget på i over 4 år er en pro-ana side hvor jeg opfordrer helt unge piger til at blive sygeligt tynde? Det pisser mig af. Og så bliver jeg sur og harm! Hvad fanden er det for noget svineri? Jeg synes det er direkte tarveligt.

Jeg er helt okay med meninger der ikke er ligesom min. Jeg er helt okay med skeptiske kommentarer om det nu ér sundt det jeg har gang i. Men jeg er 24 år. Jeg har min sunde fornuft. Jeg ved hvad min krop kan klare. Jeg fortæller jer ikke hvordan jeg nu vil leve af æbler og postevand til jeg vejer 40 kg. Slet ikke. Nupo er ikke for evigt, det er min kick-start til den sunde livsstil. Og de 12 kg jeg gerne vil tabe er ikke på 2-4 uger. Det er bare mit mål. Om det så tager 6 mdr. Jeg synes anoreksi og andre spiseforstyrrelser er forfærdelige. Den vægt jeg gerne vil ende på er ikke usund og jeg kommer ikke til at være tynd og knoglet – jeg kommer ikke til at være anorektisk.

Jeg er ikke perfekt. Det ér jeg altså ikke. Jeg er nok ligesom de fleste andre der gerne vil tabe sig og forme kroppen lidt. Jeg tror ikke der er noget underligt i hvordan jeg vil se ud – hvordan jeg har det bedst med mig selv. Jeg tror heller ikke der er noget underligt i at synes pigerne på de billeder jeg har postet er smukke. Jeg bliver ramt og ked af det, nej vred, når jeg får beskyldninger som disse. Jeg bruger så sindssygt meget energi på at hjælpe og støtte andre hvor jeg kan. Min blog har 4 indlæg sammenlagt om vægttab måske. Gennem 4 år.

Jeg overvejer kraftigt at stoppe min ‘challenge’ på bloggen. For jeg fortsætter alligevel herhjemme. Jeg troede der ville være stemning for at følge projektet. Jeg troede vi kunne støtte og hjælpe hinanden. Endnu engang var jeg klar over der ville være kritik, og så længe tonen i kommentarfeltet var fin, så var det okay med mig. Men det er direkte tarveligt og ondskabsfuldt at beskylde mig for at ødelægge andre pigers liv. Det synes jeg faktisk det er.

Tak fordi I læste med. Al det her munddiarré. Og så på sådan en dejlig søndag. Puha. Det er selvfølgelig også kun ment til de der rent faktisk har skrevet sådanne kommentarer. Og ikke til alle jer andre. Jeg måtte bare ud med det. Kuren fortsætter og jeg må overveje om det så skal fortsætte herinde eller om jeg simpelthen har et for sart publikum.

Hav en fortsat dejlig søndag.

 photo Skaeligrmbillede2013-02-28kl095244.jpg