Musikanmeldelse

 photo Desktop72.jpgJeg har bedt min gode ven Simon i lang tid efterhånden, om at skrive en musikanmeldelse på min blog en dag. Det er jo ikke det der udgives mest på min blog, men jeg synes det er virkelig interessant og ville rigtig gerne have hans ord stående herinde og dele dem med jer. Han sagde med det samme ja, men har ventet på den rigtige idé. Det er faktisk næsten et år siden vi talte om det første gang. Og i nat modtog jeg så en virkelig fantastisk anmeldelse for et virkelig fantastisk album. Gør jer selv den tjeneste at lyt til albummet og læs Simons anmeldelse. Det er virkelig godt.

Ved første øjekast ligner de to brødre Daniel og Andrew Aged, der tilsammen udgør duoen Inc., mest af alt androgyne udgaver af Medina. Ved første lyt lyder de dog af langt mere. Man skal således ikke skue hesten på hårene, for selvom Inc. med sit tilhørsforhold på pladeselskabet 4AD er markedsført som ‘the next big indie thing’ er deres lyd langt mere rodfæstet i de urbane genrer. Som tidligere session- og livemusikere for bl.a. Elton John, Cee-Lo Green og Raphael Saadiq er det tydeligt at høre, at de to mestrer deres respektive instrumenter til fulde.

 Hvad der imidlertid er atypisk for sådanne musikere, der er vant til indordne sig under andres retningslinjer, besidder Inc. en selvstændighed, der gør dem leveringsdygtige i en original lyd, der er med til at hæve integriteten i den populære PBR&B-bølge – der kendes fra navne som The Weeknd, How To Dress Well og Jai Paul – og som brødrene indskriver sig i med udgivelsen af deres debutplade med den metafysiske titel No World.

 Før Inc. fandt deres nuværende udtryk, måtte de dog omkring den psykedeliske surf rock-lyd, der kendetegner deres regionale ophav omkring Eagle Rock i Los Angeles, hvorfra artsfæller som Ariel Pink og Nite Jewel også har deres musikalske udspring. Dengang hed de Teen Inc., men siden fjernede de præfikset og skiftede persona, hvilket blev tydeligt på den anmelderroste EP 3, der meget eksplicit hentede en væsentlig del af sit formsprog i Prince’s legendariske Sign ”O” The Times med minimalistiske og digitaliserede produktioner.

 En ting, der dog ikke har forandret sig igennem denne transformationsproces er Andrew’s ghost-vokal som bandets signatur. Denne dimension får for alvor sin udfoldelse på No World, hvor man fornemmer, at musikken netop er arrangeret i modspil hertil. Det kommer eksempelvis til udtryk på Seventeen, der med sine temposkift og broderens bumpende bassline modbalancerer hans tilbagelænede stemmeføring. Men også den metaliserede og repetitive grunge-guitar på Black Wings står i skarp kontrast til den yndefulde vokal og de dybfølte tekster.

 Rygtet vil vide, at brødrene har brugt D’Angelo’s nyklassiker Voodoo som referenceramme under indspilningen af No World. Noget, der måske ikke lader sig høre så tydeligt rent musikalsk i andet end de mange breaks, bassens fremtrædende rolle og den gennemgående brug af rimshots som taktslag, men som tydeligt fornemmes i pladens holistiske og sfæriske lydbillede, som slås an allerede fra første sekund og kan følges hele vejen til Nariah’s Song, der nærmest som et postludium markerer udtrædelsen af den sakrale fase.

 For der er tale om en saliggørende renselsesproces. I den forstand deler No World også en vis spiritualitet med Voodoo. Ligesom Voodoo er det en af den slags plader, der suger dig ind i dens univers og får dig til at glemme lyden af virkeligheden, men som forsvinder lige så flygtigt som man troede, man havde gjort sig begreb om den. Ude på den anden side er det eneste, der fastholder illusionen, ekkoet af den næsten helgenagtige vokal, der hvisker dig i øret lang tid efter, at du har lagt hovedtelefonerne. Måske lyden af en verden, der ikke er.

Albummet er blevet udgivet i dag. Lyt herunder.

Hende jeg selv hadede

Jeg er blevet den pige (kvinde? bliver man nogensinde det?) jeg selv ikke kunne udstå sidste år, i første halvdel af året. Hende den forelskede. Ikke bare forelskede, men hende den sindssygt forelskede. Par der gik hånd i hånd på gaden, jeg fik knopper af dem. Og piger som smilede hele tiden og var ‘iihhh så åååh så forelskede’ – hold nu kæft kællinger. Sådan havde jeg det. Allermest da jeg var single – forladt og pissehamrende ked af det. Jeg kunne simpelthen ikke holde forelskede par ud. Det er jo ikke noget generelt med jeg ikke kan lide folk er glade og lykkelige, men når man selv svømmer rundt i et stort hul fyldt med fucking kviksand og salte tårer, så er det til at brække sig over at andre er lykkelige på den måde. Det er nærmest sådan lidt ‘in your face’ – agtigt og man kan ikke lade være med at være ondskabsfuld og sige til sig selv at ‘han har pisse dårlig ånde’ eller ‘hun er grim nøgen’. Jeg er så ond. Og hvad med fucking kærlighedssange og valentinesday? Det er faktisk bare ondt. Bare rolig jeg er altså en meget sød person. Oftest.

Men nu er jeg fandeme selv blevet hende. Ikke fordi jeg taler om min kæreste eller vores forhold hele tiden, det gør jeg faktisk slet ikke. Men fordi jeg er glad og lykkelig og det er ikke til at undertrykke. Jeg tog mig selv i at sige til en veninde forleden ‘ihh når jeg føler mig træt eller uoplagt så kan jeg bare tænke på jeg er pisse forelsket i min kæreste som er ligeså pisse forelsket i mig, det holder mig virkelig oppe’ jeg sagde det i øvrigt med stjerne i øjnene og kilden i maven og kiggede så på hende som sagde ‘ihh Line, hvor ér det dog dejligt for dig’. Her skal det siges at hun ikke er en dårlig veninde, men at hun er single og til tider sikkert har det præcis som jeg havde det over forelskede par. Og så slog det mig virkelig hvor irriterende det var at sige af mig. Helt ærligt? Så nu er jeg hende. Hende jeg selv hadede. Og nu får I den også lige. Bare så jeg rigtig kan tvære det ud. Jeg er forelsket. Jeg er så glad og lykkelig. Og jeg føler det hele er fantastisk. Jeg svæver på en lyserød sky.

Ej nu skal jeg ud og gå en tur i den friske luft. Jeg tror det vil gøre mig godt.

 photo aHR0cCUzQSUyRiUyRmk0MzMucGhvdG9idWNrZXQuY29tJTJGYWxidW1zJTJGcXE2MCUyRmluZWxpbmUlMkZoZWFzZXNlLTEtMS5qcGc.jpeg

Lace Lingerie

 photo Desktop63-1.jpg

Jeg har en kæmpe svaghed for undertøj. Specielt undertøj med blonder. Fint, feminint og sexet. Jeg elsker at shoppe undertøj og jeg kan virkelig virkelig købe mig fattig i det. Det er jo ikke nogen dårlig ting, min kæreste har i hvertfald ikke noget imod det. Et af mine yndlingsmærker indenfor undertøj er Eberjey. Jeg har rigtig meget fint undertøj derfra. Denne her fine blonde bh findes i mange farver. Desuden er der så meget andet fint derinde også, det er bestemt et klik værd.

Eberjey

 photo aHR0cCUzQSUyRiUyRmk0MzMucGhvdG9idWNrZXQuY29tJTJGYWxidW1zJTJGcXE2MCUyRmluZWxpbmUlMkZoZWFzZXNlLTEtMS5qcGc.jpeg