3 fra h&m / Lingerie

Musikanmeldelse

 photo Desktop79.jpg


Så synes jeg I skulle have endnu en musikanmeldelse fra min ven Simon. Han var så smigret over jeres feedback på hans sidste anmeldelse at han havde lyst til at bidrage med endnu et musikindlæg. Og det siger jeg altså ikke nej til. For ikke nok med han skriver helt fantastisk så har han også en virkelig fed musiksmag og han er helt uundværlig for mig og min musiksamling. Så her vil jeg gerne byde velkommen til Simons 2. anmeldelse af et fuldstændig fantastisk album.

’Alt for meget sex, og lidt for lidt romantik’. Sætningen kunne stå som et gravskrift over den moderne R&B, og man skulle næsten også tro, at Rhye havde lyttet til budskabet i TV2-klassikeren Kom Lad Os Brokke Os – hvilket heller ikke er helt utænkeligt, taget duoens delvist danske ophav i betragtning.

 Robin Hannibal har i hvert fald udtrykt sin svaghed for romantik ved flere lejligheder. Implicit i sin musik og mest eksplicit med sit gæstemix for den hedengangne blog Undercult, som han passende navngav Transatlantic Valentine. Titlen var ikke blot symptomatisk for valget af musik på mixet, der inkluderede såvel Jonatan Johansson som Alexander O’Neal, men også for Hannibals personlige engagement med den amerikanske sangerinde Louie, til hvem han har komponeret og dedikeret åbningsnummeret på valentinsmixet – og for Rhye’s debutalbum Woman.

 Netop på dette tidspunkt var Hannibal nemlig flyttet til Los Angeles for at forfølge sin musikkarriere med duoen Quadron, men også for at genoptage indspilningerne med Michael Milosh, som han havde mødt året forinden i København. Den canadiske musiker har tre anmelderroste album bag sig, og når jeg skal beskrive hans musik plejer jeg at bruge billedet af Scarlett Johansson i Lost In Translation, der sidder ved vinduet og kigger ud over Tokyos uendelige metropol. Dels fordi underlægningsmusikken i form af Squarepusher’s Tommib har en vis musikalsk lighed med Milosh, men også fordi hans musik har den samme hermetiske hjemlighed som et hotelværelse i en verden, man nok er tæt på, men alligevel fremmedgjort fra.

 Skal man forblive i det fiktive univers, er det nærliggende at sammenligne Rhye’s Woman med den litterære subgenre Nordic Noir. Ikke fordi der er noget særligt krimi-agtigt over musikken, men fordi konteksten ikke lader sig fornægte, og duoen har også brugt denne aktivt i sin hidtidige promovering. I forhold til Milosh’ – og for den sags skyld også Robin Hannibals – vante lyduniverser, er der her et vindue til forskel; den isnende melankoli og stormfulde forelskelse er så rigeligt præsent i duoens seneste (og anden) video til førstesinglen Open.

 Som det gør sig gældende for en stor del af pladens numre, er Open karakteriseret ved et krystalklart lydbillede, omhyggeligt accentueret med dråber af atmosfæriske synths og fingerknips. En kuriositet i denne sammenhæng, er duoens gennemgående brug af klassiske instrumenter fra den kontinentaleuropæiske kammermusik, såsom klarinet, harpe og violin, og man kan næsten føle sig hensat til Arvo Pärts minimalistiske kompositioner.

 Pladen indeholder dog også afbalancerende modstykker, såsom de mere elektrificerede Last Dance og Hunger, der lige så vel kunne have befundet sig på Robin Hannibals Bobby-plade, havde det ikke været for Michael Milosh’s kønslige vokal, der næsten er så øm, at det gør ondt – men heldigvis forbandet godt samtidig. Netop kønstematikken skulle man tro ville fylde mere, taget pladens titel i betragtning. Men selvom en queer-teoretiker muligvis ville finde den usømmelig, behandler Rhye det lige så universelt og usentimentalt som man kunne håbe på. Når alt kommer til alt, er det jo altid den anden, vi alle længtes efter – så hvorfor ikke længes med ynde?

Lyt her.

 photo Skaeligrmbillede2013-02-28kl095244.jpg

3 kommentarer

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

3 fra h&m / Lingerie