Musikanmeldelse

 photo Desktop79.jpg


Så synes jeg I skulle have endnu en musikanmeldelse fra min ven Simon. Han var så smigret over jeres feedback på hans sidste anmeldelse at han havde lyst til at bidrage med endnu et musikindlæg. Og det siger jeg altså ikke nej til. For ikke nok med han skriver helt fantastisk så har han også en virkelig fed musiksmag og han er helt uundværlig for mig og min musiksamling. Så her vil jeg gerne byde velkommen til Simons 2. anmeldelse af et fuldstændig fantastisk album.

’Alt for meget sex, og lidt for lidt romantik’. Sætningen kunne stå som et gravskrift over den moderne R&B, og man skulle næsten også tro, at Rhye havde lyttet til budskabet i TV2-klassikeren Kom Lad Os Brokke Os – hvilket heller ikke er helt utænkeligt, taget duoens delvist danske ophav i betragtning.

 Robin Hannibal har i hvert fald udtrykt sin svaghed for romantik ved flere lejligheder. Implicit i sin musik og mest eksplicit med sit gæstemix for den hedengangne blog Undercult, som han passende navngav Transatlantic Valentine. Titlen var ikke blot symptomatisk for valget af musik på mixet, der inkluderede såvel Jonatan Johansson som Alexander O’Neal, men også for Hannibals personlige engagement med den amerikanske sangerinde Louie, til hvem han har komponeret og dedikeret åbningsnummeret på valentinsmixet – og for Rhye’s debutalbum Woman.

 Netop på dette tidspunkt var Hannibal nemlig flyttet til Los Angeles for at forfølge sin musikkarriere med duoen Quadron, men også for at genoptage indspilningerne med Michael Milosh, som han havde mødt året forinden i København. Den canadiske musiker har tre anmelderroste album bag sig, og når jeg skal beskrive hans musik plejer jeg at bruge billedet af Scarlett Johansson i Lost In Translation, der sidder ved vinduet og kigger ud over Tokyos uendelige metropol. Dels fordi underlægningsmusikken i form af Squarepusher’s Tommib har en vis musikalsk lighed med Milosh, men også fordi hans musik har den samme hermetiske hjemlighed som et hotelværelse i en verden, man nok er tæt på, men alligevel fremmedgjort fra.

 Skal man forblive i det fiktive univers, er det nærliggende at sammenligne Rhye’s Woman med den litterære subgenre Nordic Noir. Ikke fordi der er noget særligt krimi-agtigt over musikken, men fordi konteksten ikke lader sig fornægte, og duoen har også brugt denne aktivt i sin hidtidige promovering. I forhold til Milosh’ – og for den sags skyld også Robin Hannibals – vante lyduniverser, er der her et vindue til forskel; den isnende melankoli og stormfulde forelskelse er så rigeligt præsent i duoens seneste (og anden) video til førstesinglen Open.

 Som det gør sig gældende for en stor del af pladens numre, er Open karakteriseret ved et krystalklart lydbillede, omhyggeligt accentueret med dråber af atmosfæriske synths og fingerknips. En kuriositet i denne sammenhæng, er duoens gennemgående brug af klassiske instrumenter fra den kontinentaleuropæiske kammermusik, såsom klarinet, harpe og violin, og man kan næsten føle sig hensat til Arvo Pärts minimalistiske kompositioner.

 Pladen indeholder dog også afbalancerende modstykker, såsom de mere elektrificerede Last Dance og Hunger, der lige så vel kunne have befundet sig på Robin Hannibals Bobby-plade, havde det ikke været for Michael Milosh’s kønslige vokal, der næsten er så øm, at det gør ondt – men heldigvis forbandet godt samtidig. Netop kønstematikken skulle man tro ville fylde mere, taget pladens titel i betragtning. Men selvom en queer-teoretiker muligvis ville finde den usømmelig, behandler Rhye det lige så universelt og usentimentalt som man kunne håbe på. Når alt kommer til alt, er det jo altid den anden, vi alle længtes efter – så hvorfor ikke længes med ynde?

Lyt her.

 photo Skaeligrmbillede2013-02-28kl095244.jpg

3 fra h&m / Lingerie

 photo Desktop76-1.jpg

H&Ms undertøjsafdeling er, synes jeg, som vinden blæser. Nogle gange så er det bomulds/snoopy helvede med tykke puder i alle bh’erne, og hvis man vil finde noget lidt mere sexet så har de t-strenge i skrigende pink med en lille plastik similisten at byde på. Det er slet slet ikke mig og jeg kan gå derfra igen lige med det samme. Men andre gange så har de simpelthen så meget fint. Anderledes, og med fine farver og blonder. Og så vil jeg pludselig have (næsten) hele deres undertøjssortiment. Lige nu er de inde i en ret fin periode og de 3 ovenstående sæt synes jeg er rigtig fine. Jeg har selv købt sæt nr. 1. De kan købes i butikkerne eller på h&ms hjemmesideHvad synes I om h&ms undertøj? 

 photo Skaeligrmbillede2013-02-28kl095244.jpg

Tanker

 photo ego-001.jpgÅh det er sent og klokken er mange. I hvertfald når man skal tidligt op i morgen og er på vej i seng. Men jeg har nogle tanker jeg rigtig gerne lige vil have skrevet ned og fået ud. I dag skete der nemlig noget fantastisk. Eller fantastisk for mig. På vej hjem i sneen med en cola under armen og flere hundrede siders læsning i vente derhjemme, ramte et stik af savn mig i maven. Jeg skulle op i min gamle lejlighed og hente nogle ting, og på vej derhen begyndte jeg at savne. Men jeg kunne slet ikke finde ud af hvad det var jeg savnede. Var det min ekskæreste? Det kunne det da umuligt være? Men ikke desto mindre blev jeg virkelig følelsesmæssigt påvirket jo tættere jeg kom på min gamle lejlighed.

Da jeg havde været deroppe og kort set ind i den hvor hyggelig den var, med tændte stearinlys, hvide plankegulve og rå stenvægge, gik jeg derfra med lidt tårer i øjnene. Og det gik op for mig hvad det var jeg savnede. Det var nemlig slet ikke min ekskæreste. Men pludselig savnede jeg at bo med min kæreste. At have mit, vores, helt eget hjem. F.eks. at komme hjem en kold søndag aften og vide at han åbner døren ind til et fælles hjem. At han holder om mig når vi lægger os til at sove, og, at selvom man har en travl uge foran sig, så har man verdens bedste mand at komme hjem til. Og det var fantastisk. Det er nærmest som om det var det sidste og afsluttende stadie. I hvertfald i store træk hvad jeg ligesom har oplevet.

Først gider man ikke mænd. Man er ked af det og har ondt i hjertet. De er allesammen grimme og dumme. Så begynder man så småt at blive gladere og gider måske at kysse lidt på en random mand i byen eller til en fest. Men fandeme heller ikke mere. Så når man dertil hvor man gerne vil date lidt, noget lidt mere fast måske, men uden det bliver en kæreste. Så bliver man pludselig klar til en kæreste, men fandeme skal man ikke bo med ham. Og endelig når man dertil hvor man kan se fremtiden med ham og glæder sig til at skabe sit eget hjem. Og dér er jeg nu.

Jeg skyndte mig at ringe til min kæreste og fortælle om det. Nu skal det jo ikke lyde som om vi er igang med at flytte sammen, slet ikke, men han har nævnt det før i en ‘ej når vi engang flytter sammen’ – sammenhæng. Hvor jeg bare er blevet helt bleg og har prøvet at tale udenom. Jeg ville slet ikke bo med andre end mig selv eller en ven. Men det vil jeg nu. Altså ikke nu nu. Det hele er relativt nyt mellem os stadig, og jeg vil gerne understrege vi altså snakker en dag i fremtiden. Men jeg kan se fremtiden for mig nu. I et hjem med min kæreste. Det er ikke lige nu, jeg nyder virkelig at bo med en veninde, det er pisse hyggeligt, og det er det jeg har brug for nu og de næste år i hvertfald. Men det er også fantastisk at kunne varme sig ved tanken om en dag at skabe sit helt eget hjem igen, og med verdens dejligste mand. Dét har virkelig varmet mig på denne kolde snesøndag.

Og nu skal jeg altså i seng. Og det skal I også. Medmindre I skal se Oscar showet, drikke champagne og spise slik hele natten. Røvhuller:)

 photo Skaeligrmbillede2013-02-24kl093034.jpg

Older posts