Canon EOS M

PhotobucketPhotobucket
Denne video hvad kameraet kan bruges til:

Jeg har været så heldig at være en af de udvalgte bloggere til at teste det nye Canon EOS M. Kameraet er et kompakt systemkamera med 18 Megapixel opløsning. Det fede ved dette kamera er at det fylder så lidt at man kan have det med over alt. Det skulle altså have kvaliteten fra et spejlreflekskamera og være lige så lille og kompakt som et ‘normalt’ digitalkamera.

Jeg har jo mit dejlige Canon Eos 550d spejlreflekskamera som jeg elsker meget højt, men jeg må indrømme at jeg ofte vælger det fra da det fylder så meget. Man skal næsten have en ekstra lille taske med. Så selvom jeg er rigtig glad for det, så ender det tit med at blive hjemme, og det er jo ærgerligt. Derfor glæder jeg mig til at teste dette mindre kamera, måske det er bedre til det jeg skal bruge?

Kameraet kan bl.a. filme i HD kvalitet (jeg kommer til at lave en lille film også så I kan se hvordan det filmer) og en masse andet som jeg skal lege med. Over den næste halvanden uges tid vil alle billeder på bloggen være taget med Canon Eos M. Slutteligt vil der komme en lille film over perioden jeg har haft kameraet og derefter kan I følge det videre til den næste blogger som jeg nok skal linke til.

Sponsoreret indlæg

Photobucket

Ugens Etsy tip # 23

Photobucket
Hvem har ikke altid ønsket at kunne fange nogle af nattehimlens smukke stjerner og gemme dem i en krukke på sit natbord? Det er næsten det du får med disse fine smukke glas med stjerner. Jeg har haft kig på dem i noget tid og jeg synes simpelthen det kunne være fint at have sådan et glas stående i mit vindue. De er ikke særlig dyre og jeg synes de er helt enormt fine. Måske det også kunne være en gaveidé til jul? I hvertfald kan de købes her.

Photobucket

Den der fucking kærlighed

Jeg har for nyligt oplevet noget som får mig til at skrive dette indlæg. Jeg har fået en masse kommentarer fra knuste hjerter og det I skriver kan jeg så tydeligt huske selv at tænke gennem min kærestesorg – og til tider stadig tænke. Når man oplever kærestesorg er det fysisk smerte. I hjertet, i maven og ja, helt ud i fingerspidserne. Ingen ord hjælper. Ingen mad hjælper. Ikke en fucking skid. Tiden går i stå og man føler at man går i stå med den. Folk omkring en bevæger sig, årstiderne skifter, men man står selv fast i et stort sort hul og sørger. Man kan ikke komme op. Man kan ikke bevæge sig. De bittesmå fremskridt der trods alt er, føles så pisse små at man ikke kan se man rykker sig. Men det gør man altså.

Når folk spørger mig hvad der hjalp for at jeg kom videre må jeg være ærlig at sige: tid. Jeg gjorde/gør hvad jeg kan i mellemtiden for at blive glad. Så gode venner, fandt trøst hos familie og gjorde gode ting for mig selv. Men det gør altså ondt imens. Imens man sover, imens man spiser, imens man er sammen med folk der elsker en. Det gør hele tiden ondt. Selvom min ekskæreste viste sig at være en idiot op til flere gange lod jeg mig atter ydmyge i håb om hans bekræftelse. Han var jo min soulmate? Han var jo min bedste ven? Men det var han altså ikke. En bedste ven ville aldrig såre mig på den måde. Og en soulmate ville ikke forlade mig. Så jeg prøvede at vende den om. Prøvede at være taknemmelig for han gav mig chancen for at opleve verden uden ham.

Det er 10 mdr. siden min ekskæreste slog op. Og hver dag i de 10 måneder har været hårde, lange og forfærdelige. I har jo fulgt med. Med en lillebitte forbedring hver dag. Pludselig en dag er alle de bittesmå fremskridt blevet til et kæmpe ryk og man græder ikke længere hver dag. Pludselig kan man se at ekskæresten måske var lidt for lav og lidt for lidt mandig til en. Pludselig kan man godt se at han alt for ofte havde dårlig ånde eller at han var alt for genert. Pludselig går det op for en at selvom man aldrig får det samme igen så får man noget andet. Muligvis noget endnu bedre. Der er ingen der er perfekte og det kan godt være man tænker man aldrig finder en mand med ligeså fed tøjstil som ens ekskæreste, men så har han måske den rigtige højde. Osv. Når man bliver forelsket er det hele jo ligemeget. Men det bliver man altså ikke lige med det samme. Der går lang tid hvis man havde et dejligt og langt forhold. Det er mange minder, følelser og rutiner man skal bryde ud af og komme over.

Det værste jeg gjorde var at kigge på mænd i den periode jeg var allermest ked af det. For ingen af dem var gode nok. Selvom der havde stået en prins og banket på min dør og tilbudt mig sin kærlighed havde jeg sagt nej. For jeg var bare ikke klar. Man skal være 100% klar før man kaster sig ud i det. Og selv der kan det være både grænseoverskridende og underligt. Kærestesorg gør sindssygt ondt. Tiden hjælper. Det lover jeg jer. Venner og familie der holder i hånden og støtter hele vejen er uundværligt, men man er simpelthen nødt til at gå vejen alene. Man er den der bærer på smerten indeni og den er tung og grim. Når man falder sammen af udmattelse er der nogen til at støtte en. Når man græder er der nogen til at tørre tårerne væk. Men der findes ingen mennesker der kan fjerne smerten indeni.

Jeg er så ked af alle jer der nu skal gå/går igennem det samme som mig. Det er rædselsfuldt. Og hvis nu man kunne få alle til at tage bare en lille bid af ens smerte ville det lette enormt meget. Men det kan man ikke. Tiden hjælper. Og det gør den virkelig. En ting vil jeg dog love jer. I bliver glade igen. I kommer igen til at smile. Giv jer selv lov til at være ulykkelige i al den tid I har brug for.

Kærlighed fra et snart lappet hjerte til alle jer der sidder med våde øjne og knuste hjerter derude. I fortjener det bedste. Jeres ekskæreste var ikke det bedste.

Og helt ærligt, så er det hans tab.