Farvel Kina

At tage til Kina er det bedste jeg nogensinde har gjort for mig selv. Uanset det der sker lige nu, og hvordan det hele er endt, så har jeg lært så meget af mit ophold og jeg fortryder ikke et sekund at jeg tog afsted. Jeg håber I nyder min nr. 2 Kinafilm. I kan se den første her. 

“If it’s a broken part replace it, If it’s a broken arm then brace it, if its a broken heart then face it”

Jeg laver lige et kort indlæg. Men jeg er simpelthen nødt til at takke jer for den ualmindelig fantastiske støtte I har givet mig. Jeg er virkelig rørt. Og det er så stort at I har gidet at bruge tid på at skrive trøstende ord til mig, for hver kommentar er jeg vokset lidt, og for hver kommentar har jeg fået det en lille bitte smule bedre. Selvom det ikke kan mærkes lige nu, så ved jeg det. Jeg er virkelig rørt, virkelig beæret og af hjertet tusind tak fordi I har kommenteret. Det var et grænseoverskridende indlæg og jeg var så bange for jeres respons, men den har være overvældende og helt fantastisk.

Så vil jeg sige at intet hjælper når man føler sådan her. Det hjælper ikke at spise, ikke at lade være. Det hjælper ikke at græde, ikke at lade være. Det hjælper ikke at være sammen med andre og ikke at være alene. Det hjælper ikke at sove men det hjælper heller ikke lade være. Der er ingenting der synes at hjælpe på følelsen man har indeni. Det er ikke bare en følelse. Det er en fysisk følelse, en fysisk smerte der overskygger alt andet. Jeg tror det hele er en naturlig del af en helingsproces. Men én ting ved jeg, én ting der hjælper, og det er tiden. Og den går hvad end man vil det eller ej. Hvad end man skriger og græder, hvad end man sover eller spiser eller hvad end man alene eller med sammen med andre. For hver dag der går, er der en dag mindre i helvede, for hver dag er der er gået er der et hul mindre at falde ned i. Tiden går. Hele tiden. Og selvom det ikke er nu, i morgen eller om 2 mdr. jeg igen har det godt igen og er helet, så kommer det. Jeg har fundet mig en lejlighed fra d. 1 marts hvor jeg flytter ud. Det skal nok blive rigtig godt. I år er jo mit år, og alt det her sker fordi det skal ske. Det kommer jeg til at se, bare vent. Bloggen slutter formentlig ikke her, men jeg ved ikke hvornår jeg er helt klar til at opdatere fast herinde endnu. I skal i hvertfald bare have tak for al jeres fantastiske støtte. I er fandme verdens allerbedste læsere! Virkelig! Jeg er så pissehamrende rørt over det her, tak!

Det er slut

Jeg ved ikke hvordan jeg skal skrive det her indlæg. Mine tårer løber ned ad mine kinder. Det har de gjort siden søndag hvor jeg landede i Danmark igen. Det er grænseoverskridende og ubehageligt, og det føles helt forkert. Men jeg skal fortælle jer hvorfor jeg ikke blogger længere. P har slået op. Han er gået fra mig. Og jeg er så ulykkelig. Grunden til jeg i december tog en pause var at han allerede dér fortalte mig om hans følelser. Over skype. Vi blev dog enige om at vente til jeg kom hjem med at beslutte noget endeligt, 4 års forhold, en fælles lejlighed og et liv vi altid har drømt om, smides jo ikke ud over skype fordi man er lidt i tvivl, og vi havde jo ikke set hinanden et halvt år. Men det var hårdt. Det var pissehamrende hårdt at være i Kina og ikke kunne gøre noget. Men jeg klarede det sidste stykke tid, jeg fik mine beviser og bestod mine eksaminer. Og så kom jeg hjem. Jeg glædede mig men var også nervøs. Inden i mit hjerte følte jeg vi nok skulle klare den, at vi selvfølgelig klarede den. Vores fohold er jo magisk. Men han fortalte mig at han havde taget sin endelige beslutning. Siden jeg kom hjem i søndags har jeg gennemlevet et helvede. Et sandt mareridt på jord. Jeg troede aldrig man kunne føle sådan her. Jeg har intet spist siden jeg kom hjem, jeg har stort set ikke sovet og jeg græder hele tiden. Jeg tror jeg har grædt mere de sidste dage end hele mit liv til sammen. Jeg ville hellere tage al den smerte jeg har oplevet gennem hele mit liv, lægge den sammen, og opleve det nu, end det jeg går igennem. Det gør så ondt.

Det kan ikke beskrives hvordan jeg føler. Men det er som om nogen har sat ild til mig og jeg kan ikke slukke det. Jeg ryster og er bange. Jeg kaster op om natten og får ikke sovet. Når jeg falder i søvn af udmattelse, for blot et par timer, er det for at vågne op igen med tårer trillende ned ad mine kinder og en følelse af ikke at kunne rumme sig selv, ikke at kunne være i sin egen krop. Og opdage at det ikke blot er et mareridt.

Jeg elsker P, mere end nogen anden. Men nu ligger jeg her, alene, i vores fælles lejlighed, fælles drøm. Minderne omkring mig æder mig op indefra og jeg kan ikke holde ud at ligge her alene. Jeg har kæmpet de sidste dage for at løse det her, for at lade ham åbne sig for mig, og huske på hvor magisk, hvor fantastisk vi altid har haft det, og hvor fantastisk vi igen kan få det. Og sikkert også endnu bedre. Men det hjælper ikke. Han har taget sin beslutning. Og jeg kan ikke holde det ud. Jeg mister det menneske der betyder allermest for mig, og ikke nok med jeg mister ham, så mister jeg hans fantastiske familie, alle de drømme og håb vi havde for fremtiden, vores lejlighed og alt det jeg har tænkt på i Kina skulle blive fantastisk at komme hjem til. Det er væk nu.

Jeg kan ikke holde ud at tænde min computer, jeg har lyst til at slette bloggen, slette facebook og smide min computer ud. Der er simpelthen for mange minder og følelser forbundet med det hele. Jeg kan ikke holde ud at høre musik, det er altsammen noget vi har lyttet til, kysset til og nydt sammen. Jeg kan ikke holde ud at gå rundt i lejligheden, men jeg kan heller ikke holde ud at gå ud i den virkelig verden. Den verden jeg med P har skabt og har haft de sidste mange år. Vores elskede gade, vores netto, vores assistenskirkegård, vores lokale pizzaria. Der er ingen steder jeg kan være uden at være ulykkelig. Alle de minder og følelser kan jeg ikke rumme. Jeg håber sådan han indser at han smider det mest dyrebare han har ud. Nemlig os. Mig og ham. Jeg håber stadig på han træder ind ad den dør, ind ad vores dør og kæmper for mig. Fortæller mig at det ikke kan være rigtigt og at vi nok skal klare den. At han kysser mine læber igen og holder om mig, og at han aldrig giver slip.

Jeg beder hver dag til den gud jeg aldrig har troet på, jeg beder til at P kommer tilbage. Måske han ikke kommer i morgen eller om en uge, men jeg beder til han indser at han smider det bedste væk han har i sit liv, nemlig mig. Jeg beder hver aften om at jeg igen skal få det bedre. Vil I ikke bede for mig også?

Jeg kan ikke holde ud at være, at eksistere. Jeg kan ikke holde ud at skulle til eksamen på mandag og onsdag, jeg kan ikke engang åbne en bog, jeg kan ikke holde ud at gå rundt i vores fælles ting. Jeg kan ikke holde tanken ud om at jeg er kommet hjem og burde have haft den bedste tid nu med dem jeg elsker, men at jeg ikke kan magte at se nogen. Jeg kan ikke holde ud at jeg efter eksamen har knap to ugers ferie, ferie jeg havde planlagt med P, men som nu bliver alene med hjertesorg. Jeg kan ikke holde ud at være i mig selv. Aldrig, aldrig nogensinde har jeg følt så kæmpestor smerte indeni. P og mig var ikke bare kærester. Vi var det bedste sammen. Det var magisk og meget unikt.

Hvis vi er de rigtige for hinanden, så finder han vejen tilbage. Vi finder vejen tilbage til hinanden. Måske der går et halvt år, men hvis det er det der skal ske, så kommer det. Det er grænseoverskridende at skrive det her, det er meget meget personligt og meget privat. Jeg krænger mine inderste tanker og følelser ud. Og jeg blotter mig fuldstændig. Jeg aner ikke hvad der skal ske med bloggen, men lige nu vil jeg allerhelst lukke den. Hvad er der at blogge for? Jeg kan virkelig ikke se meningen med det mere.

Mine følelser skifter fra accept af hans valg, til fuldkommen afmagt og en indre kæmper kommer op i mig: jeg må løse det her. Det skal og det kan løses. Det er et sandt helvede på jord, og jeg kan love jer for det er det værste, det værste jeg nogensinde har prøvet. Jeg får ikke sovet, og slet ikke spist. Jeg kan ikke fastholde mine tanker om noget, og alt giver mig kvalme. Allerhelst ville jeg gerne forsvinde fra jordens overflade, eller tage en pille som fik mig til at sove indtil alt var godt igen. ‘Det går over’ det siger alle. Og tiden læger alle sår. Mit sår er meget stort og meget dybt, og nu synes selv tiden ikke at kunne hele det.

Inden jeg tog til Kina lagde P’s stedmor nogle kort på mig og P’s halve år fra hinanden. Jeg har aldrig prøvet det før, og egentlig aldrig troet på det. Men jeg har tænkt på de kort lige siden. Hun fortalte at vi begge to ville lære så meget af det, at det ville være fantastisk for os og hun blev meget rørt. Det gjorde jeg også. Jeg tænker tit på de kort. Måske er det her meningen? Måske får vi det fantastisk, men måske det kræver et halvt års adskillelse mere? I år er dragens år i Kina, det er mit år. Jeg fik meget at vide at i år er mit år, at 2012 ville blive mit år. Og selvom starten synes at lægge en rimelig rimelig dårlig bund for et godt år, så er det hele måske meningen?

Man kan ikke tvinge nogen til at elske. Og jeg fortjener også en der 100% vil mig, en der elsker mig betingelsesløst og hele tiden. Måske ér det P, men måske han, lige nu, har brug for at komme væk. Det har været et hårdt halvt år for os begge. Han siger han stadig kan mærke en masse tvivl, at han stadig elsker mig og tror på at vi kunne få en fantastisk fremtid sammen, men at den anden følelse er stærkere. Lige nu. Måske en dag han indser at den tvivl han stadig har, det håb, den lyst og de følelser hans hjerte stadig rummer for mig er større end noget andet. Og jeg håber han kommer tilbage.

Jeg har lovet ham at give slip. Jeg kan ikke kæmpe for evigt. Jeg har kæmpet de sidste mange mange dage og jeg har tabt. Ida er her stort set hele tiden, og min mor holder mig i hånden hele vejen. Det betyder meget for mig. Men jeg føler mig stadig kasseret, alene og pissehamrende ulykkelig i hvert vågne minut af min dag. Selv når jeg sover græder jeg, drømmer om det. Det er svært at skrive dette, det er svært fordi jeg ved der er en masse der læser med, som kender mig. Men det er også bare sandheden. Jeg kan ikke længere holde ud at lade folk vente i spænding på den store update omkring min fantastiske hjemkomst. Jeg har haft den mest forfærdelige hjemkomst. Der var ingen kys og kærlighed ingen magisk nat, eller god mad og snak om livet. Ingenting. Det hele blev skiftet ud med sorg, smerte og tårer. Og jeg har haft svært ved at tro på det. Det har jeg stadig, nogle gange får jeg den følelse af at det hele bare er fordi vi er lidt forvirrede, at vi selvfølgelig løser det. Det er jo mig og P. Mod hele verden.

Men det er det ikke længere. P har givet op, jeg må give slip, og nu er det mig mod verden. Alene. Jeg vil ikke undertrykke mine følelser, og det håb der stadig banker i mig. Jeg kan ikke undertrykke at jeg stadig har lyst til at kæmpe med de sidste kræfter der er tilbage i mig, også selvom jeg har lovet at give slip. Jeg kan ikke undertrykke at jeg føler at det hele nok skal gå. Selvom jeg skal arbejde mig videre, kæmpe mig igennem den værste hjertesorg jeg nogensinde har oplevet, så ville jeg lyve for mig selv hvis jeg bildte mig ind at jeg ikke følte en eller anden form for trøst. At det hele nok skal gå. At han kommer tilbage. Det er jeg nødt til jo. Lidt endnu.

Jeg skal snart erkende at han ikke kommer tilbage, det ved jeg. Men jeg er ikke klar endnu. Jeg er ikke klar til at give helt slip. Mine kræfter er sluppet op, for længe siden. De er druknet i jetlag, manglende næring og dyb dyb kærestesorg. De er druknet i de litervis af tårer jeg har grædt de sidste mange dage. Selvom min mor og Ida lige nu siger jeg er stærk, at de elsker mig og jeg nok skal klare den, så føler jeg mig lille og svag. Mindre end nogensinde.

Der er så mange ting jeg gerne vil sige til P, gerne vil fortælle hans fantastiske familie og gerne vil opleve med ham. Men det er slut. For nu i hvertfald. Måske vi ender sammen igen, det er stadig mit håb og min inderste tro. Men jeg har også accepteret at han har truffet sit valg. Et valg jeg ikke kan mærke er rigtigt. Hvordan kan det føles som det mest rigtige i hans hjerte når mit hjerte er ved at gå i stykker? Hvordan kan han ikke give det en chance når han stadig har tvivl, når jeg er klar på at give det 1000 chancer? Hvorfor gør han det her mod mig? Mod os? Jeg har tusind spørgsmål, tusind følelser. P kommer måske, måske ikke tilbage. Men jeg skal lære at leve med det. Jeg skal acceptere at for nu, så er det mig alene. Jeg har en masse som vil hjælpe mig igennem det her, holde mig i hånden og gå ved siden af mig. For turen er jeg nødt til at gå selv. Den bliver fucking lang, og fucking hård. Jeg bliver glad igen, det har min mor lovet mig. Lige nu tror jeg ikke på hende. Jeg føler aldrig jeg bliver glad. Men min mor er den klogeste kvinde på denne jord, og jeg er nødt til at tro på det hun siger.

Hvis I læser med, P’s familie så har jeg noget jeg skal fortælle jer, noget meget vigtigt som jeg måske aldrig kan få sagt til jer i virkeligheden: I er fantastiske. Jeg har altid nydt at tage på landet og nyde en god middag med jer, en hyggelig weekend, og I har betydet rigtig meget for mig. Det gør I stadig. P’s mor, du har hjulpet mig rigtig meget. Måske uden du egentlig ved det, men I har altid åbnet jeres hjem for mig, i tider hvor jeg måske ikke selv havde et. Vi to har haft mange gode timer, med god mad, shopping og biografture. Jeg ville ønske det ikke skulle stoppe. Og måske en dag, hvem ved, kommer det tilbage. Jeres søn er det bedste der er sket for mig, og lige nu skal mit hjerte heles. Det skal hans også. For han er også ked af det. Jeg ville ønske at en mor altid kunne bestemme over sine børn, fortælle dem hvad de skulle føle og gøre, for så ville jeg bede dig om at fortælle din søn at han ikke skulle gøre det her. Men det kan man ikke. Vi er voksne mennesker og P har truffet sit valg. Jeg savner jer allesammen, virkelig meget. Jeg ønsker jer alt godt fremover og håber at vi en dag igen kan holde kontakten. Jeg håber at grunden dertil er at P og mig igen er sammen. Jeg håber at I vil hjælpe os igennem det her lige nu, det er svært, mest for mig, men selvfølgelig også for ham. Og vi har meget på spil. Vi for brug for al den hjælp vi kan få med lejligheden og al den støtte og modstandskraft vi kan til det her. Jeg holder pisse meget af jer, allesammen, I er nogle fantastiske mennesker!

Og P, hvis du læser det her, så kan jeg ikke fortælle dig noget jeg ikke allerede har sagt. Du ved præcis hvad jeg gennemgår og hvad jeg føler. Vi er Chi og P. De to mest stærke mennesker når vi er sammen. Vores kærlighed er ikke bare god, eller fantastisk. Den er magisk. Den magi der lige nu, måske inden i dig, synes at være meget lille kommer tilbage igen med stor kraft. Det er jeg meget sikker på. Og det ved jeg du også er. For det er nemlig sådan med magi, den dør aldrig. Jeg håber vi klarer os igennem det her, jeg holder mit løfte og giver slip nu. Jeg vil fokusere på at komme ovenpå igen, klare mine eksaminer og fastholde en rutine i min hverdag. Jeg vil åbne mit hjerte for at føle lykke igen. For det fortjener jeg. Men du skal vide at det er med sorg i hjertet at jeg må indse at jeg skal give slip. Mit hjerte føles som et stort tomt hul og jeg kan ikke slukke den ild det føles som om du har sat i mig. Du skal vide jeg elsker dig meget mere end nogen anden nogensinde kan komme til. Jeg kommer til at savne en at vugge i søvn, jeg kommer til at savne at ligge mit øre på dit bryst, jeg kommer til at savne at kigge dig i dine store smukke brune øjne og sige ‘jeg elsker dig inderligt, jeg elsker dig altid’, jeg kommer til at savne at handle ind med dig i netto, at lave mad med dig i vores køkken, at se film, gå i biografen, få grineflip og at være der for hinanden. Jeg kommer til at savne vores fantastiske nætter. Det skal du vide. Jeg håber vi er som Ross og Rachel, kliché agtigt som det er, men at vi to finder vejen tilbage til det udgangspunkt vi startede ved. At vi igen kommer til at stå under den varme bruser, holde om hinanden, kysse inderligt og sige ‘jeg elsker dig’ til hinanden, som vi gjorde det allerførste gang. Og har gjort så mange gange siden. Jeg håber vi finder tilbage i vores lille lejlighed på den bedste gade i København og at vi igen finder hinanden. Indtil da, kære søde skat, skal vi finde os selv. Jeg elsker dig, og den smerte jeg føler nu er et helvede. Men jeg kan mærke jeg virkelig elsker dig og det er stort for mig at føle sådan her. At du virkelig har efterladt så stort et indtryk, sat så stort et spor i mit hjerte. Det er jo, lige nu,  pisse hamrende smertefuldt, men det er samtidig fantastisk. At et menneske har gjort så stort indtryk på mig. Jeg elsker dig inderligt. Jeg savner dig uendeligt. Jeg tror på os to, for evigt. Farvel min skat. Farvel kære P.

Og det her, mine søde dejlige læsere er hvad jeg har at sige. For nu. Jeg skal fokusere på at få min hverdag til at hænge sammen. Jeg skal fokusere på at få mit hjerte til at hele. Bloggen vil derfor stå, lidt endnu. Måske lysten vender tilbage. Ligesom jeg håber lysten til mad, søvn, at se venner og at komme lidt ud kommer tilbage. Derfor tager jeg ingen store beslutninger nu. Som min mor altid siger ‘man kan ikke stille skarpt med tårer i øjnene’. Og derfor er det sådan.

Jeg håber I alle sammen vil sende mig en tanke gennem denne meget svære tid. Jeg håber I vil bede for mig, for at jeg skal få det godt igen og klare mine eksaminer. Jeg håber I vil tænke på mig engang i mellem og ønske mig det allerbedste. For det kan mærkes. Helt herhjem hvor jeg ligger alene og græder. Det lover jeg jer for.

 

ps. hold kæft hvor er I fantastiske allesammen. Jeg læser hver en kommentar og den styrker mig. Tusind tak allesammen, jeres støtte betyder alt for mig lige nu!

Farvel Hangzhou

I dag tog vi en taxa ind til en gade med små hyggelige shoppebutikker. Og efter at have brugt en masse penge der og spist god frokost gik turen videre til Xihu. Og for sidste gang. Har været der en del gange efterhånden, i varmt, koldt, mørkt, lyst og nu også meget tåget vejr. Og selvom det var ærgerligt det ikke var mere klart vejr, så må jeg sige at Xihu er smuk i al slags vejr. I dag var der sådan en dejlig ro over at gå en tur langs søen. Der var ikke mange mennesker, luften var frisk og kold, og farverne blev så klare på trods af tåge. Så der nød vi en gåtur. Billedet er af min mor og hendes kæreste. Jeg viser normalt ikke billeder af familiemedlemmer, men det her billede er bare så sødt synes jeg. Så det håber jeg kan give jer alle lidt glæde og varme i denne kedelige kolde januarmåned. Nu ligger jeg i min seng, eller Kristoffers er det faktisk, og skal lukke mine øjne i for sidste gang i denne her lejlighed. Jeg har haft et fantastisk halvt år, og min hverdag her i Hangzhou har været helt ubeskrivelig. Jeg ligger og kigger ud på den smukke udsigt og lytter til musik. Jeg er glad indeni, fordi det her ophold har betydet så meget for mig, og selvom jeg er trist over at skulle forlade det, er jeg også fyldt med lykke og ro indeni. Det er fantastisk. Jeg kommer til at savne det, og på triste dage kan et af mine 2000 billeder formentlig hjælpe på det, men jeg kan også mærke det er blevet afsluttet på en god og helt rigtig måde. Og at jeg er den sidste til at forlade det, til at dreje nøglen om og forlade det føles er bare helt perfekt. I morgen tager vi toget til Shanghai hvor min mor og hendes kæreste skal flyve hjem og jeg skal mødes med de to bedste jeg har, Kristoffer og Anne. Vi skal nyde de sidste dage sammen i Shanghai, og på lørdag tager vi så hjem. Farvel Hangzhou.

Tak

Kære allesammen. Først vil jeg lige sige tak for de fantastisk mange flotte kommentarer i indlægget herunder. Hold da op hvor det varmer. Min mor er i Kina med mig og hendes kæreste. Det er helt fantastisk, og jeg har derfor ikke tid til særlig mange indlæg. Men her kommer alligevel et. Vi mødtes i Shanghai, det var en helt ubeskrivelig følelse at se hende igen. I Shanghai har vi set en masse, shoppet en masse og ikke mindst spist og hygget en masse. I dag tog vi så hurtigtoget til Hangzhou hvor vi har haft en dejlig afslappende dag med lidt mad fra de lokale gadekøkkener, jeg har vist dem lidt rundt i nabolaget og de har fundet sig til rette på hvad der har været mit værelse det sidste halve år. Selv er jeg flyttet ind på Kristoffers værelse. I morgen har jeg planer om at vi skal rundt og se en masse her i Hangzhou, vi skal spise på min yndlingsrestaurant, jeg vil vise dem hvor jeg har studeret og så skal vi ud at cykle lidt. Det er så hyggeligt at have besøg og vise dem rundt. Det giver mig en helt ny kærlighed for Kina at de er så begejstrede. På torsdag tager de hjem, dér vil jeg tage til Shanghai og mødes med Kristoffer og Anne som jeg vil nyde de sidste 2 dage med inden turen går mod Danmark. Og på søndag er jeg hjemme. Jeg kan simpelthen ikke forstå det. På søndag står jeg i døren til min lejlighed igen. Det er helt vildt. Men nu vil jeg nyde de sidste dage jeg har med min mor og hendes kæreste. Måske der kommer et indlæg eller to mere inden jeg rammer Danmark, men hvis ikke jeg får mulighed for det så ’ses’ vi igen lige om lidt. Tak fordi I er verdens allerbedste læsere.

Older posts