Det startede med en polterabend #2 | En læser deler

Læs del 1 her.

”sov du i går….” – var sms’en der forvandlede ferien fra den mest fantastiske ferie til den mest forfærdelige ferie jeg nogensinde har været på.

Han så en anden. Han havde været sammen med en anden, en kollega al den tid vi havde set hinanden og været kærester. I tråden, var der sms’er som ”jeg forstår slet ikke du kunne komme så tidligt op og på arbejde efter så hot en nat”, ”kommer du ikke og hjælper mig med at sætte min polestang op, så giver jeg et nummer på den bagefter”, ”der er bare så meget mere hot i træningscentret på arbejdet når du også er der”, sms’er der stadig, den dag i dag, står printet på min nethinde.

 Beskederne der fik mit hjerte til at galopere og mine tårer til at være ustoppelige. Jeg forstod det slet ikke. Den sidste nat i Rom blev en nat uden søvn, kun hulken, opsvulmede øjne og en tomhed som aldrig før.

Vi skulle heldigvis ret tidligt afsted dagen efter. Så vi stod op, pakkede sammen og tog mod lufthavnen – hele turen hjem var uden ord, kun tomme blikke og tårer fra min side! Den mest forfærdelige hjemrejse jeg nogensinde har haft.

 Men dét var kun starten på et forfærdeligt mareridt.

Jeg sendte ham et brev, da jeg var kommet hjem og dette var brevet:

 

What happened to perfect, what happened to us

Kære *****

Ovenstående sang har stået på repeat siden jeg kom hjem, kun afbrudt af salte tåre og et par knækkede ben under mig. Mine tanker har skiftevis flakket fra minder som fra i sommers på et tæppe på assistens kirkegården, fra vi fulde dansede hjem fra ****. Fra stunder på sofaen, låst i hinandens blikke og til billeder af, at du ligger med en anden og giver hende dét jeg troede var så specielt – som kun var mellem dig og mig.

 Jeg har åbnet mit hjerte, jeg har givet dig min kærlighed, min tid – jeg ville dig så inderligt. Imens jeg fabrilsk har forsøgt at bevise det for dig har du bevidst løjet – og samtidig knust mit hjerte som aldrig før.

Jeg ønskede en fremtid med dig, jeg ønskede at vise dig frem som MIN, jeg ønskede at flytte sammen med dig en dag, jeg ønskede at stifte en hverdag sammen med dig, jeg ønskede at vi en dag lavede vores egen lille familie sammen. Jeg ønskede at JEG blev til VI – til DIG&MIG!!

Jeg sidder her – knap 5 måneder efter jeg har haft det største smil på læben og den mest eksploderende mave af sommerfugle, forelskelse og lykke til nu, at sidde tilbage med et knust hjerte der, jo mere jeg tænker over det hele, blot smuldre mere og mere mellem hænderne på mig. Det gør så ondt, helt nede fra min storetå, hele vejen op til mit hjerte og op i min hovedbund. Lige nu, føles dét at komme ud på den anden side umuligt – jeg kan ikke forstå hvordan du har kunne være tilskuer til, hvor meget jeg har givet mig hen, hvor meget jeg har ofret, hvor forelsket jeg har været, til blot at være så følelseskold og ligeglad, at det eneste du har haft tilovers for dét har været, at knalde udenom.

Som jeg sagde til dig i går, så håber jeg så inderligt at du aldrig, aldrig nogensinde behandler et andet menneske med så lidt respekt, som du har behandlet mig. Et pigehjerte er følsomt – er man ikke mand nok til at passe på det, så skal man holde sig helt væk. Behandler man det ordentligt – så bliver man til gengæld også den lykkeligste mand i universet.

Vi to vil aldrig få et forhold der ville bygge på tillid, troskab, kærlighed, håb og fremtid sammen – det vil altid være overdække af mistillid, ondt i maven, søvnløse nætter og et ”hva’ nu hvis” pustende i nakken konstant.

Du har overtrådt en af mine allerstørste grænser. En grænse jeg før har fået overtrådt, en grænse jeg aldrig troede ville lappes sammen igen – et hul jeg trods alt kom op af, endnu stærkere end før jeg faldt i. Et hul jeg ikke har lyst til at lande så dybt i igen. For jeg er bange for at jeg, denne gang, aldrig ville komme stærk derop fra igen. Tak for den tid vi fik – tak for de minder vi har!”

…. Et brev der umiddelbart virkede som en afslutning, men som viste sig kun at være en (rædselsfuld) begyndelse.

 Fortsættes 

   

Det startede med en polterabend | En læser deler

Søde læsere. Hermed kommer første bidrag til den nye kategori ‘en læser deler’ som I kan læse mere om her. Jeg håber I får glæde af det.

____

Sommeren 2015. Sommeren som i øjeblikket virkede som den lykkeligste sommer og som dén dag i dag, januar 2017 mindes som den mest hjerteskærende sommer jeg ville ønske jeg kunne slette fra kalenderen.

Sommeren 2015 var sommeren hvor det ”at date” fyldte ekstremt meget i mit liv – fyldte på den virkelig positive måde. Jeg mødte en sød fyr på tinder, som jeg havde virkelig god kemi med, men så var den ene på ferie, så den anden, det eneste det blev til det første lange stykke tid var søde snaps og søde beskeder. Men så var der ham her… Jeg mødte ham til en polterabend. Vi landede ved siden af hinanden til morgenmaden og efter meget kort tid kævlede vi løs. Så meget, at vi stort set ikke hørte andet der blev snakket om rundt om bordet.

 Vi skiltes, mændene for sig og kvinderne for sig resten af dagen. Til vores polterabend havde de andre damer godt bemærket vores kemi under morgenmaden. Jeg grinede bare af dem og gjorde både grin med hans navn og hans ”mandepatter”. Ikke fordi han var tyk, som sådan, ”men jeg ledte jo efter den perfekte, ik” og i min (overfladiske) verden havde den perfekte i hvert fald ikke mandepatter.

 Alligevel var der, dagen efter, et eller andet ved ham her, der var lidt specielt, kemien. Jeg mødtes med en veninde og fortalte hende hele historien. Vi kiggede billeder af ham, grinede lidt af hans ”mandepatter”, men besluttede alligevel at skrive til ham.

 Vi skrev uafbrudt, til kl. 04 om natten, vi jokede – ja fortsatte egentlig bare samme kemi, bare over skrift. Det VAR altså specielt. Tinder fyren blev droppet og få dage efter polterabend endte vi på kaffedate. Kemien var der stadig, snakketøjet stod heller ikke stille, jeg ænsede ikke mandepatterne længere. Vi kyssede, vi havde sex. Kemien var virkelig sand.

 Vi blev ved med at se hinanden. Jeg husker tydeligt hans fødselsdag, hvor jeg havde inviteret ham ud at spise på en restaurant. Jeg så ikke en eneste anden i hele restauranten – han havde min øjenkontakt fra vi kom, hele vejen hjem på cyklerne i regnvejr og til vi igen lå under dynerne, fuldstændig optaget af hinanden.

 Brylluppet nærmede sig – vi så mere og mere til hinanden, men besluttede os alligevel for, at holde det hemmeligt, da dét ikke skulle have fokus til selve brylluppet. Det var jo trods alt mange af de samme mennesker, som også havde været med til polterabend.

 Vi var (selvfølgelig) placeret ved siden af hinanden til brylluppet. Hver gang der blev holdt tale nussede vi løs op og ned af benene på hinanden under bordet og som aftenen skred frem, endte vi den ene gang efter den anden, bag naboens hæk, med hede kys,  sommerfugle og ægte sommerforelskelsesstemning i maven. Et par uger efter brylluppet blev vi enige om at fortælle folk vi sås. Folk grinede og samtidig blev det en virkelig hyggelig og sjov start på vores lille eventyr.

 Dagene gik, ugerne gik, vi blev kærester og det blev mere og mere hverdag. For mit vedkommende var hverdagene så travle, at jeg ofte havde dårlig samvittighed over ikke helt at føle mig 100% til stede i et, ellers SÅ nyt forhold.

 Jeg bestilte derfor en overraskelsestur til Rom. Det fortjente han virkelig. En forlænget weekend på et luksus wellness hotel med masser af forkælelse og bare OS tid.

 Vi havde den mest fantastiske ferie. Han havde boet i Italien i 10 år, snakkede italiensk, kunne finde rundt, vi havde ingen planer, vi tullede egentlig mest bare rundt, hyggede os, grinede, flettede fingre, kyssede hver gang vi stod for rødt lys, havde vild kemi overalt – fra restauranten , på gaderne og til under lagnerne. Min mave den kildede, selv i søvne – han var virkelig den helt rigtige.

Den sidste aften i Rom ville vi afslutte den mest fantastiske ferie, som kun havde bidraget med én ting: at binde os endnu tættere sammen. Det endte med, at blive den mest rædselsfulde i hele mit liv…

Fortsættes

En læser deler

En ny kategori her på bloggen jeg synes kunne være hyggelig er ‘en læser deler’. Tanken er, at hvis man har lyst til at dele en historie herinde, anonymt selvfølgelig, så kunne det være mega hyggeligt for os andre at læse og give et lidt frisk pust herinde. Et emne som jeg har oplevet stor positiv respons på, er kærlighed. Når jeg selv har delt datinghistorier, fortællinger om at være single eller kærestesorger, har det været fedt for jer at læse OG for mig at læse jeres små historier i kommentarerne, ligesom jeg elsker at læse andre historier på nettet skrevet af personer der har oplevet det selv. Ja det kan nærmest være sådan terapeutisk. Så ideen er, at man kan dele sin dating/kærligheds/kærestesorgsfortælling herinde og så har vi allesammen mulighed for at læse den og finde trøst eller glæde i den og så kan man dele i kommentarfeltet, som nogengange er det, der er allermest hyggeligt. Om din historie er utrolig trist, meget sexet eller fuldstændig rosenrød vil det være hyggeligt du deler den. Vi er mange der kunne nyde godt af lidt trøst, et godt grin eller bare en pisse romantisk historie. Ideen er, at du selvfølgelig, hvis du har en skide god historie fra dit eget liv om emnet, har mulighed for at være 100% anonym. Hvis din historie er lang, vil jeg dele den i 2 eller 3 dele over et par dage. Som udgangspunkt er ingen historie for lang, for kort eller forkert. Den kan handle om din store kærlighed, din største kærestesorg, en smertefuld oplevelse, skæve pikke og akavede dates, eller hvad du nu har på hjerte omkring kærlighed. Så længe man ikke hænger nogen ud eller deler en historie for bevidst at skade andre, så deler jeg den herinde. Hvis navne nævnes, bliver disse ligeledes anonymiseret. I starten er ideen at det bliver én gang om måneden at jeg deler en læserhistorie. Hvis der kommer mange historier, bliver det selvfølgelig oftere, og hvis jeg ikke får nogen, så bliver ideen i skuffen. Det er jo sådan set op til jer.

Dog har jeg allerede første historie til kategorien og den er pisse god, selvom den også er rigtig grim. Det er sådan en historie jeg personligt selv ville have fundet enorm trøst i, bare at læse, at også andre har stået lige dér, hvor det gør allermest ondt. Historien bliver delt i 3 bidder og jeg er helt sikker på, I vil synes den er rigtig god. Jeg håber det bliver en succes med læserhistorier herinde, for jeg ville synes det var hyggeligt at læse jeres historie. Jeg forsøger at finde en måde I kan sende mig jeres historier helt anonymt, da jeg pt. kun har min private mail. Ofte er historier jo lidt længere og jeg har endnu ikke fundet en måde at modtage lange beskeder anonymt. Indtil videre kan I sende mig dem på mail linegyldholm@gmail.com, hvis I har lyst, og så lover jeg at forsøge at finde en måde at modtage dem HELT anonymt på, så man ikke føler sig nødsaget til at oprette en ny mail, blot for at holde sin identitet anonym 😉 Jeg deler selvfølgelig alle historier helt anonymt, uanset hvordan de sendes. Hvis I kender en metode, så skriv den endelig, og I må også endelig fortælle mig, hvad I synes om ideen? Jeg deler første bid af den første læserhistorie herinde i morgen.

   

One down, one to go

Hej sødeste læsere. Jeg var til bachelor eksamen igår, de af jer der følger mig på snapchat, var med helt fra morgenstunden og hele dagen (I kan følge mig på linesofieg, hvor jeg er mere aktiv end bloggen i denne ‘pause’). Anyway, jeg var rigtig nervøs for eksamen, men på den anden side også spændt, fordi jeg har skrevet en virkelig god opgave, som min vejleder har rost igennem hele forløbet og sagt jeg slet slet ikke havde noget at være nervøs for. Så jeg havde en rigtig god følelse omkring mit projekt. Desværre, som det nogengange er, så havde jeg en censor, som overtog eksamen og valgte at holde fokus på én teori hele vejen igennem, som han tydeligvis var enormt kritisk omkring. Min eksaminator og altså også vejleder, fik stillet 2 spørgsmål resten klarede censor (det er altså en eksamen på en time). Jeg var pisse skuffet over min vejleder ikke tog lidt mere styring og ‘hjalp’ mig. Jeg havde lavet en disposition til dem, som jeg lagde foran dem, på den stod der punkter, hvad jeg kom ind på i mit oplæg og forslag/ideer til punkter til videre dialog, som jeg altid gør. Jeg siger altid, at de selvfølgelig kan bruge det hvis de vil, men så kan de i hvertfald se jeg har gjort mig en masse tanker om det. Det første censor gjorde var, at vende papiret om, så det lå med hvid bagside opad. Av.

Jeg havde spurgt min vejleder ugen forinden eksamen, om de ville bevæge sig udover teorier jeg havde berørt i opgaven og svaret var nej. Det første spørgsmål jeg får fra censor var, hvilken teoretiker jeg ELLERS kunne have brugt. Jeg gik nærmest i stå, for min vejleder havde jo netop sagt, at det kom de ikke omkring. Nå anyway, til sidst måtte jeg spørge, om vi ikke kunne holde fokus på den opgave jeg HAVDE skrevet og ikke alt det jeg KUNNE have skrevet. Jeg synes det er underligt at forholde sig til alt muligt andet. Selvfølgelig skal man kunne stille sig kritisk overfor sine teorier, hvilket jeg også gjorde, men nu havde jeg jo valgt at analysere udfra to teorier, og det havde jeg jo netop fordi jeg mente det gav mening. Nå men efter en times eksamination får jeg det endelige spørgsmål ‘har du noget sidste at tilføje’ og der sad jeg bare med 3 siders håndskrevne noter og guldkorn, jeg slet ikke havde fået lov til at tale om, fordi hele eksamen kom til at handle om EN teori og alt hvad jeg kunne have gjort.

Jeg var ærlig talt pisse ked af det. Jeg følte mig SÅ sikker på 12 eller 10 med denne her opgave og da jeg kom ud derfra havde jeg lyst til at løbe væk. Jeg var ikke engang sikker på de ville give mig 4 for den omgang kritik jeg havde siddet og forsøgt at forsvare derinde. Jeg blev kaldt ind og fik karakteren 7 og en masse ligegyldig feedback. Til sidst brød jeg sammen, og det lyder SÅ plat og langt ude, for 7 er en helt fin karakter, men det var ligeså meget følelsen af at blive total underkendt på min faglighed. Følelsen af, at have brugt et halvt år på en MEGA god opgave, som jeg så slet ikke får lov til at brilliere med, fordi der sidder en gammel mand, og har set sig uenig i én teori. Jeg var bare udmattet. Jeg har læst og læst og undersøgt i én uendelighed og jeg var total kampklar, så det var virkelig en kedelig fornemmelse. Min vejleder gav mig et knus og forsøgte at muntre mig op, jeg var pisse sur på ham. Han kunne have sagt i løbet af al vores vejledning undervejs i opgaven, at dén teori ville de stille sig kritisk overfor, eller at jeg skulle bruge en anden. Han har ikke andet end været enig i mit valg hele vejen, rost mig og opmuntret mig. Så jeg følte mig svigtet i en situation, hvor han skulle have taget styring og hjulpet mig til at vise alt det jeg kan omkring denne opgave.

Nå men jeg snøftede lidt over det. Én ting var karakteren, det var ikke så meget dét egentlig, men oplevelsen og følelsen af at være pisse glad og stolt af sin opgave og så slet ikke få lov til at dele al den viden jeg har tilegnet mig omkring netop dette, det sidste års tid. Det var virkelig et slag. Et par timer senere skulle jeg til et andet møde på studiet, til den sidste eksamen jeg mangler. På vej op til lokalet møder jeg min vejleder og får lige talt 10 minutter med ham. Han syntes at censor havde været alt for hård ved mig, og han havde forsøgt at tale mig til et 10 tal. Han var slet ikke i tvivl om min opgave var til 12 og han var skuffet over censor selv. Det hjalp lidt at høre at han sagde ’så du skal ikke gå op i det med karakterer. Du er pisse klog og den opgave skulle du have haft topkarakter for, han var alt for hård ved dig. Eksamen er også bare et spørgsmål om held. Nogengange får man en censor som din i dag, andre gange en anden. Det er fuldstændig ligegyldigt hvad der står på det projekt, for du er færdig lige om lidt og du er hamrende dygtig’. Så fik jeg et knus mere og det hjalp lidt på humøret. Men jeg er stadig lidt ked af han ikke som eksaminator bad censor om ikke at stille en milliard spørgsmål og styre eksamen på den måde, det er IKKE hans eksamen, selvom han gerne må stille spørgsmål. Anyway, lang forklaring. Jeg fik 7. Det er ikke det jeg eller min vejleder havde forventet, men jeg er faktisk stolt af det 7-tal, når jeg tænker på den times krydsforhør med censor, hvor vi tydeligvis var helt uenige om den ene teori det hele kom til at handle om. OG selvfølgelig, vigtigst af alt, så er jeg DONE med bachelor.

Status er nu, at jeg mangler én eksamen. Det er den absolut værste og jeg er hamrende nervøs. Så nu kommer al tiden til at gå med at læse op til den alt hvad jeg kan, for jeg skal bestå! Jeg glæder mig til at vende tilbage herinde med en helt ny titel og I må meget gerne krydse alt hvad I kan for at den allersidste eksamen går som den skal. Jeg glæder mig virkelig til at vende tilbage herinde med en masse ny energi og kreativitet. Lidt endnu og så er jeg klar. Tak fordi I stadig er med derude, det betyder rigtig meget for mig <3

Eksamensangst niveau – 100

screen-shot-2017-01-12-at-12-55-30

 

Sådan en samtale her finder sted, når man sidder med eksamensforberedning op til begge ører, og er absurd eksamensangst. Jeg har en coaching på mandag, som netop skal hjælpe mig med dette. Det glæder jeg mig meget til, selvom den brændende fornemmelse i maven lige nu fortæller mig INTET hjælper før de eksamener er overstået, så er jeg spændt og håber virkelig på det giver mig lidt ro. Jeg tænkte igår på, at jeg har været til en million eksamener gennem de sidste mange mange år, jeg mangler nu kun 2, så det burde jeg kunne klare. De allersidste 2 eksaminer. I min forberedelsestid finder jeg rigtig stor trøst i min veninde, som har præcis samme ubehagelige angst omkring eksamener som mig (og som SÅ mange andre – det burde fandme forbydes). Jeg lover mere aktivitet på mine platforme efterfølgende, men indtil da, vil I så ikke krydse alt hvad I har for jeg klarer mine eksamener, og kommer rigtig dejligt ud på den anden side? Jeg er sikker på det vil hjælpe mig hele vejen herhjem, hvor jeg sidder og sveder over teorier og paragraffer.

Januar, måneden der bare skal overstås

Mange har det stramt med januar. Vejret er gråt, vådt og koldt, regningerne er ofte flest og dyrest i januar, ligesom måneden er ualmindelig lang. Og så er der selvfølgelig ofte det med, at folk starter med at træne, på kure og en masse andre nytårsforsæt, som ofte er både hårde, kedelige og pressede at få ind i hverdagen. Måneden kommer lige efter en dejlig juleferie fyldt med mad, konfekt, vin og festligheder og i det hele taget er januar bare en led måned. For mig er januar 2017 den værste januar nogensinde, vil jeg sige.

Jeg bliver nemlig færdiguddannet i januar. Det i sig selv er jo på ingen måde en skidt ting, tværtimod ville de fleste nok mene, men den største grund til, at det ikke er noget særlig fedt er, at jeg skal til 2 mundtlige eksamener. Jeg hader eksamener, sådan at jeg siden vi skrev januar i kalenderen, har haft kronisk ondt i maven, kvalme, søvnløse nætter og uro. Jeg er utrolig angst ved eksamener og tanken om, at jeg skal klare det, jeg skal bestå for det er absolut sidste eksamener, det gør mig endnu mere angst.

Jeg har ikke mere SU, jeg er done. Ligesom jeg er fuldstændig færdig med at læse. Jeg orker ikke flere teorier, bøger, eksamener, SU osv. Jeg vil gerne ud af det system, og jeg glæder mig faktisk til at få et fuldtidsjob. Jeg glæder mig til at have travlt med et job jeg (forhåbentlig) elsker. Og egentlig så glæder jeg mig bare allermest til at være færdig som studerende. Jeg har gået i skole siden jeg var 5-6 år gammel. Jeg er 28. Jeg føler ikke længere jeg hører til i kategorien ’studerende’ mere, eller jeg glæder mig i hvertfald til at være ude af den. På den måde bliver januar jo også (forhåbentlig!) en fuldstændig fantastisk måned, der kommer til at markere noget helt særligt. Men først skal jeg igennem helvede (som det er for mig om ikke andet) nemlig to mundtlige forsvar, her hvor det ene er min bachelor.

Jeg skal på min allerførste skiferie i starten af februar, noget jeg burde glæde mig til. Men jeg kan simpelthen ikke mærke andet end den angst over de eksamener, så først når de er helt overståede, så kan jeg begynde at glæde mig til de dejlige ting der skal ske.

I må meget gerne krydse fingre for, at jeg kommer rigtig godt igennem måneden. Jeg vil forsøge at opdatere herinde engang imellem, men som nævnt før, så vil de fleste af mine vågne (og desværre også dem hvor jeg sover) timer, gå med eksamen. Jeg glæder mig til noget fornyet energi herinde og håber I hænger ved endnu. Jeg ønsker jer en dejlig januar, og hvis vi ikke når at ’snakkes ved’ så meget inden, så skal jeg i hvertfald nok skrive herinde når jeg er færdig 🙂

   

Nytårsforsæt, 2017

Jeg har egentlig aldrig gjort mig så meget i nytårsforsæt, men jeg synes faktisk der er noget fedt over det. Man kan jo altid sætte sig nogle nye mål, uanset hvornår på året, men man får en følelse af, at man kan starte på en frisk, blot fordi et tal er skiftet ud. Derfor tænkte jeg, at I år vil jeg lave en liste til mig selv, med nytårsforsæt. Jeg er ikke hende, der bliver enormt skuffet, hvis jeg ikke overholder dem alle, men det er en motivation, og nu har jeg skrevet dem ned både her og på en tavle derhjemme.

Blive færdig med min uddannelse (jeg har mine sidste eksaminer denne måned, så er jeg færdiguddannet)

Finde et job jeg bliver rigtig glad for og få min første rigtige ‘voksenløn’

Spare penge sammen. Det er jeg enormt dårlig til, så 2017 bliver året, hvor dét vender.

Elske mig selv og stoppe med at være så enormt selvkritisk. Det er virkelig ikke noget, der bidrager til lykke.

Træne fast og altså ikke kun i perioder. Om det bliver 7 gange om ugen nogle uger og 3 gange andre, gør mig intet. Men at jeg i slutningen af året kan se et fast mønster i mine træningsrutiner og, ikke mindst, at finde glæden ved træning.

At rejse. Jeg plejer at rejse hvert år, men har ikke rejst så meget, som jeg gerne ville i 2016. I år skal jeg rejse minimum 3 gange. Jeg skal på skiferie (for første gang i mit liv) i februar, så skal jeg til Budapest med Mattis engang i foråret, og så er vi ved at planlægge en tur til sydens sol, mig, Mattis og to af vores venner. Så jeg tror på det holder.

At begynde at spille bordtennis. Mattis og jeg har fundet ud af, at vi synes det er pisse sjovt at spille bordtennis sammen, og vi er derfor blevet enige om, at det er noget vi vil gøre til en fast ting sammen, måske en gang om ugen. Det er både sjovt og faktisk fysisk hårdere end man tror. Mange tror det bare er hygge, men altså man får både pulsen op og sved på panden, så det er en god måde at få kærestehyggetid sammen, samtidig med at bryde træningsrutinerne, med lidt sjov sport.

At lære at ting tager tid. Jeg er en meget utålmodig type, og jeg skal simpelthen lære, at en opsparing ikke vokser med 50.000 kr. om dagen, med den indkomst jeg har, at resultater fra træning ikke sker over natten,  osv. Ting tager tid og jeg vil gerne blive bedre til at bevare motivationen, også selvom jeg synes at ‘efter 2 uger burde der da være sket SÅ meget’.

Arbejde med min frygt. For tiden har jeg enormt mange mareridt og det er oftest i perioder, hvor min angst og frygt fylder rigtig meget. Jeg vil gerne blive bedre til at håndtere disse følelser, da jeg tror på, at det vil bidrage til en mere rolig hverdag og ikke mindst noget nattesøvn, som ikke er fyldt med død, bilulykker, utroskab, svigt, og alt muligt andet forfærdeligt.

Lave videoer på min youtube. Jeg startede lidt op med det, men blev slået ud efter kort tid (det skal jeg nok komme ind på på et tidspunkt). Jeg synes det var sjovt og lidt anderledes end altid at skrive ting, og så virkede det som om I syntes det var hyggeligt med lidt film. Så det starter op igen efter mine eksamener, som vil fylde det meste af måneden.

Så.. det var vist det. Måske jeg ikke kan klare dem alle, men jeg vil forsøge 🙂 Har I nogle nytårsforsæt, eller synes I det er noget pjat?

Utroskab.. hvor er det pinligt!

Endnu et indlæg om utroskab. Det er slet ikke fordi jeg oplever de tanker eller følelser i mit forhold nu, men jeg læser ofte om kvinder, hvis mænd ikke er helt ordentlige. Måske de lige har hentet tinderappen bag deres ryg, måske de flirter ‘uskyldigt’ med deres lækre kollega, måske de har haft en affære gennem flere år, måske de kommer til at kysse på en sød pige i byen, når alkohol er indblandet. Uanset hvad det er, så kan jeg sætte mig ind i den følelse af svigt, den smerte i maven og det forfærdelige helvede utroskab er. Men dette indlæg skal egentlig handle om nogle andre følelser omkring utroskab, som jeg selv har haft omkring det.

Jeg har nemlig altid følt det var pinligt. For mig. Altså pinligt at skulle sige til nogen at ‘min kæreste var mig utro’. Jeg følte det sagde noget om mig, at jeg måtte være en kedelig kæreste, eller på anden måde manglede noget, som gjorde det ‘okay’ for min kæreste at være mig utro. Jeg har egentlig altid haft svært ved at sige det til folk, og i bund og grund handler det om, at utroskab, for mig, har givet mig følelsen ‘hvorfor gjorde han det? Hvad gjorde jeg forkert, siden han fik den lyst?’. På den måde har jeg ikke mærket den vrede overfor min ekspartner jeg burde, men i stedet nogle gange oplevet det modsatte, nemlig forsøgt at ‘gøre mig bedre for hans skyld’ fordi det har givet mig den grundlæggende følelse, at noget måtte være galt eller mangle med mig.

Når jeg læser om eller får fortalt, at en anden har oplevet utroskab, så tænker jeg aldrig ‘ej hvad mon der er galt med hende, hvis hun havde været sød, sjov, udadvendt, sexet osv., så havde han nok ikke gjort det, hun må have været en kedelig kæreste’, ALDRIG. Jeg tænker altid at han er en fucking idiot, og at hun ikke fortjener det. Men det har taget mig helt enormt lang tid at sige til mig selv. Hvis jeg har talt ekskærester med en ny kæreste, har jeg ikke haft lyst til at sige det endte fordi han var mig utro, men fordi vi ‘blev enige om det’ eller andet i den dur. Jeg har altid tænkt, at en ny (potentiel) partner ikke skulle have tanker om mig som ‘okay, gad vide, hvad hun er for en pige, når hendes eks valgte hende fra til fordel for en anden.’

Det var IKKE min skyld min ekskæreste(r) var mig utro. Ingen af gangene. Jeg er ikke en dårlig eller kedelig kæreste, jeg er ikke forkert. Det er IKKE pinligt for mig, men for ham, for dem. For dem der er utro. Det siger ikke noget om kæresten derhjemme, det siger noget om kæresten, der svigter på den måde. Uanset om det er en kvinde eller en mand der er utro, det er simpelthen forkert og jeg vil aldrig nogensinde tillade mig selv at tænke, at det nogensinde var min skyld at en ekskæreste var mig utro og svigtede mig. Jeg ér en god kæreste, en dejlig pige, en keeper, det er pinligt for DEM!

Hvis I sidder derude og har haft eller har lignende tanker, så vil jeg sige det samme til jer! Det er ALDRIG jeres skyld!

Rigtig godt nytår, I kan stadig nå det!

classic-black

Godt nytår til jer alle. Jeg har en masse indlæg klar til jer her i det nye år, men dette indlæg skulle egentlig blot være en reminder, til de af jer der ikke nåede at få et DW ur med inden jul, så vil jeg bare fortælle jer, at koden på 15% gælder til d. 15 januar. Nu hvor lønnen er gået ind, følte jeg tidspunktet var det rigtig at sige det på. Jeg vil ikke sige så meget mere end det, og så håber jeg selvfølgelig I havde det mest fantastiske nytår og får en dejlig første dag i 2017 uden alt for mange tømmermænd.

Koden er MICONFESION15 og giver som sagt 15% på alt på Daniel Wellingtons hjemmeside indtil d. 15 januar. Rigtig god shopping. Sponsoreret.

   

Lille Wilma

untitled-1

Instagram.com/wilma.the.frenchie

En lille status på Wilma, vores lille hund. Måske ikke noget nogen overhovedet finder interessant, men så er det skrevet ned til os selv om ikke andet. Wilma er nemlig den dejligste, smukkeste, sjoveste, skøreste og mest kærlige lille bombe sammen med os (og en håndfuld andre mennesker hun kender). Problemet med Wilma er både mentalt og fysisk. Vi kæmper en kamp med hende.

Fysisk startede Wilmas problemer da hun var kun 4 mdr. gammel. Hun begyndte at tabe hår omkring øjne/mund og klø sig enormt. Vi tog til dyrlæge, som behandlede med noget i 1 måned uden effekt. Siden da var vi til dyrlæge over 2,5 måned, hvor Wilma fik den ene slags medicin efter den anden. Både sprøjter, blodprøver, antibiotika, anti-kløe piller med binyrebarkhormon osv.,i mange forskellige slags. Noget behandling havde en smule effekt, men ikke nok, det meste af behandlingen havde allermest effektiv effekt når det kom til at gøre Wilma træt, sløj, utilpas osv. Efter 2,5 måned hos dyrlæge måtte de give op på Wilma og henvise os til en hudspecialist. Stakkels lille Wilma, som stadig på dette tidspunkt var syg, havde levet alt for mange af sine hvalpemåneder på medicin og nu skulle igennem endnu et dyrlægebesøg. Det gør så ondt i hjertet på mig.

Jeg tog til specialist med Wilma for knap 3 uger siden, hun tog et hudskrab omkring hendes mund, og konstaterede hårsækmider. Dette er noget hvalpe får, når de dier hos moderen. Da Wilma allerede havde fået 3 slags medicin mod dette, har vi nu fået udleveret et 4. og meget stærkt medicin. Nemlig noget vi skal vaske hende i, som skal blandes op med vand, 1:10. Det stinker af terpentin og man skal give hende det udenfor, da det er så kraftigt. Inden man vasker hende i det, skal hun have nogle beskyttende øjendråber, hvis der skulle komme lidt i øjnene. Vi skal give hende denne ‘kur’ en gang om ugen. Vi har nu givet hende 2 gange og efter sidste behandling blev hun simpelthen så syg, at vi ikke har turde give hende det siden. Hun blev helt anderledes, deprimeret, trist, kvalme, sov hele tiden, ville ikke spise og virkede slap og helt uden for rækkevidde. Vi kontakter vores dyrlæge, som er gået på ferie indtil januar, og derefter ringer vi rundt til ikke mindre end 4 dyrlæger, som ikke kender produktet vi bruger til Wilma og derfor ikke kan svare os på om det er ‘normale’ bivirkninger, som ikke er skadelige, eller om det er helt forkert og vi skal stoppe straks. De tilbyder dog alle (selvfølgelig) at kigge på Wilma, og jeg vidste godt det blot ville være et kig, lyt på hjertet, skånekost og en regning på 1500 kr. med hjem. For ikke at tale om stakkels Wilma, som efterhånden er så bange for dyrlæger, at de må give hende mundkurv på og bedøve hende når vi er der. Nej tak. Vi gav hende ro og på 4. dagen var hun frisk igen.

Dog skulle vi have givet hende endnu et af de bad i tirsdags, hvis vi skulle følge speciallægens anvisning, og da vi ikke kan få råd fra vores speciallæge som jo er på ferie, tør vi simpelthen ikke give hende det igen, efter sidste omgang. Hendes tilstand ift. sygdom er betydelig forværret. Hun er nu næsten skaldet omkring øjne og mund, hvor hun også har sår og huller af at kradse. Vi forsøger at give hende en dragt på, så hun ikke får kradset sig så meget, så smører vi med klorhexidin, der hvor der er sår hver aften og holder det rent. Vi venter nu, med ondt i maven, til det bliver mandag, hvor vi kan ringe til lægen og få hjælp.

Derudover er der det mentale. Wilma har været syg så længe og desuden altid en lidt forsigtig hund, at det har udviklet sig til et alvorligt adfærdsproblem. Hun er nemlig utryg ved ukendte mennesker. Det startede med en smule utryghed omkring børn, så blev det mennesker i mørke og nu er det alle mennesker hun ikke kender. Vi kan knap nok få gæster, fordi Wilmas reaktion er så voldsom. Vi har haft to adfærdsbehandlere ind over, uden effekt, og vi har forsøgt at arbejde intenst med det. Hun er nemlig den dejligste, gladeste og mest kærlige hund, når man har vundet hendes hjerte, men dette tager lidt tid. Jeg er træt og udmattet og jeg kan ikke holde ud, min lille hundehvalp har haft det skidt i så lang tid. Jeg gør det bedste jeg kan, giver hende det bedste jeg har. Vi har været nødt til at tale om hendes adfærd ift. når vi en dag skal have børn, dette bliver jo i hendes levetid. Vi skal have en hund, som kan med alle mennesker. Vi skal kunne have gæster, børn som voksne, holde fødselsdage osv., og have en hund, vi er 100% trygge ved. Selvfølgelig for vores og alle andres skyld, men i dén grad også for Wilmas. Hendes reaktion (knurre og gø voldsomt af gæster) er jo fordi hun er pisse utryg, og det har jeg ikke lyst til at byde hende. Men tanken om ikke at have Wilma gør fysisk ondt allevegne. Hun er simpelthen sådan en vidunderlig hund og jeg har ikke lyst til at undvære hende.

Vi har dog været nødt til at tale om det, og om hvad vi gør, hvis ikke vi kan rette op på det her. Alt er prøvet og vi prøver fortsat alt det, som vi tror på hjælper. Vi valgte den franske bulldog race, netop fordi de skulle være gode til alle slags mennesker, nemme at have med rundt ift. sind og størrelse og ekstra gode til børn. Den perfekte hund til førstegangsejer OG den perfekte familiehund. Vi valgte en med lange ben og snude, så der ingen problemer skulle være med vejrtrækning eller ryg. Det er så også det eneste der ikke er. Hendes fysiske tilstand har unægteligt forværret hendes mentale over de sidste mange måneder, og vi føler os magtesløse. Jeg er ked af jeg ikke kan hjælpe min lille hundehvalp, jeg føler jeg i dén grad fejler.

D. 10 januar har jeg igen tid til et skrab hos speciallægen, og jeg har sagt til Mattis, at han er nødt til at tage med. Sidste gang sad jeg med en klump i halsen og tårer på vej ud af øjnene hele tiden. Jeg kan ikke holde det ud, alt det hun skal igennem, jeg vil bare gerne give hende det allerbedste. Lige nu ligger hun mellem mine ben under et tæppe på sofaen.

Undskyld lille Wilma, undskyld jeg ikke kan tage din sygdom og frygt væk og passe på dig. Jeg ville gøre alt i verden for du skulle have det godt hele tiden <3

27 år – en fødselsdag

img_0831

Kære søde læsere. Jeg tænkte det var på tide med en lille status på, hvordan det hele går herhjemme. Som jeg skrev i dette indlæg, ville jeg tage en lille pause herindefra, med et par få indlæg måske. Og det har jeg gjort i en måneds tid nu. Siden sidst har jeg holdt jul, ferie og fødselsdag og jeg ville lige komme med et indlæg først, hvor jeg fortæller lidt om den fødselsdag, jeg holdt for Mattis.

Mattis havde fødselsdag d. 27, hvor han fyldte 27 år. Jeg havde arrangeret en dag for ham, som jeg tænkte ville være lige ham. Jeg havde pyntet hele lejligheden med heliumballoner og to store folieballoner med tallet 27. Jeg lavede hans yndlings smoothie bowls, chai te, juice og blødkogte æg, og så vækkede jeg ham med sang og lys. Til morgenmaden fik han nogle gaver, en af dem fra mig. Mattis er et stort konkurrencemenneke, og sindssygt dygtig til det meste han kaster sig ud i, ligesom han elsker at være aktiv. Derfor skulle han selvfølgelig have en dag FYLDT med konkurrencer og aktivitet. Jeg havde lavet et kort med plan over dagen, hvad tid vi skulle dyste i forskellige discipliner, med indlagte pauser til frokost og kaffe. I var SINDSSYGT mange, der tog skærmbilleder af gaven på dagen, så jeg tænkte at skrive om den her, hvis det er fordi I kan bruge det som inspiration. Derefter fik han et sæt tøj, han har ønsket sig i flere måneder, og det tror jeg slet ikke han regnede med også at få. De forskellige udfordringer havde et antal stjerner ud for sig, disse stjerner gav guldchokolademønter og den der sidst på dagen havde flest guldmønter, ville vinde dagens dyst og dermed også præmien. Efter han havde læst planen, gav jeg ham gaven ‘da han skulle være godt klædt på til at dyste med mig hele dagen’.  Han blev SÅ lykkelig, det var virkelig dejligt. Efter mogenmaden tog vi et bad og gjorde os klar, og så startede vi ud med en times Rocket League, som er vores yndlingsplaystationspil. Her skulle vi dyste mod hinanden i alle de runder vi kunne nå på 1 time. Jeg lagde stærkt ud, med at vinde de første 3 runder, og jeg var sikker på at sejren var hjemme, men så endte han alligevel med at hive de efterfølgende 5 runder hjem. Mattis vandt derfor dagen første dyst med 3 guldmønter.

Derefter stod den på en halv times blackjack, som vi spillede mens vi nød en stor kop chai te, og den vandt Mattis også, dog kun med 2 point, så det var lidt ærgerligt. Her hev han yderligere 2 mønter hjem. Vores 3. udfordring var at spise snøre på tid, vi havde 10 hver og igen vandt Mattis, SÅ irriterende. Jeg havde dog den bedste teknik, men endte ofte med at få det næsten galt i halsen og derfor spytte det ud, så på den måde havde Mattis en masse tid til at få hans snøre spist. Damn. Her fik han 3 guldmønter og dvs. han nu førte med 8 guldmønter mod mine 0. Det så sort ud for mig. Efter en lækker frokost, lidt leg med heliumballonerne (selvfølgelig) og en iskold cola, gik turen videre til dgi byen, hvor den stod på bordtennis. I denne her udfordring følte jeg at jeg havde en fordel, jeg er nemlig rigtig god til bordtennis og har også gået til det nogle år, så den skulle simpelthen være hjemme. Mattis har ofte fortalt han er SÅ dårlig til lige netop bordtennis, så det havde været pinligt, hvis jeg havde tabt den. I kan tro jeg var nervøs, da vi gik igang. Vi havde bordet i 5 kvarter og spillede alle de runder á 21 vi kunne nå. Jeg vandt 8-1 af runderne og hev derfor 5 guldmønter hjem. Nu stod det altså 8-5 til Mattis.

Det næste på programmet var hemmelig dyst, så vi startede med at køre på en café og spise lidt mandler og oliven og drikke en stor lemonade hver, så vi var ladt op til det næste, som han ikke havde en idé om hvad var. Han fik derfor bind for øjnene, da jeg kørte ham ud til Amager Actioncenter, hvor vi skulle køre gokart. Her stod min lillebror og hans kæreste klar med flag, da de både er mine bedste venner og familie og også blevet nogle af Mattis’ bedste venner, så jeg havde arrangeret at de også som en overraskelse skulle være med i dagens dyst herfra. Jeg førte ham ud af bilen, og foran ham stod de klar med flag, han blev SÅ overrasket og glad da han så dem stå der, foran gokartbilerne, der susede rundt, og jeg tror aldrig jeg har set så meget glæde lyse i nogens øjne. Jeg havde bestilt banen til os i 40 minutter og her dystede vi om hurtigste omgangstid. Af os alle 4 vandt Mattis den hurtigste omgangstid og det gav ham derfor 6 guldmønter mere. Nu stod det 14-5 til Mattis og jeg havde nu faktisk ikke rigtig en chance for at vinde.

Vi havde en time mellem gokart og næste hemmelige dyst, hvor vi blev i centeret og spillede bordfodbold og kæmpede om at være stærkest på sådan en boksemaskine. Jeg fortalte så Mattis, at min lillebror og hans kæreste også skulle være med i næste dyst, så det blev han rigtig glad for. Han fik atter bind for øjnene og vi kørte mod Bowlingcenter på Amager. Her dystede vi, som ved gokart, også både internt og mellem os alle 4, og her hev min lillebrors kæreste sejren hjem mellem os alle, og Mattis lå på en 2. plads, så dvs. han igen vandt vores interne duel. Mattis havde nu 19 guldmønter mod mine 5, og han havde derfor hevet sejren stort hjem.

Så tog vi hjem til os bagefter, hvor jeg havde sørget for pizza, øl, drinks og snacks og selvfølgelig præmieoverrækning. Der var en præmie mellem Mattis’ og min dyst, så var der en præmie til vinderen af gokart og en præmie til vinderen af bowling. Mattis vandt en lækker rødvin og et gavekort til en biograftur med popcorn+sodavand for vores dyst gennem dagen, min lillebrors kæreste vandt et gavekort for 2 til en brunchbuffet og en plade chokolade, og min lillebror fik Mattis’ præmie for gokart, fordi de lå så tæt i tid og Mattis havde fået så mange gaver hele dagen, at det synes han ligesom var på sin plads. Dette var to store specialøl og noget lækker chokolade. Så alle var glade. Vi spiste pizza og drak os fulde, dansede, dystede videre i forskellige spil og så omkring kl. 00.30 sendte jeg dem videre i byen (jeg var selv fuldstændig kvæstet) hvor de først kom hjem kl. 5. Så jeg tror ikke jeg kunne have givet Mattis en bedre dag. Det var simpelthen så dejligt at overraske ham på den måde, og hans øjne lyste igennem hele dagen. Jer der fulgte mig på snapchat, var lidt ‘med’ igennem dagen, men jeg deler lige snapchat story med jer, der ikke har set den her. (Hvis videoen er svær at se i indlægget, fordi den er stor, så lav den til fuld skærm, så kan I se hele billedet)

Jeg håber I har haft en rigtig dejlig jul.

MIINTO CHRISTMAS SALE

untitled-21. here  |  2. here  |  3. here  |  4. here  |  5. here  |  6. here  |  7. here  |  8. here  |  9. here  |  10. here 

Der er ikke længe til jul, og det betyder, at man skal til at sætte ind, hvis man vil have fat i sine sidste gaver. Miinto kører et helt vildt lækkert Christmas Sale, som kun gælder i dag d. 15 december og slutter fredag d. 16 december midnat. Hvis jeg havde råd, så købte jeg alt på kollagen, Miinto har simpelthen så mange lækre ting. Man får helt op til 60% rabat på tusindevis af varer, så der er virkelig nogle gode priser. Jeg har selv købt nr. 1, jeg havde aldrig troet jeg ville falde for en rød velour sweatshirt, men sådan kan der jo ske så meget 😉 Jeg ville lige smide tippet i jeres retning og ønske jer rigtig god shopping.

Sponsoreret indhold.

Ikke-navngivet-2