Smukke Norge – Skitur til Gaustablikk

img_2173 img_2188 img_2194

OLYMPUS DIGITAL CAMERA

img_2200

p2120037 p2120078 p2120091 p2120097 p2130213 p2130255 p2140324

Som I måske ved, var jeg på skiferie for en uges tid siden. For allerførste gang. Jeg var virkelig spændt, og havde glædet mig. Jeg havde besluttet mig for, at jeg da skulle på snowboard. Jeg havde godt hørt det skulle være svært, men jeg havde jo ikke noget at sammenligne med eller forholde mig til, så hvorfor ikke starte der. Jeg gav dog hurtigt op, og vi besluttede at ski ville gøre ugen lidt sjovere at kaste sig ud i. Det skulle hurtigt vise sig, at ski ikke lige var mig. Ikke fordi jeg ikke havde lyst, eller kunne have haft et okay talent for det, men fordi mine akillessener er korte og usmidige, så der gik maks 15 minutter, så var mine ben i så kraftige kramper, at jeg måtte ned på knæ og have støvlen af. Suk. Jeg prøvede flere forskellige støvler, forskellige størrelser osv., og det gik bare ikke. Så jeg fik faktisk ikke stået særlig meget på ski. Til gengæld nød jeg den smukke smukke natur, min flotte mand, der i den grad godt kan både ski og snowboard og bare hygge. Jeg var virkelig blæst bagover over den enormt smukke natur. En af dagene var Mattis og jeg på toppen Gastatoppen, som er et bjerg. Turen derop foregik inde i bjerget med en fuldstændig sindssyg elevatorlignende ting, bygget for hundrede år siden. Den knirkede og knagede, lyset tændte og slukkede og man kunne se lodret ned ad bjergsiden inden i bjerget. Jeg var simpelthen så bange, hele min krop spændte op, jeg fik svært ved at trække vejret og jeg græd. Mattis siger han aldrig nogensinde har set mig så angst, det er virkelig også noget af det mest ubehagelige jeg nogensinde har prøvet. Så i stedet for at tage turen ned igen (fuck nej jeg skulle ikke ind i den sindssyge elevator igen) så gik/kælkede vi på numsen hele vejen ned ad bjerget til parkeringspladsen. Det var så smuk en tur og vild en oplevelse. Alt i alt var det en rigtig fin uge, og meget smuk.

Vi har talt om at tage en forlænget weekend på ski, hvor jeg så inden da har trænet op et stykke tid og vi finder nogle støvler, som er rigtig gode for mig. Jeg kunne faktisk virkelig godt tænke mig at prøve det rigtigt.

Jeg har også filmet en film, fra det meget meget smukke Norge og vores skitur. Hvis I ikke har set den endnu, kan I se den her. Men husk at se den i HD, ellers er den ikke så meget værd. Har I nogle gode råd når man har problemer med at stå på ski?

   

Hvorfor skiftede jeg studie? – Noget om kinastudier (og en masse billeder fra Kina)

KINASTUDIER

iphone5

Jeg blev færdig som socialrådgiver i slutningen af januar, så nu er jeg ledig og klar til at få et rigtig voksenjob for første gang. Jeg har virkelig været under uddannelse længe, som dem af jer der har læst med herinde kan huske, så startede jeg mit første studie på Københavns Universitet, hvor jeg kastede mig ud i at læse kinesisk. Jeg valgte det studie mest af alt, fordi min daværende kæreste havde en thing for asiatisk kultur og da jeg så så, at et ophold i Kina var en del af uddannelsen, så faldt valget på dette. Jeg har altid været ret god til sprog, så det faldt egentlig ret naturligt at vælge en uddannelse, hvor jeg skulle lære et nyt sprog. Kinesisk var et fuldstændig vanvittigt spændende og sindssygt sprog, jeg fik virkelig mit arbejde for. Du har nu pludselig ikke et alfabet at forholde dig til, men skal nu lære at læse, skrive og forstå tegn. Hvis jeg skrev et kinesisk tegn eller sætning til jer her nu, f.eks. 你好 (som betyder hej), så ville man ikke ane, hvordan fanden man skulle udtale en masse sammensatte streger. Derfor lærer man Pinyin, som er det mest mest brugte romaniseringssystem til standard mandarin. Her ville 你好 oversættes Nĭ hăo,og her skal man ikke bare lære at læse Ni hao, men som I kan se er der nogle accenttegn over nogle af bogstaverne, som er de kinesiske toner. Der er 4 toner og en neutral, og disse sikrer man udtaler ordet korrekt. Puha, så langt så godt. Det betyder altså, at et ord som f.eks. ma, kan udtales mā má mǎ mà eller ma. Alt afhængigt af udtale og sammensætning er samme ord forskellige ting. Et eksempel som mange havde svært ved er tallet 4. Tallet 4 har dette tegn 四 og udtales sì (med en 4.tone), udtaler du derimod ordet med en 3. tone som er sǐ 死 (samme ord, forskellig accenttegn og dermed tone) så betyder det død. Af denne grund er tallet 4 også betragtet som et ulykkestal i Kina, bare lige en sidebemærkning. Det er sgu ikke nemt og pludselig føles det som at lære flere sprog, for når du har styr på toner og pinyin, så skal du koble det til tegn og for at give et eksempel på, hvor komplicerede tegn også er kan vi tage udgangspunkt i 你好 (ni hao) som betyder hej/goddag. Hvis man skulle oversætte begge tegn står der faktisk du 你 god 好 – ni betyder du og hao betyder god. Men sammensat betyder det hej. Så disse to tegn kan også bruges i mange andre sammenhænge og betydningen vil derfor være en anden. 

Uden det skal blive alt for teknisk, så består et tegn også af en betydningsbærende del (radikal) og en lydbærende del (fonetikum) og så skal det skrives med den rigtige rækkefølge og det rigtige antal strøg. Hvis vi igen kigger på 你好 (hej) så er radikalen i første tegn 你 – 亻(som er det forreste I kan se) og i 好 – 女. Jeg stopper forvirringen her, men det var blot for at forklare, at det ikke er det nemmeste at kaste sig ud i.

Jeg har ikke tal på hvor mange timer jeg har siddet med min ekskæreste og øvet flashcards og hvor mange timer jeg brugte på det her. Jeg følte både det var spændende, men også, som om der manglede et eller andet. Jeg følte mig sat tilbage til børnehaveklassen og havde en følelse af at det ikke var nok ‘bare’ at lære et sprog. Men jeg blev der, for jeg ville til Kina, og det kom jeg. I Kina lærte jeg så meget, ikke bare kinesisk (som gik hurtigt da ingen af vores undervisere rigtig kunne engelsk) og kulturmæssigt, men også om mig selv. Jeg fik mig virkelig en fantastisk oplevelse og kastede mig ud i så mange nye, spændende og ikke mindst enormt udfordrende ting. Dog blev jeg i Kina også klar over, at der manglede en dimension i den uddannelse, som jeg aldrig ville få der, nemlig dét, at lave noget med mennesker. Jeg vidste jeg aldrig ville være tolk eller oversætter, jeg vidste også, at selvom den oplagte vej ville være at tage den videre på CBS og have fokus på noget handel/økonomi, som jo virkelig er relevant ift. Kina, så var det heller ikke noget jeg tændte på. Da jeg kom hjem fra Kina, blev mit hjerte knust, som I måske også husker. Et 4-årigt langt forhold med min daværende kæreste sluttede, og jeg stod simpelthen i en af de mest smertefulde situationer jeg nogensinde har været i. Fra den smukkeste rejse til Kina, kom jeg hjem til kaos, knust hjerte og nu var pludselig intet trygt længere. Jeg skulle sælge en fælles lejlighed, tage eksamener, kigge på andre studier, lappe mit knuste hjerte osv., det var meget svært for mig. Efter lidt tids søgen efter det helt rigtige, søgte jeg ind på socialrådgiveruddannelsen, da jeg kunne mærke, at lige netop dén uddannelse ville være det helt rigtige for mig. Så efter 3 dejlige år på Kinastudier og en masse fantastiske oplevelser og et sindssygt nyt sprog i baggagen, vinkede jeg farvel til den del af mit liv og så mig aldrig tilbage.

Dog vil jeg virkelig aldrig fortryde jeg valgte at læse kinesisk. Det er en fantastisk oplevelse og erfaring jeg har med mig videre, og det er så synd med den nye uddannelsesreform, som kunne gøre et valg som mit helt umuligt. Jeg var ikke klar til at være socialrådgiver da jeg startede på kinesisk, jeg var heller ikke klar over, at det var lige dét jeg brændte for. Nogengange kan man bare først mærke dét, når man står i en situation man troede var rigtig, men som slet ikke er det. Det er fandeme svært at vide på forhånd.

Hvad læser I? Er der nogle læsere herinde der har læst kinesisk?

img_0013 img_6397 img_7002 img_7208 img_7268 img_7415 img_8157 img_9339 naturstorby

desktop4img_9742kjkjkjkj

OLYMPUS DIGITAL CAMERA

img_5191 img_5406 img_6324 img_6328 img_6768 img_7886 img_8025 img_8058 img_8095 img_8126 img_8149 img_8249 img_8267 img_8283 img_69371 img_70031 img_73671-jpg_effected-001

Undskyld | En læser deler

Min kærlighedshistorie er fyldt med skyld og skam. Jeg har været så modbydelig og den dag i dag er det stadig svært at leve med det jeg har budt et andet menneske. Denne her kærlighedshistorie er på ingen måde rosenrød, men jeg tror det er godt for mig at dele den. Det er 5 år siden den sluttede og jeg kan stadig næsten ikke holde ud at tænke på det.

Det hele startede med en forårsforelskelse. Som det skal være. Jeg forelskede mig i en mand ligeså hurtigt, som morgen bliver til aften. Han forelskede sig også i mig og der gik ikke længe, før vi var flyttet sammen og tilbragte stort set hver dag sammen. Jeg var ikke et sekund i tvivl på os eller på ham. Jeg var aldrig utryg når han var fra mig, vi havde et sundt og meget smukt forhold. Han var høj, veltrænet, pisse lækker og så var han sjov og klog. Han var bestemt en mand mange piger kiggede langt efter. Men han havde altså valgt mig. Jeg følte mig så heldig, så lykkelig og sammen havde vi 2 virkelig dejlige år sammen, som jeg ikke vil bruge meget plads på at skrive om. Ligegyldige Småskænderier og diskussioner kunne tælles på én hånd de par år, resten bestod af sex, nærhed, rejser, eventyr, fulde aftener, lange snakke, intense kys, fremtidsplaner og ikke mindst timevis af gode grin. Jeg elskede ham med alt jeg var, helt ind i mit inderste og ud til det yderste hårstrå på mit hoved. Han var MIN person.

Efteråret 2 år efter vores kærlighedseventyr var startet på en mild forårsdag, skulle jeg starte på en ny arbejdsplads. Jeg var så spændt og glad. Han kørte mig på første arbejdsdag, havde lavet en madpakke og jeg kan stadig huske præcis, hvad der stod på sedlen han havde lagt i ‘Min dejlige skat. Tillykke med du er nået hertil, jeg er så stolt og glad og jeg elsker dig. Nyd din frokost, jeg har lagt hele 2 ostehapser i til dig. Vi ses senere’. Han var altid så betænksom og rar. Sådan et menneske alle sagde om ‘han er virkelig en god mand’. Derfor smerter det mig også, hvad jeg har gjort. Jeg fortryder så inderligt.

Dagen gik rigtig godt, ligesom de efterfølgende 2 mdr. På mit arbejde. Jeg blev hurtigt dygtig og jeg havde nogle fantastiske kolleger. Da det blev vinter og sneen begyndte at falde, skulle vi ansætte en ny i min afdeling og jeg blev bedt om, at være med til ansættelsessamtalen, da det ville være en person jeg bl.a. skulle arbejde tæt med, og så er det jo vigtigt teamet har kemi. Jeg følte mig stolt og spændt på dagens samtaler. Den allersidste samtale var med en mand, der var 5 år ældre end jeg selv. Da han kom ind i rummet kiggede han som det første på mig og mit hjerte hoppede et slag over. Han var ikke bare ualmindeligt lækker, han var også så charmerende og selvsikker og han kom ind i rummet, som om det var hans..men på den fede måde. Han var selvfølgelig også pisse klog og inspirerende og derfor var der heller ingen tvivl om, at jobbet var hans. Nu skulle jeg altså til at arbejde tæt med en mand, der på 30 minutter havde forvandlet min mave til boblende lava, der på en og samme tid føltes spændende og helt forkert. Efter samtalen havde han givet alle et håndtryk og da jeg fulgte alle ud, gav han mig et kram, kiggede mig intenst i øjnene og sagde ‘jeg glæder mig til at arbejde sammen med dig’.

Jeg havde det så underligt de efterfølgende uger. Jeg tænkte på denne her mand hver dag og jeg var fraværende overfor den mand, som jeg delte min hverdag med. Han bemærkede det og jeg fortalte vi havde meget travlt og at jeg derfor var en smule fraværende af den grund. Dagen kom, og den nye kollega skulle starte i vores team. Jeg kan stadig huske følelsen, da han trådte ind på vores kontor. Jeg kan næsten ikke beskrive hans selvsikkerhed og charme, men jeg tror vi allesammen fik lidt røde kinder og gele-ben, da vi skulle rejse os op og byde ham velkommen. Vi havde indrettet en plads til ham med et skrivebord, en computer og så havde vi stillet blomster og chokolade til ham. Han skulle selvfølgelig sidde lige overfor mig, på den måde, hvor hvis man kiggede på fra sin computer, så kiggede man lige ind i hans store brune øjne. Han fik mig til at føle mig som en fjollet teenager, når han talte til mig rødmede jeg, når han kom ind i et rum, fik jeg lige sådan et stik i maven og jeg havde svært ved at koncentrere mig. Jeg var på toilet 5 gange den dag, fordi min mave var så meget på overarbejde. Det var simpelthen så underligt det der skete og den dårlige samvittighed ramte mig altid så snart jeg havde forladt arbejdspladsen, for at køre hjem til min smukke, søde og støttende kæreste. Jeg tog mig selv i, slet ikke at tænke på min kæreste en eneste gang i løbet af dagen, som jeg ellers altid gjorde. Jeg glemte at ringe eller skrive i min frokost, som vi næsten også dagligt gjorde..jeg glemte faktisk lidt alt om den virkelige verden, når jeg var på arbejde.

Det var som om der nu eksisterede to verdener. Den på arbejdet og den udenfor. Når jeg var i den verden på arbejdet, betød intet andet noget for mig. Min kollega flirtede meget med mig, han komplimenterede min tøjstil, mit hår, mit arbejde osv., og pludselig havde jeg ekstra meget lyst til at stå en time tidligere op, for at krølle mit hår og vælge det helt rigtige outfit.

Jeg var på vej ud på et rigtig dumt sidespor, det vidste jeg. Men jeg kunne ikke stoppe det.

Fortsættes

   

Stemningsvideo fra skiferie i Norge

Så er jeg hjemme fra en uge i smukke smukke Norge. Det er der kommet denne video ud af. Jeg håber I kan lide den. Der kommer mere om ferien, billeder og lidt om dét at stå på ski senere. Men for nu må I nyde filmen, jeg skal nemlig spise mad med min søde kæreste. I kan abonnere på min youtubekanal her, hvis I har lyst til at følge med når jeg poster videoer. Rigtig god weekend. PS. husk at se videoen i HD, ellers er den ikke så meget værd 😉

En ‘farlig’ kollega # 3 | en læser deler

Læs del 1 her og del 2 her

OBS Historien er delt før på en anden blog. Det er samme person der har delt den begge gange, men hun sendte den til mig, da den blev delt det andet sted for flere år siden og hun ikke mente vi havde samme læsere. Jeg har skrevet med hende om det, så ved I det.

Slutningen

”det lyder mest af alt som om at du er løbet ind i en psykopat”..

”måske ja” svarede jeg den søde psykolog, som min sundhedsordning havde sponsoreret.

”Du bliver nødt til at acceptere at ting tager tid”

Det kunne min veninde havde sagt mindst lige så godt

”Ja det gør jeg også, synes bare mit hoved er et stort rod af tanker, analyser, destruktive tanker og så er det konstant på vagt over for farer”…

Efter den skæbnevanges dag på stranden med den gifte psykopat, havde jeg kæmpet en brav kamp for at holde ham på afstand. Det var i virkeligheden meget sværere end jeg nogensinde havde forestillet mig. Jeg var startet i min nye stilling, samme sted. Det krævede en del mere af mig arbejdsmæssigt så det var på flere planer fornuftigt ikke at skulle snige sig op på 5. Sal i tide og utide, samtidig med at mailen kørte i pendulfart.

Han havde dog på ingen måder givet op. Jeg havde heller ikke slippet helt endnu. Han skrev og ringede stadig.. tit. Ikke hver dag men næsten.. selvom der ”ikke faldt noget af”, så var han stadig nærværende. Jeg havde svært ved at cutte den del af, fordi der skete vel ikke noget ved bare at snakke? Og jeg nød stadig hans opmærksomhed.

Han fik sit barn og jeg blev bare mere og mere trist. Det var alt for hårdt i længden.. at se på ham hver dag, at tale med ham og ikke mindst at afværge alle hans forsøg på at få mig tæt på ham igen.

Jeg indså, efter et hårdt år, at for at komme over ham var jeg nødt til at finde et nyt job. Så jeg søgte og søgte.

Da jeg fortalte ham at jeg søgte nyt job, var det selvfølgelig under dække af at jeg kedede mig i den nuværende stilling. Han skulle jo nødigt tro at det var på grund af ham. Jeg var jo i kontrol (as if!).

En dag i samme periode fik jeg en mødeindkaldelse fra min chef, agendaen var fremtid og muligheder stod der.

Chef: J, jeg fornemmer du går og keder dig lidt i jobbet

mig: Hvad? Nej det gør jeg da bestemt ikke

 

og det gjorde jeg virkelig ikke, hvor havde han den ide fra?

Chef: Du har så meget talent for det her, og jeg vil helst ikke miste en god medarbejder som dig.. Derfor har jeg sørget for at du to dage om ugen, kører med i XX afdelingen på deres XX projekt.. hvis du selvfølgelig selv synes det er en god ide?

Mig: Nej.. eller jeg mener, det skal jeg lige tænke over

Fåårk.. så skal jeg arbejde tæt sammen med ham hver dag, fandme nej.. Det er sikkert ham, der har sørget for det her

Chef: selvfølgelig, tænk over det en dags tid. Hvis du synes, vil de gerne bruge dig allerede fra næste uge.

Mig: Ej jeg tror faktisk ikke jeg skal bruge tid. Jeg har mest lyst til at forsætte hvor jeg er nu. Jeg synes ikke det lige er mig XX projektet

Chef: Er du sikker?

Mig: Ja det er jeg faktisk, men ellers tusind tak fordi du tænkte på mig

Chef: selvfølgelig

Jeg skyndte mig ud på toilettet, mine tårer var for 3.088 gang siden jeg mødte ham, på vej. Jeg satte mig på brættet og kæmpede for at holde dem tilbage og trække vejret dybt. Jeg var først og fremmest hamrende ked af hele situationen. Hvorfor skulle den mand være en del af mit liv? Hvorfor havde jeg tilladt mig selv at få det helt herud? Nu havde jeg lige siddet ansigt til ansigt med min chef og få tilbudt den fedeste mulighed i min karriere so fare, som helt sikkert ville være en kæmpe medalje på mit cv og så skulle jeg afslå på grund af ham? Øv hvor havde jeg ondt.. mest i mit hjerte og mave men også af mig selv.

Efter 5 min fattede jeg mod og gik ud igen. I det samme støder jeg ind i ham og han tager straks fat i min arm og spørger om jeg er ok.

”Ja helt sikkert, havde bare lige en kontrovers med en veninde over telefonen før.. ses” sagde jeg og skyndte mig ned på min plads. Igen i kontrol (!!)

2 min efter kom der en mail

Ham: Ked af at høre der er problemer med veninderne.. Hvis du har lyst, så lad os køre ud og få en kaffe efter work. Jeg kan køre dig hjem bagefter

åhh

 

Mig: Hvor fristende det end lyder, så ellers tak. Jeg har planer lige efter arbejde

Ham: Okay måske i morgen så? Jeg har hørt rygter om at du måske bliver sat på vores projekt. Det kunne være så fedt at få dig med på holdet 😉

Endnu mere åhhh… han har haft en finger med i spillet.. jeg svarer ham ikke

 

Da jeg var på vej hjem den dag i toget, ringede han til mig

Ham: Hej smukke

Mig: Heysa

Ham: jeg hører at du har afslået muligheden for at komme med på projektet

Mig: Ja det er ikke lige mig, synes jeg..

Ham: nå okay synes da ellers altid du har virket til at ville den vej i karrieren?

Mig: Ting ændrer sig.. Mennesker ændrer sig..

Ham: Ja det skal jeg da lige love for.. Jeg håber ikke det er på grund af mig du har afslået

Hold nu mund, det ved du jo godt det er..

Mig: hehe nej rolig nu, der er bare andre ting jeg vil gå efter lige pt.

Ham: ok.. håber bare ikke du stopper derude.. Ville være et kæmpe hul ikke at se dig på gangene eller inde på kontoret..

Mig: alting har en ende, det ved du.. men vi får se.. Nå kontrolløren kommer, jeg smutter.. vi ses

Ham: ok vi ses smukke

Jeg brugte de næste par måneder på intenst at søge efter jobs, og trække på mit netværk. Efter noget tid, havde jeg skrevet kontrakt med et nyt firma og lagt min opsigelse. Det nye firma var stadig inde for branchen, men havde ingen direkte forbindelse med min gamle.

Jeg valgte at min chef skulle lave den officielle udmelding om min opsigelse, og den eftermiddag han sendte den ud, skrev gakkeren 30 sek. efter på mail

Ham: det er forhåbentlig løgn???

Mig: forhåbentlig ikke, da jeg har skrevet kontrakt med et nyt firma.. 🙂 et tillykke kunne også gøre det

Ham: ja sorry, er bare ikke til at forstå.. fuck jeg kommer til at savne at se dig.. Men du må huske at sende dit nye nr asap!

Mig: jep

Han kunne godt mærke jeg var gået kold på det her tidspunkt. Jeg havde en god evne til at virke lidt kold og ligeglad. Sandheden var bare, at jeg var ved at blive ødelagt indeni. Han fyldte stadig alt for meget og jeg vidste at jeg ikke ville have ham, men jeg kunne bare ikke blive glad igen. Jeg var også ærgerlig over at jeg skulle skifte job for jeg var oprigtigt glad for mig job, mine kollegaer og så havde jeg den mest inspirerende chef. Øv.

Den sidste dag på mit gamle arbejde husker jeg som var det i går. Det var sidste gang at jeg så ham. Jeg vidste det ikke selv på det tidspunkt. Det meste i mig håbede det, fordi jeg vidste det var det bedste for mig men en del i mig, var på randen til at græde hele dagen, mest fordi jeg skulle sige farvel til ham.

Han kom ind i afdelingen, da jeg stod og pakkede en afskedsgave op. Der var ingen i firmaet, der vidste noget om os, det tror jeg i hvert fald ikke.

Ham: jeg ville lige stikke hovedet ind, da jeg har et møde ude i byen om en time, så jeg kører nu. Hyggeligt at have haft dig i firmaet J

I samme omgang kom han over og gav mig et kæmpe knus samtidig med at han diskret duftede til mig og hviskede ”Savner dig allerede, send dit nye nr hurtigt”

Efter han var gået, kunne jeg slappe mere af og nyde den sidste tid med mine kollegaer.

Dagen sluttede, jeg sagde farvel og tak, gik ned til toget og så mig aldrig tilbage.

Nej jeg sendte ham selvfølgelig ikke mit nye nummer. Men manden var smart nok. Han vidste selvfølgelig hvor jeg arbejdede nu. Så da jeg fik en bestilling på mit nye job fra en samarbejdspartner, fik jeg pludselig en mail tilbage fra ham med ordene ”Det var pudsigt hva?” Den bestilling var røget igennem 3 led, før den var endt hos ham kunne jeg se. Så det var altså ham der havde sat det i gang. Han ville ind og prikke igen og håbede på at jeg reagerede. Det gjorde jeg selvfølgelig ikke. Jeg synes efterhånden at knap 4 år med den mand måtte være mere end rigeligt. Det var sundest. Og bedst.

Samtidig havde jeg lige mødt en sød, reel og ikke mindst picture perfect lækker mand i den tid. Han endte med at blive far til mine børn. Kærligheden er fantastisk, når den kommer i den reneste form. Men det vidste jeg først, efter jeg havde været igennem den psykopats net.

I kan dele jeres egen historie på linegyldholm@gmail.com, så bliver den delt her anonymt. Tak for jeres fede bidrag.

ADIDAS LOVE

adidas

 

1. here  |  2. here  |  3. here  |  4. here  |  5. here  |  6. here  |  7. here  |  8. here  |  9. here  |  10. here  |  11. here  |  12. here  |  13. here  |  14. here  |  15. here

Jeg eeeelsker Adidas sneaks og hvis jeg svømmede i penge, så ejede jeg dem allesammen. Her er 15, som jeg bestemt ikke ville have noget imod at eje. Men hvis jeg kun må vælge ét par på kollagen, så er der ingen tvivl om det er nr. 5. Jeg synes de er så fede. Indlægget indeholder affiliatelinks.

Ikke-navngivet-2

   

En ‘farlig’ kollega #2 | En læser deler

Midten April 2006

Mit hoved var udmattet. Jeg var træt. Mine tanker kørte rundt konstant. I flere måneder havde jeg prøvet at holde ham væk fra mig. Det var en sværere opgave end jeg nogensinde havde forestillet mig. Jeg var blevet så dybt ramt af denne mand. Det var ikke bare begær. Men det var heller ikke kærlighed. Jovist han var lækker. Mega lækker. I hvert fald i mine øjne. Ikke picture perfect lækker, men med en ustråling der charmede de fleste – mænd som kvinder. Han havde en tiltrækning, som gjorde det umuligt for mig at lade vær med at besvare ham, så snart han skrev eller ringede.

Jeg var også et let offer. Inden jeg rendte ind i denne mand, havde jeg været igennem et forhold hvor den største pris, var at jeg kom ud på den anden siden med et sølle selvværd. Min selvtillid fejlede dog ikke noget. Jeg vidste godt jeg var en flot pige. Det var bare en farlig kombination at få fordret sin sultne selvtillid, når selvværdet var voldsomt forsømt.

Han boede ikke bare sammen med en anden, men var også blevet gift med hende imens han ”havde” mig. Dagen inden han skulle giftes, havde vi sågar skrevet sms´er sammen i flere timer. Han var naturligvis ikke hjemme med hende, som traditionen foreskriver det. Så der var masser af tid. Til sidst havde jeg skrevet ”Måske vi bare skal tales ved, du har jo en stor dag i morgen” med en lettere irriteret undertone og et spinkelt håb om en reaktion fra hans side, hvor han selv udtrykte hvor fucked up det hele var. Det eneste der kom tilbage var ” Ja du har nok ret, vi tales ved smukke. Kys”

Vores møder blev stadig hyppigere. Når vi mødtes, var der gnister. Vi fik stød når vi mødtes. Det første år var det oppe på 5. Sal i det skjulte, hvor vi stod og krammede og kyssede. Det var spændende og vildt nevrepirrende. Jeg havde ikke noget at miste men det havde han. Det værste ved det hele var, at jeg altid var på vagt på hans vegne. Det bildte jeg mig i hvert fald ind. For jeg var jo ligeglad? En dag kom der en op af trapperne imens vi stod sammen og jeg flygtede lige så hurtigt jeg kunne ned til den anden ende og ud af trappen. Der kom en mail fra ham kom efter jeg var kommet ned på min plads:

”Rolig nu smukke, der kommer ikke nogen derind hvor vi står.. Plus jeg nåede ikke at dufte dig færdig”

Jeg svarede ikke. Mit hjerte hamrede. Måske det ikke bare var ham, jeg tog hensyn til? I virkeligheden skammede jeg mig. Hvad var det her for noget? Det var vores hemmelighed. Jeg havde ikke fortalt nogle af mine veninder om det. Jeg havde kun nævnt ham kort. Det var for mærkeligt, alt for langt ude.

5 min efter kom der endnu en mail fra ham:

”Jeg har booket dig i kalenderen hele torsdag”

Hvad mente han nu med det? Hele torsdagen?

 

”Hvad skal du bruge mig til? Jeg har ikke styr på de programmeringer i bruger i jeres afdeling?”

Ham:

”Åh frække pas på med at skrive hvad jeg skal bruge dig til ;)”

åh nej, hvad nu.. skal vi så have sex? Nu har jeg prøvet at holde ham fra døren et år og så gør han det her. Ej jeg må stoppe det her. EJ jeg har jo lyst. Ej nej nej stop det.

 

”Tro det eller ej, jeg vil gerne være professionel her, og jeg skal vide hvad jeg skal hive en hel dag ud af kalenderen med!?”

I samme sekund kom der en mail fra min chef, der arbejdede hjemme den dag

”Hej J,

Håber alt går godt inde på kontoret i dag.

Jakob tager dig med ud til vores forretningspartner på torsdag. Jeg tror det er en vigtig lære for dig at se, hvordan de bruger programmeringerne derude. Tag evt. lige selv fat i Jakob og aftal nærmere

Vi ses i morgen

/Niels”

Pis pis pis pis pis pis pis pis.. hvad skal jeg tage på.. pis pis pis.. måske jeg skulle melde mig syg? Skal vi have sex? uhh glæder mig.. nej nej nej, det går ikke at jeg åbner op for den skuffe. Det.. Går.. IKKE!

 

1 min efter en mail fra ham:

”Okay straks bliver du meget seriøs, ved skam godt hvor professionel du er.. Men jeg skal have dig med ud til XX. Og det skal nok blive spændende. Og hvis du har den blå kjole på, skal det nok blive endnu mere spændende ;)”

fååååååååårk.. den her kommer jeg ikke ud af

 

”Ja Niels skrev lige hvad din plan var. Men det må vi jo så gøre.

Den blå kjole er til vask…”

10 sek efter en mail tilbage fra ham:

”Han ved ikke hvad min plan er”

Torsdag kom og mit hjerte hamrede derud af. Jeg havde så meget lyst til ham. Lyst til at være nøgen med ham. Men der var en også en del i mig, der ikke havde lyst.

Jeg kom ind på arbejdet og der stod han allerede klar ved receptionen og smilte. ”Hej J, er du klar til en inspirerende dag?”

”Øh ja det tror jeg da..”

En halv time efter kørte vi afsted i hans bil, som havde en motorlyd som de fleste drengerøve kun kunne blive høje af.

Vi startede ganske rigtigt ude hos forretningspartneren og det var egentlig ok. Jeg nåede kort at tænke at den måske var god nok. Det var det her, der var planen. Indtil det gik op for mig at der var ikke nogle derude der ventede os. Efter en kort rundvisning af ham gik vi igen.

Det endte med at vi kørte op af kysten og han stoppede ind et sted, parkerede bilen og tog mig med ind i et hus. Det pæneste hvide kæmpe store hus på vejen. Han førte mig ind i køkkenet og jeg lagde med det samme mærke til takkekortet på opslagstavlen hvor ham og hans kone stod på.

”Det er her jeg er vokset op” sagde han.. Tillykke med det.. ”Okay det er lidt sygt det her” sagde jeg lidt fornærmet. ”Ja det er sygt den påvirkning du har på mig” sagde han og tog mig straks ind til ham. Der imellem hans mors krydderurter og hans eget takkekort fra brylluppet, havde vi fantastisk sex i en time. Da vi var færdige, tog han mig med op til en lille restaurant og vi spiste en frokost sammen inden vi kørte tilbage til firmaet.

Den dag da jeg sad i toget på vej hjem, var jeg mærkelig høj af dagens ”begivenheder”. Nu har du sat møllen i gang og det er op til dig selv at finde ud af hvordan du stopper den igen tænkte jeg ved mig selv samtidig med at der kom en sms ind fra ham. ”Kan slet ikke lade vær med at smile. Du er så mega fræk, smuk og velduftende. Glæder mig ustyrligt meget til at se dig i morgen igen. Kys”

Møllen er virkelig i gang…

 Det næste år blev mere og mere intenst. Jeg havde ingen styrke til at stoppe det, som jeg havde været med til at starte. Og de fleste dag ville jeg slet ikke stoppe det. Jeg var nærmest hjernevasket og hvad den mand gjorde ved mig, var uforståeligt for de fleste inklusiv mig selv. På arbejdet havde jeg svært ved at koncentrere mig om andet end ham.

Vi mødtes stadig ind imellem oppe på 5. Sal. Men det var mere ude for arbejdstid. Når han havde været på forretningsrejse, kom han altid direkte fra lufthavnen hjem til mig, inden han tog helt hjem.

Nogle gange efter arbejde, tog vi bare hjem til mig og havde sex og lå bagefter i min seng og røg en masse cigaretter inden han tog hjem et par timer efter. Hvad hans kone lavede imens, ved jeg ikke. Vi talte aldrig om hende.

Jeg var sur på mig selv det meste af tiden, bortset fra når jeg var sammen med ham. Jeg var sur over at jeg tillod mig selv at være hans elskerinde. Det var jo det jeg var blevet. Selvom jeg i starten fik tiks, hvis jeg tænkte på mig selv som det. Jeg vidste jeg havde brug for at gå fra ham. Jeg vidste han var dårlig for mig. Men det var så forbandet svært.

Jeg kunne sidde på den vildeste natklub i Marbella i Spanien sammen med alle mine smukke veninder, og de lækreste fyre omkring os og stadig tage mig selv i at sidde og læse vores sms korrespondancer igennem fra tidligere på dagen. Jeg mener hvor langt ude er det? Jeg holdt stadig på at jeg ikke elskede ham. Det var jo ikke kærlighed. Men jeg kunne ikke definere hvad det så var.

Min praktik var snart overstået og jeg havde fået tilbudt en fastansættelse i firmaet bagefter. Jeg havde takket ja til det.  Men ærligt så vidste jeg ikke hvad jeg skulle stille op. For hvordan kunne jeg slippe for ham, hvis jeg stadig arbejdede derude? Jeg blev ved med at hungre efter ham, men ville så gerne slippe fri fra hans net. Han holdt mig fanget.

Jeg var begyndt at længes efter kærligheden igen. Det var aldrig noget jeg kunne eller ville opnå med ham. Men jeg kunne heller ikke se noget i nogle andre. Gud ved at jeg prøvede med dating. Og gud ved jeg havde min andel af andre mænd med i sengen. Jeg prøvede konstant at bevise over for mig selv at jeg ikke var bundet til ham. Sex skulle kunne nydes med andre, jeg skulle bare lige finde ham. Det skete bare ikke. Der var kun den gifte gakker.

Jeg ved ikke om han vidste hvordan jeg havde det. For over for ham, prøvede jeg altid at virke i kontrol. Jeg prøvede at virke ligeglad. For hvis han så hvordan jeg i virkeligheden led, ville han måske se igennem mig og forstå at det var mere seriøst end nogle af os nogensinde havde regnet med? Mig mest nok… Jeg var altid ovenpå over for ham, kunne aldrig nogensinde drømme om at skrive eller ringe til ham. Han styrede slagets gang fuldstændig.

Jeg havde engang til en firmafest stået og kysset en kollega, hvor jeg vidste han kunne se det. Og jeg kunne se at han kiggede på os. Jeg håbede at han blev jaloux. Jeg håbede der kom en reaktion. Og gerne en voldsom en. Så havde jeg en grund til at vise mine tårer over for ham og i virkeligheden fortælle ham, hvor led og ked jeg var af det hele. Men nej. Senere på natten sagde han bare ”Du hyggede dig godt nok tidligere, hva? Lad mig lige vise dig hvordan man for alvor hygger sig” og tog mig med udenfor.. ja og resten kan man selv forestille sig.

Jeg var så smadret efterhånden. Jeg prøvede konstant at få reaktioner fra ham. Det lykkedes bare aldrig. Indtil en dag inden sommeren for alvor havde taget fat.

Jeg sad på kontoret en halv time før jeg skulle ned til toget og forsøgte at nå en deadline. Men mit hoved var helt andre steder. Hvorfor har han ikke været på arbejde i dag? I går sagde han da ikke noget? Hvorfor har han ikke skrevet? Skal jeg sende en sms? Nej klokken er for mange nu, han er nok hjemme.. og sammen med hende.

”Tak for i dag chef, listen ligger som aftalt klar til download” nåede jeg at sige, inden jeg tog min taske og lukkede ned. Da jeg nåede op på perronen, holdt toget der allerede og jeg skyndte mig ind og fik en plads ved vinduet. Solen varmede dejligt igennem ruden. Jeg tog min telefon op og tjekkede den for 117. gang den dag og i det samme ringede den.. det var ham

Mig: hallo

Ham: Hej smukke, forstyrrer jeg?

Mig: Hey, næ det gør du da ikke, troede du var død og begravet?

Ham: Heh ja jeg har været stille i dag..

Mig: Jaja det går nok, har haft hamrende travlt..

Ham: nå ok….

Mig: har du haft en god dag?

Ham: jo tak, hvad med dig?

Hvorfor fortæller han ikke hvad han har lavet? Han lyder mærkelig..

Mig: Ja det har været en fin dag, har nået meget mere i dag end jeg gjorde hele sidste uge. Det var ikke noget der distraherede mig hehe

Ham: heh.. det må der laves om på i morgen

Mig: hehe ja måske, kommer du i morgen?

Ham: ja det gør jeg.. men skal lige.. øh.. det er lidt svært.. ja okay nu siger jeg det bare.. jeg skal være far

Mig: what?? Far.. hvornår?

Ham: til december. Det var derfor jeg ikke var der i dag. Var til scanning. Ja.. ved ikke lige hvad jeg skal sige.. jeg synes bare du skulle høre det fra mig først

Mig: nå.. vildt.. jamen tak det sætter jeg pris på (tror jeg?).. så er det vist en glimrende anledning til at stoppe det her med os to.

Ham: hmm.. ja det er det måske.. men vi bliver nødt til at lave en nedtrapning så hehe

Mig: jeg må smutte, ses i morgen

Ham: ok smukke vi ses.

Jeg sad tilbage i toget med en tom, tom fornemmelse. Nu vidste jeg det skulle slutte. Jeg kunne ikke være det bekendt mere. Der kom et barn til verden. Et barn der havde brug for sin mor og far. Efter mit rationale blev jeg ked af det.. så blev jeg sur. Hvad fanden er han for en idiot. ”synes du skulle høre det fra mig først”.. Endelig kom der en reaktion fra ham. En reaktion som indikerede at han holdt af mig. At han tænkte lidt på mit ve og vel trods alt. Endelig kom den lige knap to år efter vores første møde.

Jeg var ked af det og kunne ikke overskue at skulle se ham i øjnene dagen efter. Jeg meldte mig syg og ignorerede alle sms´er fra ham dagen efter. Han var ved at blive desperat og for en gangs skyld, føltes det fantastisk ikke at svare ham.

Ham: Er du syg? Jeg kan komme hjem til dig om en time? Har lige et møde men det slutter 9.30

Ham: jeg tænker på dig

Ham: du bliver nødt til at svare, jeg skal vide om du er ok??

Ham: kedeligt at være på arbejde uden dig..

Ham: Kan du mødes? Så kan vi snakke..

Mig: Ja jeg kan godt mødes.. I dag kl. 17, kom forbi og hent mig, jeg sørger for kaffe.

Ham: i dag er lidt dum

Mig: i dag eller ikke…

En halv time efter:

Ham: ok jeg kommer

Kl. 17.02 kunne jeg høre hans bil blæse ned af gaden og ganske rigtig drejede den rundt om hjørnet i det samme.

Ham: hej smukke, kom ind

Han prøvede at kysse mig, men jeg kunne ikke. Jeg havde ikke lyst. Der var sket noget det sidste døgn indeni mig. Måske det jeg ubevidst havde gået og ventet på. Retningen til at finde den vej der skulle sætte mig fri fra ham.

Folk kiggede efter hans smarte bil, som kom kørende og skinnede ekstra meget i dag. Solen bragede stadig da vi parkede nede på stranden. Vi gik ned og fandt den første og bedste bænk og satte os. Han virkede underligt nervøs. Sådan havde jeg aldrig oplevet ham før. Han var i et lækkert jakkesæt, som jeg aldrig havde set før og det virkede som om han havde gjort en tand mere ud af sig selv end normalt. Et kort øjeblik fik jeg ondt af ham, og det stak i mit hjerte. STOP dig selv, det er dig selv du skal have ondt af, han har det alt for godt.

Ham: hvorfor var du ikke på job i dag?

Mig: havde bare brug for lidt pusterum tror jeg. Det kan man jo have brug for en gang imellem.

Ham: ja bestemt. Men er det fordi jeg fortalte at jeg skal være far?

Mig: Ja det tror jeg. Jeg synes ikke vi skal forsætte mere.

Ham: nej det sagde du godt i går..

Mig: Så jeg vil gerne have du lader vær med at skrive eller ringe til mig mere..

Ham: ok det må jeg jo så gøre. Men vi kan vel godt snakke sammen som venner stadigvæk? Hvem skal jeg ellers snakke med musik om?

Mig: Ærligt så synes jeg ikke vi skal det.. Vi to har aldrig været venner

Ham: selvfølgelig har vi det. Men jeg må jo acceptere det.

Mig: Jep..

Den næste halve time snakkede vi en smule om alt og intet og havde nogle  stille øjeblikke, hvor han lagde armen om mig og trak mig ind til ham.

Ham: Jeg bliver nødt til at køre nu, skal jeg sætte dig af derhjemme?

Mig: nej jeg finder selv hjem..

Ham: ok smukke, men håber vi ses i morgen på arbejdet, det er virkelig kedeligt uden dig

Stooooop nu, det skal ikke være sådan her mere

Mig: vi får af se..

I det samme, gav jeg ham et knus og ville løsrive mig, men han holdte mig fast. Kunne mærke mine tårer pressede sig på, og det sidste jeg ville have, var at han så det. Så jeg løsrev mig, sagde ”vi ses” og gik hastigt ned mod vandet uden at kigge mig tilbage. Jeg fandt en sten helt nede ved kanten, som jeg satte mig på. Imens mennesker var ude og gå tur med deres hund og børn med deres forældre legede i klitterne, tændte jeg en cigaret, tog et hvæs og lod tårene få frit løb..

Forsættes

 

15 Fine Kjoler

dresses

1. here  |  2. here  |  3. here  |  4. here  |  5. here  |  6. here  |  7. here  |  8. here  |  9. here  |  10. here  |  11. here  |  12. here  |  13. here  |  14. here  |  15. here

Jeg faldt helt tilfældigt over denne hjemmeside, og blev helt overrasket over, hvor sindssygt fine kjoler de har. Så det tip ville jeg lige give videre. Nu vil jeg tage på skiferie. Jeg blogger selvom jeg er væk, og så laver jeg en lille rejsefilm mens jeg er der. Den glæder jeg mig til at vise jer.

Ikke-navngivet-2

En ‘farlig’ kollega | En læser deler

Begyndelsen August 2005

Første dag på ny arbejdsplads. Nye mennesker, nye gange, nye dufte, nye indtryk. Så dejlig angstprovokerende og samtidig mega spændende at starte et nyt sted.

”Hvis jeg nu kunne spare min forsikring væk, kunne jeg måske godt få råd?” tænkte jeg ved mig selv, da mit hoved desperat prøvede at finde en måde at skrabe penge sammen. Efter morgenens møde med den kollektive trafik som både inkluderede tog, metro og bus for at komme til min nye arbejdsplads, var jeg allerede opgivende ved tanken om at skulle gøre det hver dag de næste to år. Jeg var startet som praktikant i en mellemstor virksomhed med 300 ansatte. På det tidspunkt inden finanskrisen hvor der var glade dage, masser af vækst og rygningen foregik indendørs i rygekabiner.

”Skulle du aldrig have ild i den der?” spurgte min nye kollega mig, imens jeg stod med den utændte cigaret imellem fingrene. ”Jo tak” sagde jeg. Imens jeg sugede liv i den, kom en kvinde gåede sammen med en mand. Først lagde jeg mærke til hende. Så rettede mit blik sig mod manden og med det samme ramte vores øjne hinanden. BANG.. Fuck hvad skete der? Det føltes som stød, fyrværkeri, en underlig varme indeni, da han kiggede på mig. Med det samme var de to væk igen. Men følelsen sad i mig endnu.

Jeg begyndte straks at udspørge min nye kollega om de to der lige var gået forbi. Jeg var kun interesseret i at høre mere om manden, men skjulte naturligvis min interesse. På to min havde jeg lært en masse om manden. Jeg vidste at han boede på Østerbro. Han havde arbejdet der i mange år. Han var en af de mest succesfulde i afdelingen. Han havde prøvet at stoppe med at ryge et utal af gange, lige nu var han vist i sin ikke ryger periode og så havde han i øvrigt også parkeringspladsens fedeste bil. Too much information? Slet ikke, jeg var sulten på meget mere om ham, men måtte jo virke en smule ”ligeglad” så den nye kollega ikke regnede ud at jeg i virkeligheden synes, at det var en voldsomt  interessant mand der havde passeret os der på gangen i rygekabinen.

Jeg gik hjem første dag med en følelse af at det nok skulle blive godt det job. Kollektiv trafik eller ej. Jeg glædede mig til min anden dag, ikke mindst for at se denne interessante mand igen.

Anden dagen kom og han var der ikke. Tredje dag kom og stadig ikke noget syn af ham. På fjerdedagen blev jeg sur på mig selv over at gå og tænke så meget på en jeg kun havde set i 10 sekunder og besluttede mig for ikke at kigge efter ham mere. Jeg så ham heller ikke den dag.

På femtedagen var jeg glad for at have overstået første uge på det nye arbejde og glædede mig til weekenden. Da jeg stod i rygekabinen med min stadig nye kollega, kom der pludselig en sød duft i luften. Så stod han der. Lige ved siden af mig. ”Må jeg joine jer her?”…”JA selvfølgelig” fik jeg vist sagt lidt for ivrigt. Han smilede til mig og tændte en cigaret. Jeg stod med en seriøs hjertebanken, som jeg var sikker på kunne ses igennem blusen. Hvad var det lige der skete, når han var i nærheden? ”Jeg troede du var stoppet med at ryge?” sagde min kollega til ham. ”Ja det troede jeg også, men fik en ustyrlig trang til en smøg da jeg gik forbi jer forleden” sagde han til min kollega imens han kiggede han mig i øjnene og tog et hvæs af sin smøg samtidig.

Shit der var følelsen igen.. En underlig varme indeni og følelsen af at jeg skulle beskytte mig mod alle de raketter der fløj igennem luften. ”Må hellere præsentere mig, velkommen til – jeg hedder Jakob” sagde han, imens han rakte mig hånden. ”Tusind tak og hej” sagde jeg og trykte hans hånd imens jeg bed i mig at min hånd var lidt fugtig. ”Nå vi må hellere komme ned, vores møde starter om lidt” sagde min kollega til mig imens jeg i virkeligheden hellere ville blive stående og ryge 10 smøger i træk med ham her.

Da jeg tog på weekend, blev jeg helt rød i kinderne af tanken om at han pludselig var dukket op. ”Pas nu på dig selv” nåede jeg at tænke flere gange på vej hjem imens mine tanker galoperede derudaf.

Oktober 2005

Mail:

”Hej J,

ville bare sige at jeg har det fedeste album live med XX. Hørte lige at du er stor fan af dem. Jeg brænder det lige til dig med det samme, så kan du få det senere?

Knus Jakob”

——————————-

What… er vi nu på mail? Ok det lyder jo meget godt faktisk..

—————————–

”Hej Jakob

Det lyder godt, det vil jeg da gerne have. Godt opsnappet af dig 😉 Jeg er på pinden hele dagen!

/J”

—————————–

”Super, jeg er allerede i gang med brændingen – lad os mødes ved arkiverne om en halv time?”

——————————

”OK”

—————————–

Shit hvad havde jeg lige sendt afsted? Kunne mærke den effekt han havde på mig og var slet ikke sikker på at jeg kunne klare at mødes med ham. Hvad forventede han? At få et kram som tak? Hvorfor kom han ikke bare ind og afleverede den til mig? Vildt underligt, han kunne da ikke bare sende en mail afsted til mig.. Vi havde snakket sammen nogle få gange efter første gang i rygekabinen, men når han kiggede på mig, var det den mærkeligste følelse. Og han kiggede på mig tit.. og meget.

Klokken havde slået nok til at jeg skulle op til arkiverne. Da jeg kom op af trappen og drejede skarpt til højre, stod han lige der. ”Åh hej hehe” sagde jeg nervøst. Han smilede til mig og rakte mig cden. ”Tak, det var da sødt af dig” sagde jeg. ”Selv tak, jeg boede på Østerbro da de spillede i parken sidste gang. Jeg kunne høre hele koncerten fra min altan, mega fedt” sagde han. ”Cool.. hvor bor du så nu?” spurgte jeg uden at virke nysgerrig. ”Vedbæk” sagde han. ”nå ok, men tak igen” sagde jeg og gav ham et hurtigt kram og skyndte mig ned af trappen og hen på min plads.

Gad vide om han er interesseret? Hvad vil han med mig? Date potentiale? Hvorfor bor han i Vedbæk nu?

3 min efter kom der endnu en mail ind..

—————————

”Tak for det varme, omendt korte kram 😉 du dufter virkelig godt…”

————————–

Oh… My… God.. Det skrev han ikke. Jeg blev med det samme helt rød i hovedet. Hvad skal jeg skrive tilbage til det? Den lader jeg lige ligge..

En time efter kom endnu en mail

————————-

”håber ikke du blev skræmt.. har det med at sige (skrive) tingene ligeud.. Og mener at du dufter godt. Det lagde jeg mærke til, den første gang jeg stod ved siden af dig..mhhhmmmm…”

—————————-

”Tak for komplimentet.. det er helt ok :)”

—————-

Det var starten på en mail korrespondance, som skulle ende med at blive en længere affære.

Dagene og månederne gik med daglige mails frem og tilbage om stort og småt, alt og intet og ikke mindst komplimenter fra ham hver dag. Jeg åd det rådt for jeg var nærmest blevet besat. Det samme var han med mig. Han sendte laaange blikke efter mig når han så mig. Han opsøgte mig konstant og var virkelig meget på hele tiden.

Den typiske mandag stod vi i rygekabinen, mig, ham og tre andre kollegaer. Vi talte om vasketøj og sure pligter generelt, som var blevet overstået i weekenden. Pludselig siger han ”Da jeg boede alene på Østerbro, havde jeg 14 dages strømper og undertrøjer, så slap jeg for at vaske for tit haha”

Lige der midt i alt røgen fik jeg det pludselig meget mærkeligt. Var min flirt på arbejdet en optaget mand? Jeg havde jo aldrig spurgt til ham og hans private forhold? Jeg var så forgabt i ham, at de sidste mange måneder kørte jeg fuldstændig efter hans pibe. Jeg stillede ikke spørgsmål ved noget omkring hans private forhold. Det var bare en arbejdsting og vi havde faktisk aldrig talt sammen om kærlighed, fremtid, nutid. Efter arbejde ringede han tit imens jeg sad i toget og vi talte om alt mellem himmel og jord men var aldrig kommet i nærheden af det.

Jeg følte mig så naiv og dum. Hvorfor havde jeg ikke tænkt på det?

Imens jeg sad nede på min plads, tikkede en mail ind fra manden.. så en mere.. og endnu en.. Jeg kunne ikke skrive noget tilbage til ham. Jeg var målløs, frustreret, vred, skuffet.. men mest nok bare virkelig ked af det. Hvad skulle der så ske nu? Skulle jeg stoppe kontakten med ham? Svært når man arbejder sammen, men så på mailen og telefonen? Åhh mit hoved. Jeg skyndte mig at lukke ned et minut i fyraften og styrtede ud af hovedindgangen, panisk for at møde ham.

Da jeg sad i toget, begyndte min tlf at ringe og det var ham. Tårerne pressede sig på imens jeg lod den ringe. Jeg var på ingen måder i stand til at tale med ham.. lidt efter skrev han en sms:

”der er helt stille i din ende smukke, alt ok? Glæder mig allerede til at se dig i morgen.”

jeg tænkte mig kort om..

”Vidste da ikke du boede sammen med nogen? Kunne være meget rart at have vidst..”

1 min efter, en sms fra ham..

”Synes stadig du er voldsomt smuk.. og din duft.. du er svær at holde sig fra”

20 min efter, en ny sms fra ham..

”Nu bliver du stille igen.. ses i morgen skønne dig”

Fortsættes

 

 

 

   

20% rabat – et rigtig godt tip

untitled-1-recovered
1. here  |  2. here  |  3. here  |  4. here  |  5. here  |  6. here  |  7. here  |  8. here  |  9. here  |  10. here  |  11. here  |  12. here  |  13. here  |  14. here  |  15. here  |  16. here  |  17. here  |  18. here  |  19. here  |  20. here  |  21. here  |  22. here  |  23. here  |  24. here  |  25. here  |  26. here  |  27. here  |  28. here  |  29. here

Det er ikke nogen nyhed, at jeg eeeeelsker Ellos’ boligafdeling. Jeg kunne lave verdens længste kollage med alle de fede ting man kan købe. Ellos har lige nu 20% rabat på ALT med koden 355408 t.o.m. 6, februar 2017. (Gælder ikke UGG, Odd Molly, Spanx & Odd Molly home.) Så jeg skal virkelig have kigget grundigt, om der er noget jeg bare ikke kan undvære. Jeg håber I kan bruge tippet til noget – rigtig god shopping. Indlægget indeholder affiliatelinks.

Ikke-navngivet-2

En kærlighedshistorie #2 | En læser deler

Da de vågnede, nøgne og med morgenånde, var det deres sidste dag. Hun følte sig syg. Han lavede lækker mad til hende. Havde købt citron og honning til brandvarm te. Tænk hvis det havde været så vel, at hun havde drukket te, og han havde læst til eksamen. De spiste. Hun tog den sidste slurk af saften. Glasset var tomt. Det var forbi. Han ville ikke mere. Det hele var en tåge af ord, gråd, skrig, berøringer og en malplaceret kop kaffe midt i det hele. Frustration. En ulidelig smerte. Hjertet blev flået ud.

De sad ude i det lille køkken. Lænet op af hver deres skab. De græd begge to nu. Hun gemte sin hånd i ærmet på den velkendte, grå cardigan. Han spurgte snøftende, hvem der nu skulle tage opvasken. Dér, midt på køkkengulvet med blodsprængte øjne, sad de og tørrede hinandens tårer væk. Det var det mest hjerteskærende øjeblik i hendes liv. Så kom hendes mor med en kuffert. Med et sidste kys efterlod hun sit blødende hjerte i køkkenskabet med de mange pantflasker og pæne skjorter.

Der var ikke længere plads til hende i hans liv. Han havde behov for at være fri. Han sagde, at han stadig elskede hende. Hvis hun havde vidst, at det var deres sidste dag, havde hun kysset og krammet ham som aldrig før. Det var jo meningen, de skulle blive gamle sammen, få børn med brune øjne, dele livets glæder og sorger. Rejse ud i verden og på festival til sommer. Han skulle vise hende sit smukke hjemland. Alle deres drømme var knust.

”Jeg vil bare gerne ligge og ae dig i håret til du er 95 år, og der ikke er mere hår tilbage”, havde han sagt for længe siden. Hvem skulle nu rede hendes hår gennem fingrene? Hvis mave skulle han hvile sit hoved på?

En uge efter bruddet lå hun stadig hjemme på sin mors sofa og havde dårligt rejst sig. Hun spiste ikke, sov ikke, talte ikke med nogen. Kastede op. Vidste ikke, om det var dag eller nat. Følte ikke andet end en intens smerte i brystet. Fik sovepiller af lægen. Når hun endelig fik lidt søvn, var det med ham i drømmene. Han kyssede hende, tog hende tilbage, elskede hende, som han altid havde gjort.

Virkeligheden lyste pludselig op. Han havde ringet. Skrevet, at hun måtte ringe tilbage, hvis hun havde lyst. Senere på aftenen gik hun en tur, ringede ham op med skælvende hænder. Trykkede på det velkendte navn på displayet. De talte i næsten en time. Hun græd ikke, kunne kun fremstamme, at det var dejligt at høre hans stemme. Han fortalte, at han også var i helvede. Ikke kunne spise, sove, gå uden for en dør af frygt for at møde nogen. Prøvede at distrahere sig med eksamen. Kunne ikke tænke klart. Fortalte, hvordan hendes ting, de ting der stadig var der, fik ham til at græde. Duften af hende på hans sengetøj. Tandbørsten i kruset. Han spurgte, om hun ville komme og snakke. Dér tændtes håbet, det forbandede, grimme håb.

Hun skulle alligevel ind til byen den dag. Men alle hendes andre aftaler var ligegyldige. Da hun gik fra caféen og sin veninde, begyndte hun at gå hjem mod ham. Det var koldt. Hun havde ikke spist eller sovet ordentligt i flere dage. Satte sig på en trappesten, rystede. Tændte en cigaret. Ringede ham op, spurgte hvad i alverden han havde tænkt sig. Han sagde, at hun kunne komme og hente resten af sine ting. Men det måtte han da vide, hun ikke var i stand til. Hendes fødder førte hende alligevel ind i opgangen. Hun havde stadig hans nøgler. Hun bankede på, helt formelt. Han åbnede. Førte hende ind og hen på en stol. Hun rystede. Han gav hende kaffe. Hentede en sweater og gav hende uldsokker på. Det var næsten ikke til at bære. Da hun havde fået lidt mad, virkede alt som før. Og så alligevel overhovedet ikke. De jokede lidt, krammede længe, hun satte sig på hans skød. Hun gemte sig i sengen under dobbeltdynen, som nu kun var hans. Han satte sig ved siden af hende, de betragtede hinanden længe. Med et diskret blik på læberne. Ingen gjorde noget.

Han ville bare gerne tale tingene ud. Hvordan kunne han på nogen måde tro, at hun var klar til det? Den endeløse strøm af tårer begyndte på ny. Det var utroligt, at der stadig var flere. Hendes mascara løb langt ned ad kinderne. Han fandt en serviet og tørrede hendes øjne. Hvordan kunne han få hende helt derind, blot for at såre hende igen? Rive hendes knuste hjerte ud og trampe på det igen? Det værste var, at han gjorde det af kærlighed. Bekymring. Oprigtighed. Han begyndte også at græde. De talte om alle de ting, der mindede dem om hinanden. Om, at han ikke kunne bære, at hendes ting stod der. At han skulle være der, hvor alle minderne var. Men det var jo ham, der havde sluttet det. Sagt, at det ikke gik mellem dem. Hun lagde sig på hans bryst, hørte hans hjerte banke. Nu bankede det ikke længere for hende. Men hvordan skulle hun forlade det? Det sted i verden, hun havde følt sig mest tryg? Den eneste mand, der nogensinde havde elsket hende, og som hun stadig elskede med hele sit knuste hjerte? Men det var slut nu. Det var farvel. Et farvel til den mand, som havde været hendes verden. Som havde gjort hende lykkelig, at hun ikke troede, det var muligt. Hun afleverede hans nøgler, han fulgte hende ud med tingene.

Dette er en kærlighedshistorie. De ender ikke altid lykkeligt. I stedet kan de ende i en så sindssyg smerte, at man er sikker på, at man skal dø. Verden mister sine farver. Musikken mister sine toner. Folk snakker og snakker, men siger ikke rigtig noget. Maden er smagløs. Ens livret er ligegyldig. Alt er faktisk ligegyldigt. Du finder dig selv grædende på gulvet. Vadende hvileløst rundt om natten. Et lykkeligt billede fra en solrig sommer er pludselig det værste, du nogensinde har set. Du sletter ham fra alle sociale medier, men minderne kan du ikke undslippe. De forfølger dig dag og nat. Den endeløse lykke er på et splitsekund forvandlet til rendyrket, konstant smerte. Det var ham. Det er stadig ham. Fra den ene dag til den anden er han forsvundet. Nu er der en anden, der en dag skal få hans kys, kærtegn og fantastiske person. Den eneste i verden, der rigtigt forstår dig, er væk. Nu har du kun dig selv.

Tak for jeres bidrag. Husk I kan sende jeres historie til linegyldholm@gmail.com og de udgives anonymt

 

En Kærlighedshistorie | En læser deler

Der var en gang en pige, som flyttede på kollegie. Efter en turbulent tid på udveksling med hjertesorg, Tinder-fuckboys og et seksuelt overgreb, havde hun intet til overs for mænd. En aften blev mandehaderen dog spurgt, om hun ville være med til at se en ny serie. Egentlig var hun ret ligeglad med serier. Men hun sagde alligevel ja, og lige dén aften sad der en ung mand i grå cardigan i køkkenet. Hun sendte ham nogle stjålne blikke. Efter serien blev de siddende længe og snakkede.

De næste søndage trodsede hun sine tømmermænd for at møde op til serien. Hun håbede sådan at se ham igen. Han var der. I den anden ende af sofaen. Han spurgte, om hun skulle til en kommende fest på kollegiet. Det skulle hun. Hun turde absolut ikke håbe noget, men fornemmede en lille interesse, da deres øjne mødtes.

Fredagen oprandt, og han var på baren. De gik ud og røg, og i løbet af aftenen blev der danset og drukket mange liter øl. Klokken var pludselig mange. Han satte sig over for hende og trak hendes stol over til sig. Og så kyssede han hende. Det første kys, som siden skulle blive til utallige magiske kys. Hun ville sove sammen med ham. De havde ikke sex, men de sov lige så nøgne, som det fremlejede værelse var indrettet.

Dagene efter førte til en Facebook-anmodning, lidt skriveri og den første rigtige date. Fadøl på en bar og en lang gåtur hjem i efterårskulden med stop på Cirkelbroen. Hun huskede tydeligt hvordan de gik side om side, en smule generte og akavede. Hvordan adrenalinen pumpede.

Følelserne begyndte for alvor at spire, da de gik ind i julemåneden. Hans nye lejlighed skulle indvies, og efterhånden som flere antikke hipstermøbler, plakater og det hjemmelavede ur kom på plads, følte de sig rigtigt hjemme. Kort efter fik hun sine egne nøgler.

Da han kom hjem fra juleferie, fik de en snak om deres forhold. Nu var de rigtige kærester. Lykkelige. Han passede på hende. Hun var blevet syg efter sin skiferie, og han kom hende til undsætning trods slemme tømmermænd. Altid så omsorgsfuld.

Efter hver deres påskeferie var det tid til genforening.
”Jeg elsker dig”, sagde han pludselig, helt uventet, helt rigtigt.
”Jeg elsker også dig”, svarede hun, lykkelig. Så lå de dér, tæt omslyngede under dynerne, som de ville gøre så mange gange. Hjerterne bankede for hinanden. De troede, at de skulle ligge sådan for evigt.

Forår blev til sommer. En mild majaften havde de gået en tur i villakvarteret. Fuglene sang. Aftenen var stille, duftende, summende. Himlen var et pastelfarvet maleri. De fandt en hængegynge langs vejen, sneg sig hen over græsplænen og lagde sig side om side. Bagefter gyngede han hende, så hun hvinede. Det mindede om barndom, sommer og bare tæer. Han fortalte hende en historie, han havde fortalt børnene i den børnehave, han havde arbejdet i. Hun havde glemt, hvad den handlede om, men lige dér var hun boblet over af lykke.

Der var så mange minder. Lange aftengåture, utallige film med chips, kapløb på fodboldbanen, grineflip, random telefonsamtaler, koncerter, basket med høj promille, vennemiddage, grillaftener, fester, brætspil, vin, kongespil på stranden, kys i havet, samtaler til langt ud på natten, brunch, bådture, indforståede GIFs, memes og artikler, kondomer på hovedet, picnic, cuddling, seriemaraton, gensyn i lufthavnen, kaffe med Baileys, sjove kælenavne, mansplaining, hed gensynssex, sarkastiske jokes, gin & tonics, dans i undertøj, gæt og grimasser, fødselsdage, sumobrydning i dragter, tømmermænd og pizzaer, svingture i luften, hjemmestrip, pandekys, dimission, tanker, solnedgange, drømme, videosamtaler fra den anden ende af jorden, madlavning med dansemusik, opvask med viskestykkekrig, uhyggelige faceswaps, holden-i-hånd, restaurantbesøg, is, massage, smøger på terrassen, guitarspil, regnfuld Sankt Hans, familiemiddage, overraskelser, cykelture, julegaveshopping, biografture, vilde forlystelser i Tivoli, steaks, gensyn i snevejr, minijul med fantastiske gaver, bland selv-dates og åndssvage puns.

Hun blev arbejdsløs. Fik det psykisk dårligt. Han måtte aflyse aftaler, komme hjem til hende i tide og utide. Også efter fester. Han kom altid glad og fuld hjem med 100 nuggets og ketchupkys, men det tærede på ham at føle sig mistænkeliggjort. Han aldrig havde givet hende grund til at tvivle. Hendes paranoia var et resultat af egne oplevelser med afsatte mænd i nattelivet, og frygten for, at samtlige hunkøn ville lægge an på ham.

Han var der altid. Når hun var i brokkehumør, var ked af det, havde brug for at tale. Også når hun slet ikke gav udtryk for det. Hver gang hun havde en vigtig aftale, ringede han altid. Hun vidste bare, at hans navn ville dukke op på displayet. Og han fik hende til at grine helt nede fra maven. Hun heppede på ham, tog hans hånd i venteværelset. Støttede ham, så godt hun kunne.

De var lykkeligt uvidende om deres tid sammen. De fik halvandet år sammen, halvandet år af et helt liv. Han var hendes første kærlighed. De kendte hinanden ud og ind. På godt og ondt. Hun havde aldrig prøvet at være en del af et andet menneske før, at lade nogen komme så tæt på.

Kort før jul tog han med hjem til hendes mor. Da de stod under stjernerne, fortalte han, hvordan han havde siddet og betragtet hende hen over spisebordet. De store, brune øjne. Hvordan det mindede ham om, da de sad i kollegiekøkkenet og så på hinanden helt i starten.

Den Sidste Aften gik de en tur i blæsevejr. Hun fortalte sine overvejelser om at få Playmobil-pagehår, han fortalte, at han skulle hjem og skide. Glansbilleder fra et parforhold. De så et naturprogram midt om natten. Hun pralede med sin manglende dinosaurviden, han var brystfikseret, hun gav massage og de faldt i søvn røv mod røv, som de plejede.

Fortsættes…