Èt farvel kommer sjældent alene

Det kunne lyder mere trist/alvorligt end det er, det er faktisk på ingen måde så stort igen, men alligevel har jeg i forbindelse med opsigelsen af mit job været nødt til at kigge lidt på min økonomi, og hvis der er noget jeg hader, som i HADER, så er det at tale om økonomi. Mattis og jeg har måtte kigge vores økonomi igennem, kigget på hvad vi kan skære ned på/ændre/undvære. Jeg ved ikke hvorfor, men det gør mig altid i så mega dårligt humør at tale om økonomi, og Mattis og jeg bliver sjældent uvenner, men hvis noget kan gøre mig vred, frustreret og urimelig, så er det pengesnak. Jeg bliver så presset og ked af det, hvis jeg får følelsen af det ikke kan hænge sammen, og når jeg så oveni er meget spændt og nervøs på det hele, så skal der ikke meget til. Heldigvis ved Mattis godt at det bestemt ikke er min bedste side, så jeg er hurtigt tilgivet igen når jeg i vrede rejser mig, og med tårer i øjnene og siger ‘så kan det hele også være ligemeget.. så kan jeg bare flytte med det samme og droppe det hele’, ikke ligefrem særligt modent. Men når man siger sit job op, så er der nødt til at være nogle økonomiske ændringer, så vi kan klare den hver måned og så vi ikke skal vende hver en krone, det er der ingen af os der gider. En af de ting vi har været nødt til, er at sælge vores bil. Vi har kun haft den i nogle måneder og jeg knuselskede den bil. Det var sådan en stor, lækker bil, som vi havde tænkt at have i maaange år, hvor der både var plads til hunde og babyer og alle de ting Mattis kører til sit værksted. Men sådan blev det ikke, og det er også helt okay. Det var en semi-dyr bil, en bil vi sagtens kunne have med mit fuldtidsjob og egentlig også kunne have nu (selvom det ville blive stramt) men ikke en bil vi har behov for på samme måde. Jeg kommer ikke til at have det samme kørselsbehov. Dog vil vi stadig gerne have en bil, da vi har familie/venner lidt længere væk med små børn, mennesker vi gerne relativt nemt vil kunne besøge. Vi har heldigvis været så heldige at få det samme for den, som vi gav, og vi kan komme gældfrit ud af den. Så nu er vi på udkig efter en lille økonomisk bil, som kan fragte os rimelig pålideligt fra a til b og som ikke koster alverden.

Jeg kigger tit på vores budget de her dage, når jeg bliver bekymret for om det hele kan gå, bare lige for at sikre mig det hele nok skal gå. Og når jeg så bliver helt panisk (det sker desværre også) så er Mattis god til at berolige mig, og sige at det hele nok skal gå og vi ikke kommer til at stå uden tag over hovedet uanset hvad der sker. Det er nok det værste ved alt det her, den dér økonomiske usikkerhed og de ændringer vi må tage så det kan hænge sammen. Men det er (forhåbentlig) det hele værd og beslutningerne er jo helt rigtige… og så tror jeg det er meget godt for mig at lære at kunne snakke om økonomi, også når jeg føler mig presset. Jeg er trods alt 30 år, så det er på tide 😉

20% rabat på sko og støvler – kun i dag

 

1 here   2 here   3 here   4 here   5 here   6 here   7 here   8 here   9 here   10 here   11 here   12 here

Jeg fik en mail i morges, der mindede mig om der stadig er 20% rabat på sko og støvler over 899kr på boozt. Det mindede mig om, at jeg har kigget på et par vinterstøvler man kan købe på boozt, så hvis jeg lige kunne spare 20%  ville det da være værd at tage med. Det var vidst hele weekenden tilbuddet kørte, men i hvertfald gælder det stadig i dag. Koden er wow20. Det var et tip der lige skulle gives videre. Fortsat rigtig god søndag.

 

Ugens Etsy Tip # 49

Jeg elsker etsy, det er simpelthen det fedeste sted at finde alle mulige og umulige ting. Hvis man mangler pynt til sin fest, vintage tøj, spændende lamper, fine smykker, tøj til sin hund eller baby, indretning OG ALT derimellem, så er etsy stedet at gå på virtuel opdagelse. Jeg har igennem de sidste år her på bloggen delt ugens etsytip, som i virkeligheden ikke er en ugentlig ting. Men nu er det det navn det har fået, så nu holder jeg fast i det. Denne uges tips er i det grønne hjørne. Jeg har samlet lidt forskellige fine plante-ting til hjemmet herunder.


Søde Moustache Moodies. 

 

 Fine mini dino-planters

 

Man kan også få de her små dyrevenner til sine planter

Planteterrarier 

De her små kobber urte og planteskilte, er lavet af genbrugsmateriale. De kan findes her.

 

Og så er der denne her bruger, som laver de sødeste små dyr og figurer til dine planter.

 

I kan se alle Etsytip her

Min indre kritiker

 

Dagen efter jeg havde sagt op, fik jeg ovenstående mail fra min arbejdsplads, med bekræftelse på min opsigelse. Klokken var 6.15 om morgenen, da jeg sad med tandbørsten i munden på mit badeværelse og læste den, og fik et mini panikanfald med tandpastaskum i hele munden. ‘Vi bekræfter din opsigelse’.. så var det sgu ikke bare noget vi legede længere, ja ikke at det nogensinde har været dét, men på en måde var det bare det definitive farvel til et sted jeg har brugt de sidste knap 3 år af mit (arbejds)liv. Puha, sikke en mavepuster. Men så rejste jeg mig op, spyttede tandpastaen ud, rettede ryggen og kiggede mig selv i spejlet og sagde HØJT til mig selv ‘du er så fucking sej, Line!’. Det gjorde jeg. Jeg satte mig ned i min bil, satte høj musik på med god energi og sang hele vejen til arbejde.

For mange er det det mest normale at sige jobs op og skifte, det ér jo også en normal beslutning, og en beslutning jeg har været vidne til flere kollegaer tage. Min leder blev hverken voldsomt chokeret, holdt fast om mine ankler eller tiggede mig om at blive, ligesom mine kollegaer heller ikke gjorde et stort nummer ud af det – hvorfor er der ingen der siger det må være en fejl? Spørger mig om jeg er sikker og voksen nok til at træffe dén beslutning?. De fortalte mig det lød spændende og de var ærgerlige over jeg ikke skulle være der længe, og så fortsatte arbejdsdagen som altid. Om lidt er jeg ikke en del af deres hverdag, og det er ikke noget kæmpestort for dem. En ny person vil tage min plads, og hverdagen vil fortsætte. Men for mig er det en kæmpe beslutning, for jeg har ikke sagt op til fordel for en anden sikker og tryg stilling, men sagt op fordi jeg nu skal noget andet. Noget helt andet.

Det er en beslutning der har krævet mange tanker, snakke og ondt i maven. En beslutning jeg har talt med mange mennesker omkring mig om, men den jeg har været allermest i dialog med omkring beslutningen, er min indre kritiker. Min indre kritiker har været med til at beslutningen i hvertfald ikke er blevet spontan, og den har i dén grad forsøgt at tale mig fra det. Jeg VED godt at min indre kritiker er udviklet for at holde mig i live, for at passe på mig, og på den måde har jeg forsøgt at se på den med kærlighed og omsorg. I virkeligheden er det jo en lille afkrog af mit sind, som er bange, skrøbelig og bærer på grim kritik og ulykkelige oplevelser, der har sat sig fast. Jeg ved den forsøger at sikre, at jeg lever op til andres forventninger og jeg ikke bliver dømt eller afvist. Jeg har sådan en indre kritiker, som konstant forsøger at underminere min følelser og idéer, så jeg ikke tager nogle ricisi. Den går direkte til angreb på mit selvværd og forsøger at afholde mig fra at kaste mig ud i noget, der potentielt ender med jeg bliver såret eller afvist. Det er en meget, MEGET høj stemme, som forsøger at få mig til at føle mig lillebitte, så jeg ikke ender med nederlag, som den er bange for jeg ikke tåler (hvilket er fuldstændig rigtigt, jeg er dårlig til nederlag og kritik).

Men efter mange, mange år med en indre kritiker der har fået lov til at styre (alt for) mange beslutninger, valgte jeg at forsøge at tage styringen. At se på min indre kritiker som en lille, bange og skrøbelig person, som jeg skal berolige og forsøge at forsikre om, at der ikke er noget at være bange for. Det lyder måske helt skizofrent, men det hjalp faktisk, da jeg begyndt at skrive de ting ned min indre kritiker fortalte mig, ift. tankerne om at sige op og starte mit eget projekt (som jeg nok snart skal afsløre, promise). ‘Der er ingen, der kommer til at synes det er fedt’/’Du kommer aldrig til at blive til noget’/’Du er alt for gammel til at kaste dig ud i noget usikkert NU’/’Du kommer til at stå uden penge, og hvad vil du så gøre?’/’Du bliver til grin og folk vil tale om dig bag din ryg’/’Du ender med at blive ensom’ osv. Jeg skrev det hele ned, og så rettede jeg ryggen, og kom med konstruktive svar til det hele. Jeg har prøvet at forstå, at min indre kritiker bærer på en sund og stærk frygtdrivkraft som kan hjælpe mig i reelt farlige situationer, men den har fået lidt for meget medløb de sidste mange år og nu er dens forsøg på at hjælpe mig blevet uhensigtsmæssig.

På den måde nåede jeg frem til min beslutning, nemlig at opsige mit trygge, gode og sikre job, til fordel for en passion jeg har haft længe, som er usikker, uvis, spændende og pissehamrende skræmmende. Jeg har ikke tæmmet min indre kritiker helt endnu, det kommer nok til at være en årelang proces, men jeg synes selv jeg er nået ret langt ift. at tage denne her beslutning. Jeg føler mig spændt, glad og som en badass-powerwoman, men jeg føler mig fandme også skræmt, lillebitte og hamrende usikker. Men sådan tror jeg det skal være, og jeg tillader det hele – både når jeg er lettet og lykkelig, og når jeg er usikker og ked af det.

Jeg har taget en vild beslutning

… Jeg har sagt mit job op. Holy shit, jeg har sagt mit job op! I dag! Jeg har flere gange læst om, når folk siger deres jobs op, og har aldrig rigtig tænkt over, hvor stort det egentlig er.. indtil det blev min tur. Det er jo KÆMPE stort. Sådan altopslugende fucking kæmpestort. Jeg har sagt mit job op uden at have noget nyt, hvilket nogen ville mene er fuldstændig hjernedødt. Men jeg kan ikke vente mere, jeg har overvejet det her i lang tid nu, vendt og drejet det, og endt med det samme, nemlig at blive i det trygge og sikre. Man ved hvad man har, og selvom man måske ikke er helt lykkelig, så er man tryg, og man ved hvad man kan forvente også det der ikke er godt – i det mindste er det forudsigeligt. Jeg føler lidt det er som at have sluttet et forhold, som jeg godt ved ikke var det rigtige.. men han var min bedste ven, vi havde nogle dejlige minder, han lærte mig meget og ikke mindst, så var det en kæmpestor tryghed at være i et forhold. Alle tankerne som ‘finder jeg nogensinde en som ham igen?’, ‘hvad nu hvis det er en fejl, det er jo også så dejlig trygt’ er blevet vendt og man har mærket efter helt ned i maven MANGE gange. Det er med en KÆMPE klump i halsen, tårer i øjnene når man alligevel tager beslutningen om, at det uvisse der venter en hvis man siger farvel, alligevel er det mest rigtige nu. Hold nu kæft hvor er det svært at sige farvel til det man kender til fordel for noget man ikke aner hvad er eller bliver. Men livet er simpelthen for kort til ikke at gå efter sin drøm. Og som min mor sagde .. for langt i øvrigt også. Når man tilbringer 40 timer om ugen på et arbejde, så siger jeg ikke at man skal være lykkelig alle 40 timer, eller at der ikke må være elementer man er træt af eller ikke orker, men man skal fandme være glad de fleste af de timer trods alt. Når man går på arbejde er det jo det, der bestemmer de fleste af vores vågne timer, og når vi har fri restituerer vi for at blive klar til at arbejde igen dagen efter. Jeg har længe haft en drøm om at prøve noget andet, og selvom jeg har været mega glad for mit arbejde, virkelig, så ved jeg nu, at det er tid til noget andet. Jeg siger ikke op fordi jeg er utilfreds med ledelsen, kollegaerne eller arbejdsopgaverne, men fordi jeg er nødt til at gå efter min mavefornemmelse.

I mine overvejelser har jeg brugt meget tid på at tænke over, hvad jeg mister hvis jeg siger op: mine gode kollegaer, økonomisk sikkerhed, gode barselsforhold, god pension og tryghed. Og hver gang nåede jeg frem til det samme: jamen så er det bedst at blive her, for det kan jeg jo ikke regne med at få, hvis jeg siger op. Men jeg glemt i mine overvejelser at tænke over, hvad jeg mister hvis jeg ikke siger op.

Men, hvad skal jeg så nu? Jeg har jo gået med en drøm i maven LÆNGE.. som i rigtig, rigtig længe. Jeg tog en beslutning om, at hvis jeg ikke gjorde noget ved det nu, så ville det aldrig ske. Jeg vil hellere bruge tid på at prøve noget af, som måske viser sig at fejle, end ikke at have prøvet det af. Det er vildt spændende og jeg vil gerne fortælle ALT om det meget snart (I know, den irriterende type der ikke helt kan afsløre det endnu) men lige nu er der nogle ting der ikke er på plads endnu, og jeg må vente lidt. Jeg har sagt op i dag, og det var simpelthen for stort og vildt til, at jeg kunne vente med at skrive det.

Jeg har sidste arbejdsdag d. 29.11.19 – dagen efter min fødselsdag. Jeg giver den alt hvad den kan trække de sidste 6 uger jeg har tilbage på jobbet, jeg vil gerne sørge for, at jeg har sagt farvel på den allerbedste måde og efterlader så lidt som overhovedet muligt til mine kollegaer. I aften kommer min lillebror og hans kæreste og så skal vi fejre det sammen. Jeg har virkelig haft mange følelser i maven i dag, men nu er jeg hjemme, og jeg tror vi skal åbne en flaske bobler, for denne her beslutning er for mig KÆMPE stor. Jeg glæder mig så meget til at fortælle jer meget mere OG ikke mindst, til at få tid til min blog og instagram hver dag, til at have mulighed for at skrive PRÆCIS hvad jeg gerne vil, hvornår jeg vil. Det bliver en spændende og udfordrende rejse, men jeg glæder mig og håber I er klar på at tage på den med mig.